De fleste læsere af dette har stærke maver, så lad mig præsentere det så slemt jeg kan: Det meste af det vi løseligt kalder ”den vestlige verden”, vil ikke overleve dette århundrede, og meget af den vil effektivt forsvinde i vor levetid, inklusive mange, hvis ikke de fleste, europæiske lande. Der vi sandsynligvis stadig være et geografisk område på kortet markeret som Italien eller Holland – sandsynligvis – ligesom der stadig i Istanbul findes en bygning ved navn Sct. Sophia´s Cathedral.
Men det er ikke en katedral; det er udelukkende betegnelsen for et stykke ejendom. På samme måde vil Italien og Holland ikke være andet end ejendomsbetegnelser. Udfordringen for de der formoder vestlig civilisation er bedre balanceret end alternativet, er at finde en måde at redde i det mindste dele af Vesten.
Én forhindring i at gøre dette er, at i den typiske valgkampagne i vore avancerede industrielle demokratier, handler de politiske platforme i mindste ét parti i U.S.A., og stort set alle partier i resten af Vesten, om hvad man kunne kalde samfundets sekundære impulser – sundhedspleje, dagpleje og barsel. Vi prioriterer sekundære impulser over de primære: nationalt forsvar, familie, tro og den vigtigste af alle, reproduktiv aktivitet - ”Gå og multiplicer”, for hvis I ikke gør dette, så vil I ikke få råd til alle jeres sekundære impulser, såsom vugge-til-grav-velfærd.
Amerikanere forstår somme tider ikke hvor langt resten af den udviklede verden er kommet i den henseende: I det canadiske og de fleste kontinentielle kabinetter er Forsvarsministeriet et sted en ambitiøs politiker passerer gennem på sin vej op til vigtige jobs som Sundhedsministeriet.
Fejldesignet ved den sekulære socialdemokratiske stat er, at den kræver et religiøst samfunds fødselsrate for at vedligeholde den. Postkristen hyperrationalisme er, i objektiv forståelse, en hel del mindre rationel end hos katolikker eller mormoner. Faktisk, i statens afhængighed af immigration for at sikre fremtiden, har E.U. adopteret en 21. århundredes variant af en strategi af Millenial kirken, der var forbudt at reproducere, og derfor kun kunne forøge deres antal gennem konvertering. Problemet er, at sekundære impulssamfund forveksler deres svaghed med styrke – eller dyd – og det er derfor de er så svage i deres håndtering af en primal kraft som Islam.
Apropos – hvis vi er i krig, og halvdelen af amerikanerne, og en anseeligt højere procentdel i Storbritannien, Canada og Europa ikke accepterer denne læresætning – hvad handler krigen så præcist om?
Vi ved, at det det egentligt ikke handler om ”krigen mod terror”. Ej heller krigen mod Islam, eller sågar ”radikal Islam”. Muslimernes tro er problematisk for os. Der findes mange problempunkter rundt om i verden, men som tommelfingerregel er det let at lave et kvalificeret gæt om én ef deltagerne: muslimer mod jøder i ”Palæstina”, muslimer mod hinduer i Kashmir, muslimer mod kristne i Afrika, muslimer mod buddhister i Thailand, muslimer mod russere i Caucasus, muslimer mod rygpakkere på Bali. Som miljøforkæmperne tænker disse globalt, men handler lokalt.
Mens islamismen er fjenden, så er det ikke hvad det handler om. Radikal Islam er en oppertunistisk infektion, som AIDS: Det er ikke HIV der tager livet af dig, det er den lungebetændelse, du får, når din krop er for svag til at bekæmpe den. Når jihadisterne møder det amerikanske militær, taber de – som de gjorde i Afghanistan og Irak. Hvis det her var som Første Verdenskrig, med disse fyre i den ene skyttegrav og os i den anden, ville det hele hurtigt være overstået. Hvilket de klogere islamister har regnet ud. De ved, at de aldrig kan vinde på slagmarken, men de regner med, at de kan trække tingene i langdrag, indtil vestlig civilisation kollapser og Islam kan overtage.
Det er det, krigen handler om: vores mangel på civilisatorisk selvtillid. Som den berømte Arnold Toynbee formulerede det: ”Civilisationer dør af selvmord, ikke mord” - som man nu kan konstatere i det meste af den vestlige verden. Den progressive agenda – ødsel velfærd, abort, sekularisme, multikulturalisme – er kollektivt den virkelige selvmordsbombe. Tag multikulturalismen. Det gode ved multikulturalismen er, at den ikke involverer kendskab til andre kulturer – hovedstaden i Bhutan, hovedeksporten i Malawi, hvem interesserer det? Alt hvad behøves er, at man har det rart med andre kulturer. Det er grundlæggende fup, og, vil jeg argumentere, er subliminalt accepteret på det grundlag. De fleste tilhængere af ideen om at alle kulturer er lige, vil ikke leve i noget andet end et avanceret vestligt samfund. Multikulturalisme betyder, at dit barn skal lære ét eller andet indfødt hymne i stedet for Rudolf med den røde tud, eller at din holistiske massøse anvender tekniker udviklet fra indfødt amerikansk spiritualitet, men det betyder ikke, at du eller nogen du bekymrer dig om, bør leve i et afrikansk eller indfødt amerikansk samfund. Det er et kvintessentielt stykke progressivt humbug.
Så kom 11/9. Og den bizarre reaktion af næsten hver eneste vestlige prominente leder var at besøge en moske: præsident Bush gjorde det, prinsen af Wales gjorde det, præmiereministeren af Storbritannien gjord det, præmiereministeren af Canada gjorde det...lederen af Ontario gjorde ikke, så 20 muslimske samfundsledere havde et topmøde hvor de afsvor ham for ikke at besøge en moske. Jeg ved ikke hvorfor han ikke gjorde det. Måske var der trængsel, det var moske besøgstid, præmiereministre i trafikpropper op og ned ad hovedvejene, prøvende at komme frem til den store Moske ”Sværdet af de vantros slagtere” på Elm Street. Men uvist af hvilken årsag kunne han ikke passe det ind i sin hektiske plan. Én af Ontario´s ministre dukkede op ved moskeen, men imamerne tog det som en stor fornærmelse, ligesom da den engelske dronning sendte Fergie til Commonwealth legene. Så præmiereministeren måtte afholde et stort møde med forurettede imamer, for at undskylde for ikke at have besøgt en moske, og, som Toronto Star rapporterede det ”forsyne dem med forsikringer om, at den provinsielle regering ikke ser dem som en fjende”.
Nå, men få-mig-til-moskeen-i-tide-feberen døde hen, men den satte tonen for en generel tilgang til disse ugerninger. Den gamle definition af et nanosekund, var tiden mellem trafiklysets skift til grønt og det første tryk i hornet fra bilisten bagved. Den nye definition er tiden mellem en terroristbombning og pressemedelelser fra den islamiske lobby, der advarer om tilbageslag mod muslimerne. I de fleste tilfælde ville det blive anset for værende ualmindelig dårlig smag, at aflede opmærksomheden fra en reel hadefuld handling ved at lave panikmageri om en rent hypotetisk handling. Unødvendigt at sige at at der ikke findes kampagner mod kampagner mod islamofobiske hadehandlinger. Om noget bader Vesten sig i en epidemi af selvhadende handlinger. En kommentator på Tim Blair´s hjemmeside i Australien summerede det med en perfekt parodi på en overskrift i Guardian: ”Muslimske samfundsledere advarer mod tilbageslag efter gårsdagens terroristangreb”. De samfundsledere har krammet på os.
Radikal Islam er hvad multikulturalismen hele tiden har gået og ventet på. I ”The Survival of Culture” citeres den eminente sagfører Helena Kennedy. Kort efter den 9/11 argumenterede baronesse Kennedy på BBC, at det var for let at underkende ”islamiske fundamentalister”. ”Vi vestlige venstreorienterede er for ofte selv fundamentalister”, beklagede hun sig. ”Vi ser ikke på vores egen fundamentalisme”. ”Nå”, sagde intervieweren, ”hvad kunne disse venstreorienterede fundamentalismer være?”. ”Én af de ting vi er parate til at insistere på, er at vi er de tolerante folk, og at intolerance er noget der tilhører andre steder som i Islam. Og jeg er ikke sikker på, at det er sandt”.
Fru Kennedy argumenterer her, at tolerancen af vor egen tolerance gør os intolerante overfor andre folks intolerance, hvilket ikke kan tolereres. Og, hvor usandsynligt det end lyder, så er det nu blevet den højeste, mest raffinerede form for multikulturalisme. Så I er rare mod homoseksuelle og inuitter? Flot! Enhver kan være tolerante mod den slags, men tolerance af intolerance giver en endnu mere intense vellystig gysen hos de multikulturelle masochister. Med andre ord, på samme måde som AIDS pandemien storstilet faciliterede samfundsmæssig overgivelse til de homoseksuelles agenda, så faciliterer 9/11 vores overgivelse til de mest ekstreme aspekter af den multikulturelle agenda.
En dag i 2004, eksempelvis, returnerede et canadisk par hjem til Lester B. Pearson International Airport i Toronto. De var søn og enke af en fyr kaldet Ahmed Said Khadr, der tilbage ved den pakistansk-afghanske grænse var kendt som ”al-kanadi”. Fordi han var den højest rangerende canadier i al-Qaeda. Der var masser af andre canadiere i al-Qaeda, men han var nummer ét. Faktisk kunne man argumentere, at Khadr familien er Canada´s ypperste bidrag i krigen mod terror. Selv om man tager i betragtning at de er på den forkerte side (tilgiv mig at jeg dømmer), så kan ingen påstå, at de ikke involverer sig i tingene. Én af Khadr´s sønner blev fanget i Afghanistan efter drabet på en amerikansk militærplejer. En anden blev fanget og sat i Guantanamo. En tredje sprængte sig selv i luften, dræbende en canadisk soldat i Kabul. Far Khadr selv døde i en al-Qaeda skudveksling med pakistanske styrker i 2004. Og så siger man, at canadierne ikke yder deres bidrag til krigen!
