Kære venner,
Tak for alle de positive tilkendegivelser om mit folketingskandidatur for Liberal Alliance. Det har været overvældende – både her, på Facebook og i min indbakke. Jeg er vist aldrig blevet mødt med så megen opmærksomhed før, både fra jer og fra mange andre.
Det er som om, man træder adskillige trin op af opmærksomhedsstigen, blot fordi der er udsigt til, at man kan gå hen og blive folkevalgt. Og endnu højere oppe står endda de, der allerede er valgt. De kan virkelig komme ind i stuerne hos folk med deres synspunkter.
For i folketingssalen står landets bedste talerstol. Kan man bestige den, så kan man sætte dagsordenen for den offentlige debat i Danmark. Vi andre, der har meninger uden et mandat, kan komme i Deadline på DR2 klokken 22.30. Men i TV-Avisen på DR1 klokken 18.30 hersker parlamentarikerne.
Folkevalgte som meningsdannere
Og der bliver lyttet, for mange mennesker ser faktisk op til deres folkevalgte. Før 1998 mente Venstre f.eks., at efterlønnen skulle afskaffes – og det samme gjorde et stort flertal af Venstres vælgere. Efter 1998 ville Venstre ikke længere røre ved efterlønnen – og så ville Venstres vælgere det pludselig heller ikke.
Som Poul Schlüter formulerede det tilbage i 2006: ”Hvis man opgiver sine tidligere synspunkter, som man er kendt for, og som man har stået for i en generation eller to, så skaber det forvirring hos vælgerne. De tænker, ’når de borgerlige politikere ikke vil have deres holdninger længere, så skal jeg vel heller ikke have dem’.”
Så Folketingets medlemmer behøver ikke at nøjes med at lovgive ud fra de holdninger, som allerede hersker i samfundet. De kan også fungere som effektive meningsdannere og skabe opbakning til andre holdninger end dem, der hersker i dag. Hvis de altså vil.
Jeg vil gerne være med til at sætte en anden dagsorden i den offentlige debat end den, der hersker i dag, for jeg synes, at der er meget galt med den almindelige mening i dette land.
Alt for mange danskere tror, at velstand og lykke er et produkt af, at politikere træffer flere beslutninger på hele landets vegn. Jeg er omvendt helt overbevist om, at vi kunne have været både rigere og lykkeligere, hvis politikerne havde bestemt mindre og ladet os borgere bestemme mere selv. Som Ronald Reagan formulerede det: ”Government is not the solution to our problem; government is the problem”.
Liberale på Christiansborg
Men hvem siger her i 2010 den almindelige mening imod i den offentlige debat i den bedste sendetid? Hvem har den gennemslagskraft, der skal til, for at synspunktet bliver spredt til andre end en forholdsvis lille skare af DR2-seere lige før sengetid?
Dengang jeg blev politisk bevidst i begyndelsen af 90’erne gjorde Venstre det. Det var folk som Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder, Thor Pedersen og Anders Fogh Rasmussen. Jeg fik selv hjælp til at udfolde mine liberale tilbøjeligheder ved at lytte til og læse disse Venstre-folk, især Haarder.
I dag har Venstre opgivet at præge danskernes meninger. Man mener, at man er bedre tjent med at følge flokken end ved at forsøge at gå foran. Og de Konservative er heller ikke meget bevendte.
Det eneste parti, som faktisk prioriterer at bære den liberale fane videre, er Liberal Alliance. Mærkesagerne er lavere skat, mere frihed, mere effektivitet i den offentlige sektor og liberale reformer, der skaber vækst. Det er helt entydigt dagsordener, som trækker i den rigtige retning.
Og jeg vil gerne trække med. Det giver i meget høj grad mening for mig, for jeg tror jeg kan udrette noget – være med til at gøre en forskel til det bedre.
180Grader fortsætter som hidtil, og jeg vil også fortsat være redaktør her. Men vil 180Grader så ikke blive en ukritisk partiavis? Overhovedet ikke, hvilket siderne da mildest talt heller ikke har vist siden præsentationen af Liberal Alliances spidskandidater i torsdags.
