Verdensøkonomien er udfordret af en midtvejskrise – her halvvejs igennem konjunkturcyklen lurer allerede det næste krak …
At fjerne risikomomentet i realkredit og sætte prisen på fast ejendom i en bestandig stigning, at kunne trykke penge i en lind strøm, holde beskæftigelsen høj, renten lav og slippe bankmultiplikatoren i fri dressur - uden tanke for at pengene kan defaulte, er det vækstmantra, som har karakteriseret de første 10 år af denne konjunkturcyklus. Nu kommer regningen, for man har valgt en gal kurs.
Det kunne være på sin plads at gøre status – for vi står i dag i en slags konjunkturbevægelsens midtvejskrise. Den første halvdel har været tegnet af en ekstraordinært stor gældssætning i de gamle økonomier - den anden halvdel kommer til at tegnes af det overvældende overinvesteringsboom i den kinesiske økonomi.
Det bliver et gigantisk "burst" - og vi taler ikke om en 5-øres kineser her - men snarere en dekades velstand, der går op i røg ...
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke her taler om det økonomiske glansbillede, jeg tror heller ikke på de pengepolitiske virkemidler, der bringes i anvendelse – og mener at krisehåndteringen er forfejlet - at staterne ikke oplyser den samlede statsgæld, samt at tingenes tilstand er langt værre end man vil indrømme fra officielt hold ...
De uofficielle tal, der indbefatter de ufinansierede forpligtelser ligger her:
http://e24.no/boers-og-finans/article3464698.ece?service=bildeviser&nr=0&felt=brodtekst
Allerede for flere år siden oversteg amerikanernes faktiske forpligtelser verdens totale BNP. Det kan man hurtigt få bekræftet blot ved at google gamle nyhedsudsendelser med "unfunded obligations". Når man regner alle USA's forpligtelser med - og ikke blot obligationsgælden - skylder amerikanerne faktisk mere væk end verdens samlede BNP ...
Alle disse ufinansierede påkrav, der løber på staternes finanspolitikker - Sundhedsreformer, pensions- og sociale forpligtelser - krige, ikke mindst! - udover interventionerne i det finansielle system og afdrag på statsgælden, vil trække skatteprocenterne voldsomt op når renten bliver skyllet fri, når vi når til enden af den ekspansive pengepolitik.
Derfor kobler jeg rente- og skatteudvikling med gældsudvikling og pengepolitik.
Det er indlysende at den igangværende økonomiske krise kommer til at skærpe kravene om nedskæringer i de offentlige budgetter, og der venter massive velfærdstab på kanten af beslutningsprocesserne omkring krisehåndteringen.
Krisetrykket vil også føre til, at de demokratiske velfærdsstater mere eller mindre opløser sig selv - i endnu mere sammensvejsede defensive eller diversificerede valutablokke i et split float scenarium, med forstærkede Euro-, Dollar-, Yen og Renminbi-zoner - eller også kommer der et nyt internationalt aftalegrundlag a la Bretton Woods, der afspejler den nye verdensorden.
Der benyttes i det efterfølgende oplysninger fra Pring Turner Capital Group, Felix Zulauf, ZULAUF ASSET MANAGEMENT AG og Skagen fondenes nytårskonference om udviklingen i statsgæld og konjunkturer.
Synspunktet om pengepolitikkens betydning for rente- og skatteudviklingen og tilliden til valutasystemet står dog for min egen regning.
I den økonomiske ”klimamodel” er vi i den nuværende krise - i allerbedste fald – blot halvvejs, og kan se frem til mindst yderligere to krak, før konjunkturerne vender - i bedste fald om knap 3½ år – i værste fald om nogensinde, i denne økonomiske kontekst.
Det næste krak vil trække en knusekugle igennem erhvervslivet, og det vil koste både luftfartsselskaber, banker og produktionsvirksomheder livet, når likviditetsstrømmene størkner igen, i takt med at renterne kravler opad.
Det altovervejende fokus vil herefter komme til at ligge fast på gældsafvikling.
I år har renten foreløbigt slået alle bundrekorder, og det økonomiske fatamorgana er da heller ikke udeblevet. I Amerika graver man Panamakanalen bredere. Der kan simpelthen ikke importeres varer hurtigt nok fra Kina. Den anden vej løber pengene omvendt hurtigt som aldrig før. Der lånes med arme og ben, og statsgælden tårner sig op over amerikanerne.