I forbindelse med den fatale skudveksling af al-kanadi, blev hans yngste søn paralyseret. Og ikke urimeligt brød junior sig ikke om hospitalet i Peshawar. Så fru Khadr og hendes søn returnerede til Toronto, så han kunne nyde fordelene af Ontario´s regeringssundhedspleje. ”Jeg er canadier, og jeg beder ikke om mine rettigheder”, erklærede enken Khadr. ”Jeg kræver mine rettigheder”.
Som man altid siger, så er forræderi svær at bevise i retten, men givet omstændighederne omkring Hr. Khadr´s død, synes det klart, at ikke blot leverede han ”støtte og hjælp til Canada´s fjender”, men han var faktisk Canada´s fjende. Prinsesse Patricia´s canadiske let infanteri, det 22. royale regiment og andre canadiere har på den ene side i konflikten deltaget i Afghanistan, og Khadr familien har været derovre deltagende på den anden side. Ikke desto mindre mente præmiereministeren i Canada, at junior Khadr´s krav på det offentlige sundhedssystem var en fremragende anledning til at demonstrere sin egen dybe dedikering til ”mangfoldighed”. På spørgsmål om Khadr´s tilbagevenden til Toronto sagde han: ”Jeg mener, at når man først er canadisk borger, så har man ret til sine synspunkter og at være uenig”.
Det er det fantastiske ved multikulturalismen: Man kan vælge hvilken side af krigen man ønsker at deltage på. Når indkaldelsen dumper ind i postkassen, så kan man i overensstemmelse med den enkeltes smag krydse af ved enten ”hjemmeholdet” eller ”fjenden”. Den canadiske præmiereminister er en typisk lettere tabt vestlig politiker. Han kunne have sagt: Nå, det er foragtelige folk, og jeg ved, at mange af os ækles ved tanken om, at skattekroner bruges på sundhedspleje på en mand hvis canadiske borgerskab ikke er andet end et flags belejlighed, men sådan er loven, og selvom vi kan prøve at stramme op på den, så ser det ud til at dette kryb slipper afsted med det. I stedet var hans refleks at proklamere dette som en helhjertet demonstration af den multikulturelle stats dyder. Som spå mange andre oplyste vestlige ledere vil den canadiske præmiereminister gratulere sig selv i denne bundløse tolerance, selv når disse intolerancens kræfter konsumerer ham.
Dette er i øvrigt ligheden mellem jihad og de konventionelle terroristbevægelser som IRA og ETA. Terrorgrupper er vedholdende grundet målenes manglende selvtillid: IRA, eksempelvis, kalkulerede korrekt, at briterne havde evnen til at smadre dem totalt, men ikke viljen til det. Så selv om de vidste de ikke kunne vinde militært, så kunne de heller ikke besejres. Islamisterne har lavet den samme beregning. Den eneste forskel er, at de fleste terroristkrige er stærkt lokale. Vi har nu det første virkeligt sande globale terroristoprør, fordi islamisterne ser verden på samme måde som IRA: De ønsker verden, og de har kalkuleret, at hele vores civilisation mangler viljen til at sætte dem på plads.
Vi har tilbragt en del tid i The New Criterion (konservativt magasin) med at angribe eliten, om med god ret. Den regerende kultur i det høje har opført sig skammeligt i de seneste årtier. Men hvis det kun var et problem med eliterne, ville det ikke være så alvorligt: Pøblen kunne rejse sig og hænge dem i lygtepælene – et scenarium der ikke er usædvanligt i visse kontinentale lande. Men problemet har nu bevæget sig langt ud over det regerende etablissement. Statens annektering af de fleste nøgleansvar i livet – børneopdragelse, ældreomsorg – har omfattende ændret relationen mellem borger og stat. På et eller andet tidspunkt – jeg vil sige at socialiseret sundhedspleje er en god markør – så krydser man linien, og det er derefter meget svært at overbevise borgere der nyder regeringens rundhåndethed at vende tilbage igen. I National Review noterede jeg mig den frase Gerald Ford altid bruger, for at indynde sig hos et konservativt publikum: ”Et styre stort nok til at give dig alt hvad du gerne vil have, er et styre stort nok til at tage alt fra dig”.
Gå tilbage til listen af lokale konflikter jeg nævnte. Jihad´en har længe holdt ud mod meget rå fjender. Hvis ikke man er bange for at tage kampen op med israelerne, russerne, inderne og nigerianerne, hvorfor skulle man så ikke se på sine chancer mod belgierne, danskerne og new zealænderne?
Så jihadisterne gør mestendels ikke andet end at give os et stik i røven, mens vi går i søvne mod skrænten. Når jeg siger ”går i søvne”, så er det ikke fordi vi er en blasert kultur. Tværtimod. Ét af de tydeligste tegn på vores undergang er den måde vi bruger så megen energi på at bekymre os om de forkerte ting. Hvis man har læst Jared Diamond´s bestseller: ”Collapse: How Societies Choose to Fail or Succed”, vil man vide, at den går meget i detaljer om Påske Øen, der endte med buen i vejret, da man fældede alle træerne. Det er tilsyneladende hvorfor de ikke er medlemmer af G-8 eller F.N.´s Sikkerhedsråd. Det samme med grønlænderne og mayanerne og Diamond´s andre kuriøse ”samfundsvalg”. Faktisk, som forfatteren ser det, kollapser stort set alle samfund grundet nedfældningen sine træer.
Stakkels Diamond kan ikke se skoven grundet sin besættelse af træer. Én måde ”samfund vælger at lykkes eller mislykkes” er ved at vælge hvad man skal bekymre sig om. Den vestlige verden har skabt mere velstand og komfort til sine borgere end nogen anden civilisation i historien, og i den forbindelse har vi skabt en stor bekymringskult. I kender genrens klassikere: I 1968 i sin bestseller ”The Population Bomb” erklærede den eminente videnskabs mand Paul Ehrlich: ”I 1970´erne vil verden undergå hungersnød – hundreder af millioner af mennesker kommer til at sulte ihjel”. I 1972 i en undersøgelse ”The Limits to Growth”, annoncerede Club of rome, at verden ville løbe tør for guld i 1981, kviksølv i 1985, tin i 1987, zink i 1990, petroleum i 1992 og kobber, bly og gas i 1993.
Ingen af disse ting skete. Faktisk skete præcist det modsatte. Vi sejler stort set rundt i ressourcer, men vi løber tør for mennesker – den eneste sande uundværlige ressource, uden hvilke ingen af de andre har nogen betydning. Rusland er det mest indlysende eksempel: Det er det største land på jorden, det er fuldt af ressourcer, og alligevel dør det – dets befolkning falder katastrofalt.
Elitens præprorammerede verdensopfattelse er, at alt hvad der sker – fra terrorisme til tsunamier – kun kan forstås som stammende fra den vestlige civilisations skadelighed. Som Jean-Francois Revel skrev: ”Indlysende, en civilisation der føler sig skyldig for alt den er og gør, vil mangle energien og viljen til at forsvare sig selv”.
Og selvom ingen af 1970´er økodommenes prognoser kom til at passe, så betyder det kun, at verden tredve år senere må genplanlægge sin undergang. Det anslåede ankomsttidspunkt er nu 2032. Ifølge U.N. Global Environment Outlook foruses ”ødelæggelsen af 70% af naturen i løbet af 30 år, masseudryddelse af arter...Mere en halvdelen af af verden vil blive berørt af vandmangel, med 95% af folk i Mellemøsten som havende alvorlige problemer...25% af alle pattedyr og 10% af alle fugle vil blive udryddet”.
Og så videre og så videre gennem 450 sider. Eller som The Guardian formulerede det: ”Med mindre vi ændrer vore levemåder, så møder verden en katastrofe”.
Okay, men her er min forudsigelse for 2032: Med mindre vi ændrer vore levemåder, så går vi en fremtid i møde hvor....miljøet ser forbandet godt ud. Hvis man er et træ eller en klippe, vil man leve fint. Det er italienerne og svenskerne der vil gå udryddelse og tab af deres naturlige levesteder i møde.
Der vil ikke komme en miljødommedag. Olie, kuldioxid, skovrydning: ingen af disse ting er værd at bekymre sig om. Hvad der er bekymrende er, at vi bruger så megen tid på at bekymre os om ting der ikke er værd at bekymre sig om, at vi ikke bekymrer os om de ting vi skulle bekymre os om. I tredve år har vi fået endeløse advarsler om ting der ikke er værd at advare om. Men omkring de virkeligt skånselsløse ændringer i vore samfund – dem der virkeligt truer vor fremtid – advarer vi ikke om. Verden ændrer sig i øjeblikket dramatisk, og de hysteriske eksperter kvidrer om en hypotetisk nedgang i krill i Antarktis, der muligvis sker så langt ude i fremtiden, at det er usandsynligt at nogen italiensk eller japansk miljøkriger vil være til stede til at blive fortvivlede over det.