Det er jo faktisk hverken mig eller ejerkredsen, som har magten over størstedelen af 180Grader længere. Det er jer brugere. Hvis I synes, at 180Grader skal være fyldt med hyldest af Liberal Alliance, så bliver det sådan. Men hvis I foretrækker kritik, så er det, hvad I får.
Spidskandidaterne
Masser har f.eks. ytret sig kritisk om nogle af spidskandidaterne, især måske om Joachim B. Olsen. Jeg forstår det overhovedet ikke.
Joachim B. Olsen har en ordentlig portion folkelig goodwill med sig – hvordan kan man mene andet end, at det er godt for sagen, at han stiller denne goodwill til rådighed for et liberalt projekt? Og han gør det oven i købet rigtigt godt!
At kritisere valget af Joachim B. Olsen, blot fordi hans baggrund er eliteidræt og en sejr i et populært danseprogram på tv, virker "puritansk" på en måde, som jeg aldrig har været. Jeg har tværtimod altid glædet mig, når kendte mennesker har sagt noget liberalt. Hvis flere personer som ham gjorde det, så ville vort land hurtigt blive mindre socialdemokratisk. Jo flere folkekære liberale der findes, jo bedre. Det kunne ligefrem gøre frihed til en folkesag!
Og det gælder også de øvrige kandidater, som alle stiller op på samme politiske grundlag: Lavere skat, mere frihed, mere effektivitet i den offentlige sektor og liberale reformer, der skaber vækst.
Har enkelte måske haft andre synspunkter tidligere? Har de evt. været medlemmer af andre partier? Og hvad så? I dag stiller de sig frem og forsvarer holdninger, som ikke har haft mange forsvarere på Christiansborg, siden Uffe Ellemann-Jensen knebent tabte et folketingsvalg i marts 1998. En udvikling som jeg og mange andre liberale har begrædt.
Jeg er lykkelig for, at der nu melder sig nye folk på banen, som vil tage over efter de trætte gamle. Hvorfor skulle jeg være andet? Hvorfor skulle andre liberale?
Tak for alle de positive tilkendegivelser om mit folketingskandidatur for Liberal Alliance. Det har været overvældende – både her, på Facebook og i min indbakke. Jeg er vist aldrig blevet mødt med så megen opmærksomhed før, både fra jer og fra mange andre.
Det er som om, man træder adskillige trin op af opmærksomhedsstigen, blot fordi der er udsigt til, at man kan gå hen og blive folkevalgt. Og endnu højere oppe står endda de, der allerede er valgt. De kan virkelig komme ind i stuerne hos folk med deres synspunkter.
For i folketingssalen står landets bedste talerstol. Kan man bestige den, så kan man sætte dagsordenen for den offentlige debat i Danmark. Vi andre, der har meninger uden et mandat, kan komme i Deadline på DR2 klokken 22.30. Men i TV-Avisen på DR1 klokken 18.30 hersker parlamentarikerne.
Folkevalgte som meningsdannere
Og der bliver lyttet, for mange mennesker ser faktisk op til deres folkevalgte. Før 1998 mente Venstre f.eks., at efterlønnen skulle afskaffes – og det samme gjorde et stort flertal af Venstres vælgere. Efter 1998 ville Venstre ikke længere røre ved efterlønnen – og så ville Venstres vælgere det pludselig heller ikke.
Som Poul Schlüter formulerede det tilbage i 2006: ”Hvis man opgiver sine tidligere synspunkter, som man er kendt for, og som man har stået for i en generation eller to, så skaber det forvirring hos vælgerne. De tænker, ’når de borgerlige politikere ikke vil have deres holdninger længere, så skal jeg vel heller ikke have dem’.”
Så Folketingets medlemmer behøver ikke at nøjes med at lovgive ud fra de holdninger, som allerede hersker i samfundet. De kan også fungere som effektive meningsdannere og skabe opbakning til andre holdninger end dem, der hersker i dag. Hvis de altså vil.
Jeg vil gerne være med til at sætte en anden dagsorden i den offentlige debat end den, der hersker i dag, for jeg synes, at der er meget galt med den almindelige mening i dette land.