I den globaliserede økonomi vil miljøforkæmperne have os til at bekymre os om Den Første Verdens kapitalismes masende sig ind på bondens pastorale primitive Tredje Verdens forhold. Men indtil videre, hvad globaliseringens trussel angår, er den virkelige fare præcist den modsatte – Den Tredje Verdens særheder i forholdene kan på et øjeblik springe ind i Den Første Verden. Grise er værdsatte i det bjergrige Kina, og holdes i spisestuen – og pludseligt dræber en ukendt sygdom folk i Toronto, alene fordi nogen satte sig på et fly. Sådan skal islamismen anskues: Saudierne har taget, hvad der for 80 år siden var en svær, men obskur og uvedkommende plage som Islam, praktiseret af beduiner uden fast bopæl, og eksporteret den succesfuldt til hjertet af København, Rotterdam, Manchester, Buffalo....
Hvad er det bedste at satse på? En globalisering der eksporterer burgere og popsange, eller en globalisering der eksporterer de mest rædselsfulde aspekter af sin kultur? Når det kommer til forudsigelse af fremtiden, så er fødselsraten det tætteste vi kommer hårde fakta. Hvis kun én million babyer fødes i 2006, er det svært at have to millioner voksne i arbejdsstyrken i 2026 (eller 2033, eller 2037 eller hvornår de nu slutter deres studier i Anger Management og homoseksuelle).
Og de hårde fakta omkring babyer rundt omkring i Vesten er, at de løber tør for babyer hurtigere end de løber tør for olie. ”Erstatningsfertiliteten”, antallet behøvet alene for at vedligeholde befolkningstallet så det ikke bliver større eller mindre, er 2.1 babyer per kvinde. Visse lande er noget over dette: den globale fertilitetsleder Somalia: 6.91, Niger: 6.83, Afghanistan: 6.78, Yemen: 6.75. Hvad har disse lande til fælles?
Hvis man leder længere nede på listen over de hundrede største avlere, så vil man til sidst finde U.S.A., svævende lige over erstatningsraten med en fødselsrate på 2.07 per kvinde. Irland har 1.87, New Zealand 1.79, Australien 1.76, men Canada´s rate er helt nede på 1.5, noget under erstatningsraten; Tyskland og Østrig: 1.3, på grænsen til dødsspiralen; Rusland og Italien: 1.2; Spanien: 1.1 ligger på omkring halvdelen af erstatningsraten, hvilket betyder, at Spanien´s befolkning halveres ved hver generation. Omkring 2050 vil Italien´s befolkning have faldet med 22%, Bulgarien´s med 36%, Estland med 52%. I Amerika viser demografiske tendenser, at republikanske stater burde søge medlemskab af E.U.: I valget 2004 vandt John Kerry de 16 stater med de laveste fødselsrater; George W. Bush tog 25 af de 26 stater med de højeste fødselsrater. Omkring 2050 vil der være 100 millioner færre europæere, mod 100 millioner flere amerikanere og mestendels amerikanere fra ”røde” stater.
I takt med at fertiliteten visner bliver samfundene ældre – og Japan og meget af Europa er udsete til at blive ældre end noget fungerende samfund vi endnu har set. Og vi ved hvad der kommer efter alderdom. Disse lande bliver sat på et sidespor – med mindre de kan finde vilje til at ændre sig. Er det sandsynligt? Det tror jeg ikke. Hvis man ser på europæiske valgresultater – senest i Tyskland – er det ikke svært at konkludere, at selvom vælgerne er utilfredse med deres politiske etablissement, så er de hovedsageligt utilfredse fordi de ikke bryder sig om at blive anmodet om at genoverveje statsgoder, og ligegyldit hvor dyre de om en generation kan vise sig at være, så har de ingen planer om alvorligt at genoverveje dem. Den skotske regering trak for nylig et forslag tilbage om at hæve pensionsalderen for skotske offentligt ansatte. Den er i øjeblikket 60 år, hvilket er rart men dyrt. Men reaktionen fra den almindelige skotske offentligt ansatte er, at det er en andens problem. Den almindelige tyske arbejder lægger nu 22% færre timer på arbejdspladsen end sin amerikanske modpart, og ingen politiker der ønsker at forblive valgbar, vil på nogen meningsfuld måde foreslå at lukke dette hul.
Dette er ikke nogen dybt forankret kulturel forskel mellem Den Nye Verden og Den Gamle Verden. Det kan dateres tilbage til 1970´erne. Hvis man ville prøve at placere skyld, kunne man argumentere, at det var et produkt af amerikansk militær tilstedeværelse, den amerikanske sikkerhedsgaranti der frigjorte europæiske budgetter: I stedet for at skulle bruge penge på pistoler, kunne de koncentrere sig om smøre vælgerne. Hvis Washington´s problem med Europa er, at de ikke er seriøse allierede, hvis skyld er så det? Hvem skabte i årene efter Anden Verdenskrig NATO som en postmoderne militær alliance? Den ”frie verden”, som amerikanerne kaldte den, var for alle andre en gratis ting. Og efter at være fritaget fra enhver nations primære ansvar er det ikke overraskende at europæerne har et meget lille ønske om at genpåtage sig dette. Essentielt finansieres de overdådige niveauer af offentlige subsidieringer af amerikanske skatteydere. Og denne langsigtede opblødning af store dele af Vesten gør dem mindre velegnede til at modstå en primalkraft som islam.
Der findes ingen ”befolkningseksplosion”. Det har der aldrig gjort. Fødselstallene falder over hele verden – i sidste instans må hvert par på planeten afgøre om de vælger den vestlige yuppie model af én designer baby erhvervet omkring 39 års alderen. Men demografi er kampen om hvem der til sidst står tilbage. De grupper der sidst forfalder til demografisk apati, vil have en enorm fordel. Selv i 1968 skulle Paul Ehrlich og hans lige have forstået, at deres såkaldte befolkningseksplosion reelt var en massiv befolkningsjustering. Af den tiltagende globale befolkningseksplosion mellem 1970 og 2000, udgjorde industrilandene under 9% af den, mens den muslimske verden udgjorde 26%. Mellem 1970 og 2000 hvor industrilandene faldt fra lidt under 30% af verdensbefolkningen til lidt over 20%, steg de muslimske nationer fra omkring 15% til 20%.
1970 synes ikke så længe siden. Hvis du har den alder, mange af de fyre der i dag styrer den vestlige verden, har, så vil dine bukser spænde en smule mere end dengang, og dit hår vil være mindre smart, men dit livs landskab – udseendet af dit hus, det overordnede udseende af din bil, dine køkkenredskabers udformning og mærkevarerne i dit køleskab ikke være nævneværdigt anderledes. Bortset fra Internet, mobiltelefoner og CD´er, så er alt i dit liv stort set det samme, kun lettere modificerede.
Og alligevel er verden omfattende forandret. Blot for at genkalde de nøgne statistikker: I 1970 havde industrilandene dobbelt så stor en del af den globale befolkning som den muslimske verden: 30% mod 15%. Omkring år 2000 var de éns: hver omkring 20%.
Og omkring år 2020?
Så verdensbefolkningen er en hel del mere islamisk end den var tidligere. Europa er anseeligt mere islamisk, havende i mellemtiden taget omkring 20 millioner muslimer ind (officielt) – er ækvivalensen af fire E.U. lande (Irland, Belgien, Danmark og Estland). Islam er den hurtigst voksende religion i Vesten: I Storbritannien deltager flere muslimer end kristne religiøse tjenester hver uge.
Kan disse tendenser uden konsekvenser fortsætte i endnu 30 år? Europa vil ved enden af dette århundrede være et kontinent efter neutronbomben: De store bygninger vil stadig stå, men de der byggede dem vil være borte. Vi lever i en bemærkelsesværdig periode: selvudryddelsen af de racer der, på godt og ondt, skabte den moderne verden.
Hvordan vil verden være efter denne proces? Hvem ved? På den ene side kan der siges noget for den opfattelse, at Amerika vil finde et islamiseret Europa mere ligefrem at forhandle med end mange af Europa´s nuværende ledere. På den anden side, at komme derhen kan, i lyset af Europa´s historie, blive en blodig affære. Men på den ene eller anden måde, så er dette den virkelige slagmark. Al Qaeda psykoserne vil aldrig kunne finde tilstrækkeligt mange selvmordspiloter til at flyve tilstrækkeligt mange fly ind i tilstrækkeligt mange skyskrabere til at vælte Amerika. Men uligt os tænker islamisterne langsigtet, og, givet deres demografiske fordel i Europa og den tone man hører fra fremspirende muslimske lobbyer der, kan meget af det de flyver fly ind i bygninger for, sandsynligvis opnås ved blot at vente lidt flere år. Skyskraberne vil blive deres; hvorfor ødelægge dem?
Den sidste halvdel af store civilisationers fald følger et bestemt mønster: velstand, blødhed, dekadence, udryddelse. Man opdager ikke, at man smutter gennem de enkelte stader, da der almindeligvis findes en forførende politiker, der forsyner tiden med et snedigt, selvbedragende slogan – som eksempelvis Bill Clinton´s ”Det handler om fremtiden for vore børn”. Os på højrefløjen brugte fornøjeligt 1990´erne på at håne Hr. Clinton´s trættende prædiken, som sirup udøset på alt fra Kosovo krigen til penge øremærket til hovedveje. Men det meste af resten af Vesten kan ikke engang bruge hans lamme undskyldning: Et samfund uden børn er et samfund uden fremtid.
Permanens er en illusion for alle tider. I 1913 var der ingen der troede, at det russiske, østrigske, tyske og tyrkiske imperium indenfor et årti ville forsvinde. Halvfjerds år senere forsikrede alle dem der afskrev Reagan som en ”elskværdig dumrian” os, at Sovjetunionen ville bestå. Analytikere fra C.I.A. Anslog, at Østtyskland havde den niende største økonomi i verden. I 1987 fandtes der ingen samlinger af eksperter, der forudså Berlin Muren´s umiddelbare fald, Warszawa Pagten´s fald eller selve Sovjetunionens fald.