Alt for mange danskere tror, at velstand og lykke er et produkt af, at politikere træffer flere beslutninger på hele landets vegn. Jeg er omvendt helt overbevist om, at vi kunne have været både rigere og lykkeligere, hvis politikerne havde bestemt mindre og ladet os borgere bestemme mere selv. Som Ronald Reagan formulerede det: ”Government is not the solution to our problem; government is the problem”.
Liberale på Christiansborg
Men hvem siger her i 2010 den almindelige mening imod i den offentlige debat i den bedste sendetid? Hvem har den gennemslagskraft, der skal til, for at synspunktet bliver spredt til andre end en forholdsvis lille skare af DR2-seere lige før sengetid?
Dengang jeg blev politisk bevidst i begyndelsen af 90’erne gjorde Venstre det. Det var folk som Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder, Thor Pedersen og Anders Fogh Rasmussen. Jeg fik selv hjælp til at udfolde mine liberale tilbøjeligheder ved at lytte til og læse disse Venstre-folk, især Haarder.
I dag har Venstre opgivet at præge danskernes meninger. Man mener, at man er bedre tjent med at følge flokken end ved at forsøge at gå foran. Og de Konservative er heller ikke meget bevendte.
Det eneste parti, som faktisk prioriterer at bære den liberale fane videre, er Liberal Alliance. Mærkesagerne er lavere skat, mere frihed, mere effektivitet i den offentlige sektor og liberale reformer, der skaber vækst. Det er helt entydigt dagsordener, som trækker i den rigtige retning.
Og jeg vil gerne trække med. Det giver i meget høj grad mening for mig, for jeg tror jeg kan udrette noget – være med til at gøre en forskel til det bedre.
180Grader fortsætter som hidtil, og jeg vil også fortsat være redaktør her. Men vil 180Grader så ikke blive en ukritisk partiavis? Overhovedet ikke, hvilket siderne da mildest talt heller ikke har vist siden præsentationen af Liberal Alliances spidskandidater i torsdags.
Det er jo faktisk hverken mig eller ejerkredsen, som har magten over størstedelen af 180Grader længere. Det er jer brugere. Hvis I synes, at 180Grader skal være fyldt med hyldest af Liberal Alliance, så bliver det sådan. Men hvis I foretrækker kritik, så er det, hvad I får.
Spidskandidaterne
Masser har f.eks. ytret sig kritisk om nogle af spidskandidaterne, især måske om Joachim B. Olsen. Jeg forstår det overhovedet ikke.
Joachim B. Olsen har en ordentlig portion folkelig goodwill med sig – hvordan kan man mene andet end, at det er godt for sagen, at han stiller denne goodwill til rådighed for et liberalt projekt? Og han gør det oven i købet rigtigt godt!
At kritisere valget af Joachim B. Olsen, blot fordi hans baggrund er eliteidræt og en sejr i et populært danseprogram på tv, virker "puritansk" på en måde, som jeg aldrig har været. Jeg har tværtimod altid glædet mig, når kendte mennesker har sagt noget liberalt. Hvis flere personer som ham gjorde det, så ville vort land hurtigt blive mindre socialdemokratisk. Jo flere folkekære liberale der findes, jo bedre. Det kunne ligefrem gøre frihed til en folkesag!
Og det gælder også de øvrige kandidater, som alle stiller op på samme politiske grundlag: Lavere skat, mere frihed, mere effektivitet i den offentlige sektor og liberale reformer, der skaber vækst.
Har enkelte måske haft andre synspunkter tidligere? Har de evt. været medlemmer af andre partier? Og hvad så? I dag stiller de sig frem og forsvarer holdninger, som ikke har haft mange forsvarere på Christiansborg, siden Uffe Ellemann-Jensen knebent tabte et folketingsvalg i marts 1998. En udvikling som jeg og mange andre liberale har begrædt.
Jeg er lykkelig for, at der nu melder sig nye folk på banen, som vil tage over efter de trætte gamle. Hvorfor skulle jeg være andet? Hvorfor skulle andre liberale?