Dog, selv målt efter de minimale standarder af disse elendige forgængere, er såkaldt post-kristne civilisationer – som en prominent E.U. personlighed beskrev kontinentet – mere tilbøjelige end traditionelle samfund at tage fejl af de nuværende spændinger som et permanent træk. Religiøse kulturer har en meget større fornemmelse for fortid og fremtid, ligesom vi for hundrede år siden havde, når vi talte om død som ”optagelse i det store flertal” i den ”ukendte verden”. Men hvis sekularismens udgangspunkt er, at dette er alt, hvad der er, så er det ingen overraskelse, bevidst eller ej, at de med langt større kraft og udholdenhed investerer i her og nu, end de nogensinde har gjort. Ideen om at europæisk velfærdsprogressivitet er det permanente hvilested for menneskelig udvikling, har altid været tåbelig; nu ved vi også, at den er selvmorderisk.
For at undgå kollaps vil europæiske nationer være nødt til at lukke immigranter ind i en målestok intet stabilt tidligere samfund nogensinde har prøvet. C.I.A. Forudser, at E.U. vil kollapse omkring 2020. Givet at C.I.A. stort set har taget fejl i et halvt århundrede, så ville det betyde, at E.U. er den sikre kandidat til titlen som det nye årtusindes Kolossus. Om noget er datoen for kollapsen af E.U. et forsigtigt gæt. Det synes mere sandsynligt, at modsætningerne i E.U. indenfor de næste par valgcykler på normal vis vil manifestere sig. Selv om E.U. undgår katastrofen vil ideen om et barnløst Europa der kan rivalisere Amerika militært eller økonomisk være latterligt. I løbet af dette århundrede vil der være 500 millioner amerikanere, og hvad der vi være tilbage i Europa, vil enten være meget gammelt eller meget muslimsk. Japan står overfor det samme problem: Japan´s befolkning står allerede overfor en absolut befolkningsnedgang, den første mindre dødsspiralens hældning det sandsynligvis vil være umuligt nogensinde at komme ud af. Vil Japan være en økonomisk magt, hvis det befolkes af koreanere og filippinere? Meget muligt. Vil Tyskland, hvis det befolkes af algierer? Det er sværere at besvare.
Bedste scenario? Kontinentet ender som Wien med svensk skatteniveau.
Værste scenario? Sharia omkring 2040; semi-sharia langt tidligere – og vi ser allerede en bevægelse i den retning.
I juli 2003 bemærkede Blair i en tale til Kongressen: ”Som Storbritannien ved, så synes alle herredømmer i en tid uovervindelige, men fakta er, at de er flygtige. Spørgsmålet er: Hvad efterlader man?
Glimrende spørgsmål. Storbritannien vil aldrig igen udøve den uforlignelige magt hun nød i sit imperialistiske apogæum, men den britisk arv består i én eller anden grad gennem mange af verdens nøglespillere – Australien, Indien, Sydafrika – og dusinvis af småstatsøer fra Caribien til Stillehavet. Hvis Kina nogensinde tager Storbritannien´s plads som avanceret nation, så vil det være fordi Folkets Republik lærer mere fra Britisk Hong Kong end Hong Kong lærer Mao´s Lille Røde. Og vor tids dominerende magts politiske karakter stammer selvfølgelig fra attenhundredtallets britiske undersåtter, der adopterede engelske ideer og føret dem en smule videre end moderlandet var villig til at gå.
Et par årtier efter sejren i Den Kolde Krig og historien-er-slut-triumfen, er hvad-efterlader-du-spørgsmålet meget mere aktuelt end de fleste af os forventede. ”Vesten”, som koncept, er dødt, og Vesten, som demografisk faktum, er døende.
Hvordan vil London, Paris eller Amsterdam være midt i 30´erne? Hvis europæiske politikere ikke i dette årti gør noget alvorligt forsøg på at fjerne populariteten af den uholdbare 35 timers arbejdsuge, pension ved 60 år og så videre, så vil E.U. være nødt til, hvis man vil beholde niveauet af pension og sundhedsgoder, være nødt til at importere så mange arbejdere fra Nordafrika og Mellemøsten, at Europa omkring 2035 vil være godt på vej til muslimsk flertal. Som tingene ser ud, er muslimer allerede den primære kilde til vækst i engelske byer. Kan et samfund blive tiltagende islamisk i sin demografiske karakter uden samtidigt at blive tiltagende islamisk i sin politiske karakter.
Dette burde værre venstrefløjens spørgsmål. Jeg er konservativ – Jeg er ikke helt på linie med islamisternes program, når det kommer til hovedafhugning af sodomister og så videre, men jeg er da enig i, at Britney Spears klæder sig som en tøjte: Der er jeg på linie med Hullah Omar. Men hvorfor er venstrefløjen så, hvis dens største landvindinger er feminisme, abortlovgivning eller homoseksuelle ægteskaber, så sikker på, at denne tolerancens kult vil sejre, når størstedelen af demografien på et tidspunkt bliver jublende intolerant? Hvem bliver Vesten´s første ofre i forbindelse med de kollapsende fødselsrater? Selv hvis man tager de optimistiske briller på, at Europa vil være i stand til at modstå den krybende påtvingelse af sharia, der i øjeblikket tynger Nigeria, så forbliver det tilfældet, at den muslimske verden ikke på nogen måde er kendt for sin fortale for ”en kvindes ret til at vælge”.
Jeg overværede den store abortdemonstration i Washington i 2004, hvor Ashley Judd og Gloria Steinem blev tiljublet af kvinder der kort, hvor der stod ”Keep your Bush off my Bush”, og jeg syntes, at det lignede White Russian tea party i 1917. Ved at prioritere en ”kvindes ret til at vælge”, afleverer vestlige kvinder deres samfund til folk der er langt mere patriarkalske end en sitcom far fra 1950´erne. Hvis nogen af disse kvinder der marcherer for deres ”reproduktive rettigheder” stadig har babyer, så kunne de overveje nogle demografiske realiteter: En lille pige af i dag vil sandsynligvis ikke i alderen 40 år, kunne defilere rundt i demonstrationer i Eurabien´s Paris eller Amsterdam råbende ”Hands off my bush”.
Lige før valget 2004 var den eminente politiske analytiker Cameron Diaz i Oprah Winfrey show for at forklare situationen:
”Kvinder har så meget at tabe. Jeg mener, I kunne miste retten til jeres kroppe...Hvis I mener voldtægt bør legaliseres, så lad være at afgive jeres stemme. Men hvis I mener, I har ret til jeres kroppe”, tilrådede hun Oprah´s seere, ”så bør I afgive jeres stemme”.
Stakkels Cameron. Nogle uger senere vandt de uhyggelige folk. Hun tabte alle rettigheder til sin krop. Uligt Alec Baldwin kunne hun ikke engang flytte til Frankrig. Hendes krop var strandet på Terminal D.
Men efter at have fastlagt 2004 præsidentvalget som et referendum omkring retten til voldtægt, så kunne det være, at Diaz kunne være interesseret i at vide, at mænd nyder denne ret under mange juridiske love hele den islamiske verden over. I sin bog ”The Empty Cradle”, spørger Philip Longman: ”Så hvor skal fremtidens børn komme fra? Tiltagende vil de komme fra folk der er på kant med den moderne verden. Sådan en tendens, hvis dette fastholdes, kunne drive menneskenes markeddrevne, individualistiske, moderne kurs på afveje, gradvist skabende en anti-marked kultur domineret af fundamentalisme – en ny Mørk Tid.
Alt i alt ifølge Cameron Diaz: Der findes værre ting derude end John Ashcroft.
Longman´s pointe er god. Vestlige venstreorienteredes forfinede antenner betyder, at hvor end man rejser spørgsmålet, om hvor vidt der om en generation eller tre vil findes italienere boende i den geografiske markedszone kendt som Italien, vil man blive mødt med hyleri om ”racisme”. At slås om hvor stor en del af befolkningen der er ”hvid”, er grotesk og upassende. Men det handler ikke om race, det handler om kultur. Hvis 100% af befolkningen tro på et frit pluralistisk demokrati, så betyder det intet, om 70% af befolkningen er ”hvid” eller kun 5% er. Men hvis den ene del af befolkningen tror på et frit pluralistisk demokrati, og den anden del ikke gør, så bliver det af stor vigtighed, om den del der gør udgør 90% af befolkningen, eller kun 60%, 50%, 45%.
Siden præsidenten afslørede den såkaldte Bush-doktrin – planen om den arabiske verden over at promovere frihed – så har utallige ”progressive” rutinemæssigt anslået, at der ingen beviser findes for, at muslimer ønsker frihed, og faktisk at Islam er inkompatibel med demokrati. Hvis dette er tilfældet, så er det ikke noget problem for dagens Mellemøsten men for morgendagens Europa. Ifølge en undersøgelse fra 2004 ønsker 60% af britiske muslimer at leve under sharia i Storbritannien. Hvis en befolkning der er ”på kant med den moderne verden”, er den hurtigst voksende gruppe på jorden – hvis der findes flere muslimske nationer, flere fundamentalistiske muslimer i nationerne, flere og flere indenfor ikke-muslimske nationer, og flere og flere muslimer repræsenteret i flere og flere transnationale institutioner – hvor gode er så mulighederne for den moderne verdens overlevelse?
Ikke gode.
”Hvad efterlader du dig?”, spurgte Blair. Der vil kun være få og meget gamle etniske tyskere, franskmænd og italienere tilbage omkring midten af dette århundrede. Hvad vil de efterlade sig? Territorier der tilfældigvis bærer deres navne, og bygninger der gør det samme. Eller vil de døende europæiske racer forstå, at den eneste arv der betyder noget, er om de mennesker, der bor i disse lande er indstillet på frie pluralistiske demokratier? Det er demografien, tumpe. Og hvis de ikke kan fremmane viljen til at skifte kurs, så er ”Hvad efterlader du dig så?”, det eneste spørgsmål der virkeligt betyder noget.
Men det er ikke en katedral; det er udelukkende betegnelsen for et stykke ejendom. På samme måde vil Italien og Holland ikke være andet end ejendomsbetegnelser. Udfordringen for de der formoder vestlig civilisation er bedre balanceret end alternativet, er at finde en måde at redde i det mindste dele af Vesten.
Én forhindring i at gøre dette er, at i den typiske valgkampagne i vore avancerede industrielle demokratier, handler de politiske platforme i mindste ét parti i U.S.A., og stort set alle partier i resten af Vesten, om hvad man kunne kalde samfundets sekundære impulser – sundhedspleje, dagpleje og barsel. Vi prioriterer sekundære impulser over de primære: nationalt forsvar, familie, tro og den vigtigste af alle, reproduktiv aktivitet - ”Gå og multiplicer”, for hvis I ikke gør dette, så vil I ikke få råd til alle jeres sekundære impulser, såsom vugge-til-grav-velfærd.
Amerikanere forstår somme tider ikke hvor langt resten af den udviklede verden er kommet i den henseende: I det canadiske og de fleste kontinentielle kabinetter er Forsvarsministeriet et sted en ambitiøs politiker passerer gennem på sin vej op til vigtige jobs som Sundhedsministeriet.
Fejldesignet ved den sekulære socialdemokratiske stat er, at den kræver et religiøst samfunds fødselsrate for at vedligeholde den. Postkristen hyperrationalisme er, i objektiv forståelse, en hel del mindre rationel end hos katolikker eller mormoner. Faktisk, i statens afhængighed af immigration for at sikre fremtiden, har E.U. adopteret en 21. århundredes variant af en strategi af Millenial kirken, der var forbudt at reproducere, og derfor kun kunne forøge deres antal gennem konvertering. Problemet er, at sekundære impulssamfund forveksler deres svaghed med styrke – eller dyd – og det er derfor de er så svage i deres håndtering af en primal kraft som Islam.
Apropos – hvis vi er i krig, og halvdelen af amerikanerne, og en anseeligt højere procentdel i Storbritannien, Canada og Europa ikke accepterer denne læresætning – hvad handler krigen så præcist om?
Vi ved, at det det egentligt ikke handler om ”krigen mod terror”. Ej heller krigen mod Islam, eller sågar ”radikal Islam”. Muslimernes tro er problematisk for os. Der findes mange problempunkter rundt om i verden, men som tommelfingerregel er det let at lave et kvalificeret gæt om én ef deltagerne: muslimer mod jøder i ”Palæstina”, muslimer mod hinduer i Kashmir, muslimer mod kristne i Afrika, muslimer mod buddhister i Thailand, muslimer mod russere i Caucasus, muslimer mod rygpakkere på Bali. Som miljøforkæmperne tænker disse globalt, men handler lokalt.
Mens islamismen er fjenden, så er det ikke hvad det handler om. Radikal Islam er en oppertunistisk infektion, som AIDS: Det er ikke HIV der tager livet af dig, det er den lungebetændelse, du får, når din krop er for svag til at bekæmpe den. Når jihadisterne møder det amerikanske militær, taber de – som de gjorde i Afghanistan og Irak. Hvis det her var som Første Verdenskrig, med disse fyre i den ene skyttegrav og os i den anden, ville det hele hurtigt være overstået. Hvilket de klogere islamister har regnet ud. De ved, at de aldrig kan vinde på slagmarken, men de regner med, at de kan trække tingene i langdrag, indtil vestlig civilisation kollapser og Islam kan overtage.
Det er det, krigen handler om: vores mangel på civilisatorisk selvtillid. Som den berømte Arnold Toynbee formulerede det: ”Civilisationer dør af selvmord, ikke mord” - som man nu kan konstatere i det meste af den vestlige verden. Den progressive agenda – ødsel velfærd, abort, sekularisme, multikulturalisme – er kollektivt den virkelige selvmordsbombe. Tag multikulturalismen. Det gode ved multikulturalismen er, at den ikke involverer kendskab til andre kulturer – hovedstaden i Bhutan, hovedeksporten i Malawi, hvem interesserer det? Alt hvad behøves er, at man har det rart med andre kulturer. Det er grundlæggende fup, og, vil jeg argumentere, er subliminalt accepteret på det grundlag. De fleste tilhængere af ideen om at alle kulturer er lige, vil ikke leve i noget andet end et avanceret vestligt samfund. Multikulturalisme betyder, at dit barn skal lære ét eller andet indfødt hymne i stedet for Rudolf med den røde tud, eller at din holistiske massøse anvender tekniker udviklet fra indfødt amerikansk spiritualitet, men det betyder ikke, at du eller nogen du bekymrer dig om, bør leve i et afrikansk eller indfødt amerikansk samfund. Det er et kvintessentielt stykke progressivt humbug.
Så kom 11/9. Og den bizarre reaktion af næsten hver eneste vestlige prominente leder var at besøge en moske: præsident Bush gjorde det, prinsen af Wales gjorde det, præmiereministeren af Storbritannien gjord det, præmiereministeren af Canada gjorde det...lederen af Ontario gjorde ikke, så 20 muslimske samfundsledere havde et topmøde hvor de afsvor ham for ikke at besøge en moske. Jeg ved ikke hvorfor han ikke gjorde det. Måske var der trængsel, det var moske besøgstid, præmiereministre i trafikpropper op og ned ad hovedvejene, prøvende at komme frem til den store Moske ”Sværdet af de vantros slagtere” på Elm Street. Men uvist af hvilken årsag kunne han ikke passe det ind i sin hektiske plan. Én af Ontario´s ministre dukkede op ved moskeen, men imamerne tog det som en stor fornærmelse, ligesom da den engelske dronning sendte Fergie til Commonwealth legene. Så præmiereministeren måtte afholde et stort møde med forurettede imamer, for at undskylde for ikke at have besøgt en moske, og, som Toronto Star rapporterede det ”forsyne dem med forsikringer om, at den provinsielle regering ikke ser dem som en fjende”.
Nå, men få-mig-til-moskeen-i-tide-feberen døde hen, men den satte tonen for en generel tilgang til disse ugerninger. Den gamle definition af et nanosekund, var tiden mellem trafiklysets skift til grønt og det første tryk i hornet fra bilisten bagved. Den nye definition er tiden mellem en terroristbombning og pressemedelelser fra den islamiske lobby, der advarer om tilbageslag mod muslimerne. I de fleste tilfælde ville det blive anset for værende ualmindelig dårlig smag, at aflede opmærksomheden fra en reel hadefuld handling ved at lave panikmageri om en rent hypotetisk handling. Unødvendigt at sige at at der ikke findes kampagner mod kampagner mod islamofobiske hadehandlinger. Om noget bader Vesten sig i en epidemi af selvhadende handlinger. En kommentator på Tim Blair´s hjemmeside i Australien summerede det med en perfekt parodi på en overskrift i Guardian: ”Muslimske samfundsledere advarer mod tilbageslag efter gårsdagens terroristangreb”. De samfundsledere har krammet på os.
Radikal Islam er hvad multikulturalismen hele tiden har gået og ventet på. I ”The Survival of Culture” citeres den eminente sagfører Helena Kennedy. Kort efter den 9/11 argumenterede baronesse Kennedy på BBC, at det var for let at underkende ”islamiske fundamentalister”. ”Vi vestlige venstreorienterede er for ofte selv fundamentalister”, beklagede hun sig. ”Vi ser ikke på vores egen fundamentalisme”. ”Nå”, sagde intervieweren, ”hvad kunne disse venstreorienterede fundamentalismer være?”. ”Én af de ting vi er parate til at insistere på, er at vi er de tolerante folk, og at intolerance er noget der tilhører andre steder som i Islam. Og jeg er ikke sikker på, at det er sandt”.
Fru Kennedy argumenterer her, at tolerancen af vor egen tolerance gør os intolerante overfor andre folks intolerance, hvilket ikke kan tolereres. Og, hvor usandsynligt det end lyder, så er det nu blevet den højeste, mest raffinerede form for multikulturalisme. Så I er rare mod homoseksuelle og inuitter? Flot! Enhver kan være tolerante mod den slags, men tolerance af intolerance giver en endnu mere intense vellystig gysen hos de multikulturelle masochister. Med andre ord, på samme måde som AIDS pandemien storstilet faciliterede samfundsmæssig overgivelse til de homoseksuelles agenda, så faciliterer 9/11 vores overgivelse til de mest ekstreme aspekter af den multikulturelle agenda.
En dag i 2004, eksempelvis, returnerede et canadisk par hjem til Lester B. Pearson International Airport i Toronto. De var søn og enke af en fyr kaldet Ahmed Said Khadr, der tilbage ved den pakistansk-afghanske grænse var kendt som ”al-kanadi”. Fordi han var den højest rangerende canadier i al-Qaeda. Der var masser af andre canadiere i al-Qaeda, men han var nummer ét. Faktisk kunne man argumentere, at Khadr familien er Canada´s ypperste bidrag i krigen mod terror. Selv om man tager i betragtning at de er på den forkerte side (tilgiv mig at jeg dømmer), så kan ingen påstå, at de ikke involverer sig i tingene. Én af Khadr´s sønner blev fanget i Afghanistan efter drabet på en amerikansk militærplejer. En anden blev fanget og sat i Guantanamo. En tredje sprængte sig selv i luften, dræbende en canadisk soldat i Kabul. Far Khadr selv døde i en al-Qaeda skudveksling med pakistanske styrker i 2004. Og så siger man, at canadierne ikke yder deres bidrag til krigen!
I forbindelse med den fatale skudveksling af al-kanadi, blev hans yngste søn paralyseret. Og ikke urimeligt brød junior sig ikke om hospitalet i Peshawar. Så fru Khadr og hendes søn returnerede til Toronto, så han kunne nyde fordelene af Ontario´s regeringssundhedspleje. ”Jeg er canadier, og jeg beder ikke om mine rettigheder”, erklærede enken Khadr. ”Jeg kræver mine rettigheder”.
Som man altid siger, så er forræderi svær at bevise i retten, men givet omstændighederne omkring Hr. Khadr´s død, synes det klart, at ikke blot leverede han ”støtte og hjælp til Canada´s fjender”, men han var faktisk Canada´s fjende. Prinsesse Patricia´s canadiske let infanteri, det 22. royale regiment og andre canadiere har på den ene side i konflikten deltaget i Afghanistan, og Khadr familien har været derovre deltagende på den anden side. Ikke desto mindre mente præmiereministeren i Canada, at junior Khadr´s krav på det offentlige sundhedssystem var en fremragende anledning til at demonstrere sin egen dybe dedikering til ”mangfoldighed”. På spørgsmål om Khadr´s tilbagevenden til Toronto sagde han: ”Jeg mener, at når man først er canadisk borger, så har man ret til sine synspunkter og at være uenig”.
Det er det fantastiske ved multikulturalismen: Man kan vælge hvilken side af krigen man ønsker at deltage på. Når indkaldelsen dumper ind i postkassen, så kan man i overensstemmelse med den enkeltes smag krydse af ved enten ”hjemmeholdet” eller ”fjenden”. Den canadiske præmiereminister er en typisk lettere tabt vestlig politiker. Han kunne have sagt: Nå, det er foragtelige folk, og jeg ved, at mange af os ækles ved tanken om, at skattekroner bruges på sundhedspleje på en mand hvis canadiske borgerskab ikke er andet end et flags belejlighed, men sådan er loven, og selvom vi kan prøve at stramme op på den, så ser det ud til at dette kryb slipper afsted med det. I stedet var hans refleks at proklamere dette som en helhjertet demonstration af den multikulturelle stats dyder. Som spå mange andre oplyste vestlige ledere vil den canadiske præmiereminister gratulere sig selv i denne bundløse tolerance, selv når disse intolerancens kræfter konsumerer ham.
Dette er i øvrigt ligheden mellem jihad og de konventionelle terroristbevægelser som IRA og ETA. Terrorgrupper er vedholdende grundet målenes manglende selvtillid: IRA, eksempelvis, kalkulerede korrekt, at briterne havde evnen til at smadre dem totalt, men ikke viljen til det. Så selv om de vidste de ikke kunne vinde militært, så kunne de heller ikke besejres. Islamisterne har lavet den samme beregning. Den eneste forskel er, at de fleste terroristkrige er stærkt lokale. Vi har nu det første virkeligt sande globale terroristoprør, fordi islamisterne ser verden på samme måde som IRA: De ønsker verden, og de har kalkuleret, at hele vores civilisation mangler viljen til at sætte dem på plads.
Vi har tilbragt en del tid i The New Criterion (konservativt magasin) med at angribe eliten, om med god ret. Den regerende kultur i det høje har opført sig skammeligt i de seneste årtier. Men hvis det kun var et problem med eliterne, ville det ikke være så alvorligt: Pøblen kunne rejse sig og hænge dem i lygtepælene – et scenarium der ikke er usædvanligt i visse kontinentale lande. Men problemet har nu bevæget sig langt ud over det regerende etablissement. Statens annektering af de fleste nøgleansvar i livet – børneopdragelse, ældreomsorg – har omfattende ændret relationen mellem borger og stat. På et eller andet tidspunkt – jeg vil sige at socialiseret sundhedspleje er en god markør – så krydser man linien, og det er derefter meget svært at overbevise borgere der nyder regeringens rundhåndethed at vende tilbage igen. I National Review noterede jeg mig den frase Gerald Ford altid bruger, for at indynde sig hos et konservativt publikum: ”Et styre stort nok til at give dig alt hvad du gerne vil have, er et styre stort nok til at tage alt fra dig”.
Gå tilbage til listen af lokale konflikter jeg nævnte. Jihad´en har længe holdt ud mod meget rå fjender. Hvis ikke man er bange for at tage kampen op med israelerne, russerne, inderne og nigerianerne, hvorfor skulle man så ikke se på sine chancer mod belgierne, danskerne og new zealænderne?
Så jihadisterne gør mestendels ikke andet end at give os et stik i røven, mens vi går i søvne mod skrænten. Når jeg siger ”går i søvne”, så er det ikke fordi vi er en blasert kultur. Tværtimod. Ét af de tydeligste tegn på vores undergang er den måde vi bruger så megen energi på at bekymre os om de forkerte ting. Hvis man har læst Jared Diamond´s bestseller: ”Collapse: How Societies Choose to Fail or Succed”, vil man vide, at den går meget i detaljer om Påske Øen, der endte med buen i vejret, da man fældede alle træerne. Det er tilsyneladende hvorfor de ikke er medlemmer af G-8 eller F.N.´s Sikkerhedsråd. Det samme med grønlænderne og mayanerne og Diamond´s andre kuriøse ”samfundsvalg”. Faktisk, som forfatteren ser det, kollapser stort set alle samfund grundet nedfældningen sine træer.
Stakkels Diamond kan ikke se skoven grundet sin besættelse af træer. Én måde ”samfund vælger at lykkes eller mislykkes” er ved at vælge hvad man skal bekymre sig om. Den vestlige verden har skabt mere velstand og komfort til sine borgere end nogen anden civilisation i historien, og i den forbindelse har vi skabt en stor bekymringskult. I kender genrens klassikere: I 1968 i sin bestseller ”The Population Bomb” erklærede den eminente videnskabs mand Paul Ehrlich: ”I 1970´erne vil verden undergå hungersnød – hundreder af millioner af mennesker kommer til at sulte ihjel”. I 1972 i en undersøgelse ”The Limits to Growth”, annoncerede Club of rome, at verden ville løbe tør for guld i 1981, kviksølv i 1985, tin i 1987, zink i 1990, petroleum i 1992 og kobber, bly og gas i 1993.
Ingen af disse ting skete. Faktisk skete præcist det modsatte. Vi sejler stort set rundt i ressourcer, men vi løber tør for mennesker – den eneste sande uundværlige ressource, uden hvilke ingen af de andre har nogen betydning. Rusland er det mest indlysende eksempel: Det er det største land på jorden, det er fuldt af ressourcer, og alligevel dør det – dets befolkning falder katastrofalt.
Elitens præprorammerede verdensopfattelse er, at alt hvad der sker – fra terrorisme til tsunamier – kun kan forstås som stammende fra den vestlige civilisations skadelighed. Som Jean-Francois Revel skrev: ”Indlysende, en civilisation der føler sig skyldig for alt den er og gør, vil mangle energien og viljen til at forsvare sig selv”.
Og selvom ingen af 1970´er økodommenes prognoser kom til at passe, så betyder det kun, at verden tredve år senere må genplanlægge sin undergang. Det anslåede ankomsttidspunkt er nu 2032. Ifølge U.N. Global Environment Outlook foruses ”ødelæggelsen af 70% af naturen i løbet af 30 år, masseudryddelse af arter...Mere en halvdelen af af verden vil blive berørt af vandmangel, med 95% af folk i Mellemøsten som havende alvorlige problemer...25% af alle pattedyr og 10% af alle fugle vil blive udryddet”.
Og så videre og så videre gennem 450 sider. Eller som The Guardian formulerede det: ”Med mindre vi ændrer vore levemåder, så møder verden en katastrofe”.
Okay, men her er min forudsigelse for 2032: Med mindre vi ændrer vore levemåder, så går vi en fremtid i møde hvor....miljøet ser forbandet godt ud. Hvis man er et træ eller en klippe, vil man leve fint. Det er italienerne og svenskerne der vil gå udryddelse og tab af deres naturlige levesteder i møde.
Der vil ikke komme en miljødommedag. Olie, kuldioxid, skovrydning: ingen af disse ting er værd at bekymre sig om. Hvad der er bekymrende er, at vi bruger så megen tid på at bekymre os om ting der ikke er værd at bekymre sig om, at vi ikke bekymrer os om de ting vi skulle bekymre os om. I tredve år har vi fået endeløse advarsler om ting der ikke er værd at advare om. Men omkring de virkeligt skånselsløse ændringer i vore samfund – dem der virkeligt truer vor fremtid – advarer vi ikke om. Verden ændrer sig i øjeblikket dramatisk, og de hysteriske eksperter kvidrer om en hypotetisk nedgang i krill i Antarktis, der muligvis sker så langt ude i fremtiden, at det er usandsynligt at nogen italiensk eller japansk miljøkriger vil være til stede til at blive fortvivlede over det.
I den globaliserede økonomi vil miljøforkæmperne have os til at bekymre os om Den Første Verdens kapitalismes masende sig ind på bondens pastorale primitive Tredje Verdens forhold. Men indtil videre, hvad globaliseringens trussel angår, er den virkelige fare præcist den modsatte – Den Tredje Verdens særheder i forholdene kan på et øjeblik springe ind i Den Første Verden. Grise er værdsatte i det bjergrige Kina, og holdes i spisestuen – og pludseligt dræber en ukendt sygdom folk i Toronto, alene fordi nogen satte sig på et fly. Sådan skal islamismen anskues: Saudierne har taget, hvad der for 80 år siden var en svær, men obskur og uvedkommende plage som Islam, praktiseret af beduiner uden fast bopæl, og eksporteret den succesfuldt til hjertet af København, Rotterdam, Manchester, Buffalo....
Hvad er det bedste at satse på? En globalisering der eksporterer burgere og popsange, eller en globalisering der eksporterer de mest rædselsfulde aspekter af sin kultur? Når det kommer til forudsigelse af fremtiden, så er fødselsraten det tætteste vi kommer hårde fakta. Hvis kun én million babyer fødes i 2006, er det svært at have to millioner voksne i arbejdsstyrken i 2026 (eller 2033, eller 2037 eller hvornår de nu slutter deres studier i Anger Management og homoseksuelle).
Og de hårde fakta omkring babyer rundt omkring i Vesten er, at de løber tør for babyer hurtigere end de løber tør for olie. ”Erstatningsfertiliteten”, antallet behøvet alene for at vedligeholde befolkningstallet så det ikke bliver større eller mindre, er 2.1 babyer per kvinde. Visse lande er noget over dette: den globale fertilitetsleder Somalia: 6.91, Niger: 6.83, Afghanistan: 6.78, Yemen: 6.75. Hvad har disse lande til fælles?
Hvis man leder længere nede på listen over de hundrede største avlere, så vil man til sidst finde U.S.A., svævende lige over erstatningsraten med en fødselsrate på 2.07 per kvinde. Irland har 1.87, New Zealand 1.79, Australien 1.76, men Canada´s rate er helt nede på 1.5, noget under erstatningsraten; Tyskland og Østrig: 1.3, på grænsen til dødsspiralen; Rusland og Italien: 1.2; Spanien: 1.1 ligger på omkring halvdelen af erstatningsraten, hvilket betyder, at Spanien´s befolkning halveres ved hver generation. Omkring 2050 vil Italien´s befolkning have faldet med 22%, Bulgarien´s med 36%, Estland med 52%. I Amerika viser demografiske tendenser, at republikanske stater burde søge medlemskab af E.U.: I valget 2004 vandt John Kerry de 16 stater med de laveste fødselsrater; George W. Bush tog 25 af de 26 stater med de højeste fødselsrater. Omkring 2050 vil der være 100 millioner færre europæere, mod 100 millioner flere amerikanere og mestendels amerikanere fra ”røde” stater.
I takt med at fertiliteten visner bliver samfundene ældre – og Japan og meget af Europa er udsete til at blive ældre end noget fungerende samfund vi endnu har set. Og vi ved hvad der kommer efter alderdom. Disse lande bliver sat på et sidespor – med mindre de kan finde vilje til at ændre sig. Er det sandsynligt? Det tror jeg ikke. Hvis man ser på europæiske valgresultater – senest i Tyskland – er det ikke svært at konkludere, at selvom vælgerne er utilfredse med deres politiske etablissement, så er de hovedsageligt utilfredse fordi de ikke bryder sig om at blive anmodet om at genoverveje statsgoder, og ligegyldit hvor dyre de om en generation kan vise sig at være, så har de ingen planer om alvorligt at genoverveje dem. Den skotske regering trak for nylig et forslag tilbage om at hæve pensionsalderen for skotske offentligt ansatte. Den er i øjeblikket 60 år, hvilket er rart men dyrt. Men reaktionen fra den almindelige skotske offentligt ansatte er, at det er en andens problem. Den almindelige tyske arbejder lægger nu 22% færre timer på arbejdspladsen end sin amerikanske modpart, og ingen politiker der ønsker at forblive valgbar, vil på nogen meningsfuld måde foreslå at lukke dette hul.
Dette er ikke nogen dybt forankret kulturel forskel mellem Den Nye Verden og Den Gamle Verden. Det kan dateres tilbage til 1970´erne. Hvis man ville prøve at placere skyld, kunne man argumentere, at det var et produkt af amerikansk militær tilstedeværelse, den amerikanske sikkerhedsgaranti der frigjorte europæiske budgetter: I stedet for at skulle bruge penge på pistoler, kunne de koncentrere sig om smøre vælgerne. Hvis Washington´s problem med Europa er, at de ikke er seriøse allierede, hvis skyld er så det? Hvem skabte i årene efter Anden Verdenskrig NATO som en postmoderne militær alliance? Den ”frie verden”, som amerikanerne kaldte den, var for alle andre en gratis ting. Og efter at være fritaget fra enhver nations primære ansvar er det ikke overraskende at europæerne har et meget lille ønske om at genpåtage sig dette. Essentielt finansieres de overdådige niveauer af offentlige subsidieringer af amerikanske skatteydere. Og denne langsigtede opblødning af store dele af Vesten gør dem mindre velegnede til at modstå en primalkraft som islam.
Der findes ingen ”befolkningseksplosion”. Det har der aldrig gjort. Fødselstallene falder over hele verden – i sidste instans må hvert par på planeten afgøre om de vælger den vestlige yuppie model af én designer baby erhvervet omkring 39 års alderen. Men demografi er kampen om hvem der til sidst står tilbage. De grupper der sidst forfalder til demografisk apati, vil have en enorm fordel. Selv i 1968 skulle Paul Ehrlich og hans lige have forstået, at deres såkaldte befolkningseksplosion reelt var en massiv befolkningsjustering. Af den tiltagende globale befolkningseksplosion mellem 1970 og 2000, udgjorde industrilandene under 9% af den, mens den muslimske verden udgjorde 26%. Mellem 1970 og 2000 hvor industrilandene faldt fra lidt under 30% af verdensbefolkningen til lidt over 20%, steg de muslimske nationer fra omkring 15% til 20%.
1970 synes ikke så længe siden. Hvis du har den alder, mange af de fyre der i dag styrer den vestlige verden, har, så vil dine bukser spænde en smule mere end dengang, og dit hår vil være mindre smart, men dit livs landskab – udseendet af dit hus, det overordnede udseende af din bil, dine køkkenredskabers udformning og mærkevarerne i dit køleskab ikke være nævneværdigt anderledes. Bortset fra Internet, mobiltelefoner og CD´er, så er alt i dit liv stort set det samme, kun lettere modificerede.
Og alligevel er verden omfattende forandret. Blot for at genkalde de nøgne statistikker: I 1970 havde industrilandene dobbelt så stor en del af den globale befolkning som den muslimske verden: 30% mod 15%. Omkring år 2000 var de éns: hver omkring 20%.
Og omkring år 2020?
Så verdensbefolkningen er en hel del mere islamisk end den var tidligere. Europa er anseeligt mere islamisk, havende i mellemtiden taget omkring 20 millioner muslimer ind (officielt) – er ækvivalensen af fire E.U. lande (Irland, Belgien, Danmark og Estland). Islam er den hurtigst voksende religion i Vesten: I Storbritannien deltager flere muslimer end kristne religiøse tjenester hver uge.
Kan disse tendenser uden konsekvenser fortsætte i endnu 30 år? Europa vil ved enden af dette århundrede være et kontinent efter neutronbomben: De store bygninger vil stadig stå, men de der byggede dem vil være borte. Vi lever i en bemærkelsesværdig periode: selvudryddelsen af de racer der, på godt og ondt, skabte den moderne verden.
Hvordan vil verden være efter denne proces? Hvem ved? På den ene side kan der siges noget for den opfattelse, at Amerika vil finde et islamiseret Europa mere ligefrem at forhandle med end mange af Europa´s nuværende ledere. På den anden side, at komme derhen kan, i lyset af Europa´s historie, blive en blodig affære. Men på den ene eller anden måde, så er dette den virkelige slagmark. Al Qaeda psykoserne vil aldrig kunne finde tilstrækkeligt mange selvmordspiloter til at flyve tilstrækkeligt mange fly ind i tilstrækkeligt mange skyskrabere til at vælte Amerika. Men uligt os tænker islamisterne langsigtet, og, givet deres demografiske fordel i Europa og den tone man hører fra fremspirende muslimske lobbyer der, kan meget af det de flyver fly ind i bygninger for, sandsynligvis opnås ved blot at vente lidt flere år. Skyskraberne vil blive deres; hvorfor ødelægge dem?
Den sidste halvdel af store civilisationers fald følger et bestemt mønster: velstand, blødhed, dekadence, udryddelse. Man opdager ikke, at man smutter gennem de enkelte stader, da der almindeligvis findes en forførende politiker, der forsyner tiden med et snedigt, selvbedragende slogan – som eksempelvis Bill Clinton´s ”Det handler om fremtiden for vore børn”. Os på højrefløjen brugte fornøjeligt 1990´erne på at håne Hr. Clinton´s trættende prædiken, som sirup udøset på alt fra Kosovo krigen til penge øremærket til hovedveje. Men det meste af resten af Vesten kan ikke engang bruge hans lamme undskyldning: Et samfund uden børn er et samfund uden fremtid.
Permanens er en illusion for alle tider. I 1913 var der ingen der troede, at det russiske, østrigske, tyske og tyrkiske imperium indenfor et årti ville forsvinde. Halvfjerds år senere forsikrede alle dem der afskrev Reagan som en ”elskværdig dumrian” os, at Sovjetunionen ville bestå. Analytikere fra C.I.A. Anslog, at Østtyskland havde den niende største økonomi i verden. I 1987 fandtes der ingen samlinger af eksperter, der forudså Berlin Muren´s umiddelbare fald, Warszawa Pagten´s fald eller selve Sovjetunionens fald.
Dog, selv målt efter de minimale standarder af disse elendige forgængere, er såkaldt post-kristne civilisationer – som en prominent E.U. personlighed beskrev kontinentet – mere tilbøjelige end traditionelle samfund at tage fejl af de nuværende spændinger som et permanent træk. Religiøse kulturer har en meget større fornemmelse for fortid og fremtid, ligesom vi for hundrede år siden havde, når vi talte om død som ”optagelse i det store flertal” i den ”ukendte verden”. Men hvis sekularismens udgangspunkt er, at dette er alt, hvad der er, så er det ingen overraskelse, bevidst eller ej, at de med langt større kraft og udholdenhed investerer i her og nu, end de nogensinde har gjort. Ideen om at europæisk velfærdsprogressivitet er det permanente hvilested for menneskelig udvikling, har altid været tåbelig; nu ved vi også, at den er selvmorderisk.
For at undgå kollaps vil europæiske nationer være nødt til at lukke immigranter ind i en målestok intet stabilt tidligere samfund nogensinde har prøvet. C.I.A. Forudser, at E.U. vil kollapse omkring 2020. Givet at C.I.A. stort set har taget fejl i et halvt århundrede, så ville det betyde, at E.U. er den sikre kandidat til titlen som det nye årtusindes Kolossus. Om noget er datoen for kollapsen af E.U. et forsigtigt gæt. Det synes mere sandsynligt, at modsætningerne i E.U. indenfor de næste par valgcykler på normal vis vil manifestere sig. Selv om E.U. undgår katastrofen vil ideen om et barnløst Europa der kan rivalisere Amerika militært eller økonomisk være latterligt. I løbet af dette århundrede vil der være 500 millioner amerikanere, og hvad der vi være tilbage i Europa, vil enten være meget gammelt eller meget muslimsk. Japan står overfor det samme problem: Japan´s befolkning står allerede overfor en absolut befolkningsnedgang, den første mindre dødsspiralens hældning det sandsynligvis vil være umuligt nogensinde at komme ud af. Vil Japan være en økonomisk magt, hvis det befolkes af koreanere og filippinere? Meget muligt. Vil Tyskland, hvis det befolkes af algierer? Det er sværere at besvare.
Bedste scenario? Kontinentet ender som Wien med svensk skatteniveau.
Værste scenario? Sharia omkring 2040; semi-sharia langt tidligere – og vi ser allerede en bevægelse i den retning.
I juli 2003 bemærkede Blair i en tale til Kongressen: ”Som Storbritannien ved, så synes alle herredømmer i en tid uovervindelige, men fakta er, at de er flygtige. Spørgsmålet er: Hvad efterlader man?
Glimrende spørgsmål. Storbritannien vil aldrig igen udøve den uforlignelige magt hun nød i sit imperialistiske apogæum, men den britisk arv består i én eller anden grad gennem mange af verdens nøglespillere – Australien, Indien, Sydafrika – og dusinvis af småstatsøer fra Caribien til Stillehavet. Hvis Kina nogensinde tager Storbritannien´s plads som avanceret nation, så vil det være fordi Folkets Republik lærer mere fra Britisk Hong Kong end Hong Kong lærer Mao´s Lille Røde. Og vor tids dominerende magts politiske karakter stammer selvfølgelig fra attenhundredtallets britiske undersåtter, der adopterede engelske ideer og føret dem en smule videre end moderlandet var villig til at gå.
Et par årtier efter sejren i Den Kolde Krig og historien-er-slut-triumfen, er hvad-efterlader-du-spørgsmålet meget mere aktuelt end de fleste af os forventede. ”Vesten”, som koncept, er dødt, og Vesten, som demografisk faktum, er døende.
Hvordan vil London, Paris eller Amsterdam være midt i 30´erne? Hvis europæiske politikere ikke i dette årti gør noget alvorligt forsøg på at fjerne populariteten af den uholdbare 35 timers arbejdsuge, pension ved 60 år og så videre, så vil E.U. være nødt til, hvis man vil beholde niveauet af pension og sundhedsgoder, være nødt til at importere så mange arbejdere fra Nordafrika og Mellemøsten, at Europa omkring 2035 vil være godt på vej til muslimsk flertal. Som tingene ser ud, er muslimer allerede den primære kilde til vækst i engelske byer. Kan et samfund blive tiltagende islamisk i sin demografiske karakter uden samtidigt at blive tiltagende islamisk i sin politiske karakter.
Dette burde værre venstrefløjens spørgsmål. Jeg er konservativ – Jeg er ikke helt på linie med islamisternes program, når det kommer til hovedafhugning af sodomister og så videre, men jeg er da enig i, at Britney Spears klæder sig som en tøjte: Der er jeg på linie med Hullah Omar. Men hvorfor er venstrefløjen så, hvis dens største landvindinger er feminisme, abortlovgivning eller homoseksuelle ægteskaber, så sikker på, at denne tolerancens kult vil sejre, når størstedelen af demografien på et tidspunkt bliver jublende intolerant? Hvem bliver Vesten´s første ofre i forbindelse med de kollapsende fødselsrater? Selv hvis man tager de optimistiske briller på, at Europa vil være i stand til at modstå den krybende påtvingelse af sharia, der i øjeblikket tynger Nigeria, så forbliver det tilfældet, at den muslimske verden ikke på nogen måde er kendt for sin fortale for ”en kvindes ret til at vælge”.
Jeg overværede den store abortdemonstration i Washington i 2004, hvor Ashley Judd og Gloria Steinem blev tiljublet af kvinder der kort, hvor der stod ”Keep your Bush off my Bush”, og jeg syntes, at det lignede White Russian tea party i 1917. Ved at prioritere en ”kvindes ret til at vælge”, afleverer vestlige kvinder deres samfund til folk der er langt mere patriarkalske end en sitcom far fra 1950´erne. Hvis nogen af disse kvinder der marcherer for deres ”reproduktive rettigheder” stadig har babyer, så kunne de overveje nogle demografiske realiteter: En lille pige af i dag vil sandsynligvis ikke i alderen 40 år, kunne defilere rundt i demonstrationer i Eurabien´s Paris eller Amsterdam råbende ”Hands off my bush”.
Lige før valget 2004 var den eminente politiske analytiker Cameron Diaz i Oprah Winfrey show for at forklare situationen:
”Kvinder har så meget at tabe. Jeg mener, I kunne miste retten til jeres kroppe...Hvis I mener voldtægt bør legaliseres, så lad være at afgive jeres stemme. Men hvis I mener, I har ret til jeres kroppe”, tilrådede hun Oprah´s seere, ”så bør I afgive jeres stemme”.
Stakkels Cameron. Nogle uger senere vandt de uhyggelige folk. Hun tabte alle rettigheder til sin krop. Uligt Alec Baldwin kunne hun ikke engang flytte til Frankrig. Hendes krop var strandet på Terminal D.
Men efter at have fastlagt 2004 præsidentvalget som et referendum omkring retten til voldtægt, så kunne det være, at Diaz kunne være interesseret i at vide, at mænd nyder denne ret under mange juridiske love hele den islamiske verden over. I sin bog ”The Empty Cradle”, spørger Philip Longman: ”Så hvor skal fremtidens børn komme fra? Tiltagende vil de komme fra folk der er på kant med den moderne verden. Sådan en tendens, hvis dette fastholdes, kunne drive menneskenes markeddrevne, individualistiske, moderne kurs på afveje, gradvist skabende en anti-marked kultur domineret af fundamentalisme – en ny Mørk Tid.
Alt i alt ifølge Cameron Diaz: Der findes værre ting derude end John Ashcroft.
Longman´s pointe er god. Vestlige venstreorienteredes forfinede antenner betyder, at hvor end man rejser spørgsmålet, om hvor vidt der om en generation eller tre vil findes italienere boende i den geografiske markedszone kendt som Italien, vil man blive mødt med hyleri om ”racisme”. At slås om hvor stor en del af befolkningen der er ”hvid”, er grotesk og upassende. Men det handler ikke om race, det handler om kultur. Hvis 100% af befolkningen tro på et frit pluralistisk demokrati, så betyder det intet, om 70% af befolkningen er ”hvid” eller kun 5% er. Men hvis den ene del af befolkningen tror på et frit pluralistisk demokrati, og den anden del ikke gør, så bliver det af stor vigtighed, om den del der gør udgør 90% af befolkningen, eller kun 60%, 50%, 45%.
Siden præsidenten afslørede den såkaldte Bush-doktrin – planen om den arabiske verden over at promovere frihed – så har utallige ”progressive” rutinemæssigt anslået, at der ingen beviser findes for, at muslimer ønsker frihed, og faktisk at Islam er inkompatibel med demokrati. Hvis dette er tilfældet, så er det ikke noget problem for dagens Mellemøsten men for morgendagens Europa. Ifølge en undersøgelse fra 2004 ønsker 60% af britiske muslimer at leve under sharia i Storbritannien. Hvis en befolkning der er ”på kant med den moderne verden”, er den hurtigst voksende gruppe på jorden – hvis der findes flere muslimske nationer, flere fundamentalistiske muslimer i nationerne, flere og flere indenfor ikke-muslimske nationer, og flere og flere muslimer repræsenteret i flere og flere transnationale institutioner – hvor gode er så mulighederne for den moderne verdens overlevelse?
Ikke gode.
”Hvad efterlader du dig?”, spurgte Blair. Der vil kun være få og meget gamle etniske tyskere, franskmænd og italienere tilbage omkring midten af dette århundrede. Hvad vil de efterlade sig? Territorier der tilfældigvis bærer deres navne, og bygninger der gør det samme. Eller vil de døende europæiske racer forstå, at den eneste arv der betyder noget, er om de mennesker, der bor i disse lande er indstillet på frie pluralistiske demokratier? Det er demografien, tumpe. Og hvis de ikke kan fremmane viljen til at skifte kurs, så er ”Hvad efterlader du dig så?”, det eneste spørgsmål der virkeligt betyder noget.