I dag udgør statsgælden i USA op mod 600 procent af Bruttonationalproduktet (BNP), og inden årets udgang vil gælden nærme sig 1000 procent af BNP. Det betyder at amerikanerne har kurs mod græske tilstande, hvor statsgælden - allerede i dag - løber op i imponerende 900 procent af BNP.
Der er derfor grund til at advare imod tæt trafik på statsøkonomiernes dødsrute, da også Frankrig har tegnet statsgæld på op imod 600 procent af BNP. Faktisk er der rigtigt mange lande, der har statsgæld på op imod 350 procent af BNP!
Situationen overordentlig alvorlig.
Staternes indtægtsgrundlag udgør på den måde nemlig en bogstaveligt talt forsvindende andel af den gæld, som skal afdrages hvert år. I USA ligger andelen i dag på knap en femtedel, og for EU-zonen ligger den på gennemsnitligt 13 procent.
Den voksende gældsbyrde og de forsvindende indtægter giver anledning til at rejse flere røde advarselsflag.
Risikoen for statsbankerotter og konkurser vokser des dyrere det bliver for staterne at finansiere gælden. Gældsproblemerne skaber en ond spiral fordi både de lange renter og skatteprocenterne vil bevæge sig op i det røde felt, i takt med at prisen på risiko stiger.
Gældsbjerget vokser i disse dage simpelthen i en takt man aldrig tidligere har set, da verdens største økonomier har valgt at sætte kampen ind mod det truende økonomiske kollaps, ved i fællesskab at forøge den offentlige gældssætning i en skala uden forudgående sidestykke i verdenshistorien.
De globale skatteprovenuer vil derfor i stigende grad æde indtægtsgrundlagene op, og dét i en stadigt hastigere takt. I betragtning af, at den eneste vej ud af krisen er at øge overskudsgraden, er det derfor en særdeles uheldig udvikling, fordi skatter (som i kriseøkonomien er styret af den lange rente) sænker den overskudsgrad som økonomierne kan generere.
Men ikke desto mindre vil det være scenariet i rigtigt lang tid fremover …
Ved udgangen af dette år vil derfor både nationer og virksomheder koncentrere sig om at nedbringe gældsbyrden. Men når gælden nedbringes, trækkes likviditet ud af systemet, og det vil dæmpe konjunkturerne yderligere …
Man kan derfor sige, at den voldsomme indsats, der er gjort for at dæmme op for det økonomiske sammenbrud, på samme tid har svækket økonomiens evne til at reparere det tabte.
Der er tekniske analyser af aktiemarkedet, som peger på at trenden for året er at aktierne vil holde niveauet. Jeg tror bare ikke på det.
Henover hele konjunkturen – måske – men det er min forventning, at markedet vil flygte ud af aktieinvesteringer i takt med at kurserne falder, og renten stiger igen. Obligationsmarkedet vil derfor også stadigt frembyde et større numerisk afkast, i takt med at de styrende renter kravler opad.
Det første halve årstid vil de makroøkonomiske indikatorer naturligvis fortsat vise en blændende og formidabel form. Seks-hundrede-milliarder dollar, som spenderes ud i det finansielle system - til under den naturlige rente - vil have en overdådig effekt på pengeinstitutternes evne til at holde pengestrømmen oppe, og bankmultiplikatoren vil skabe det økonomiske overhead, der skal til for at holde deflationen fra døren.
Men henover sommeren vil stimuleringen af økonomierne være aftaget på grund af den voksende rentebyrde, og kraftige kursfald vil indvarsle den nye trend. Jeg forventer at kurserne vil droppe først med en halv snes procent fra gearede investeringer, og dernæst op til 50 procent på forventede lavere P/E værdier.
Den svage vækst vil forstærke volumenproblemet i den kinesiske eksperimentaløkonomi, og på det tidspunkt vil de asiatiske markeder derfor også dratte og lavkonjunkturen vil indfinde sig i den kinesiske økonomi, der er pustet op i en gigantisk boble.
Det vil komme som et grimt chock for beslutningstagerne i Kina når de mange statsmidler, der er postet ud i økonomien defaulter og udvikler sig til non-performing loans og de ny-kapitalistiske magthavere skal lære det lille nye ord "konkurs" at kende, når de breder sig som en steppebrand over de økonomiske eksperimentalzoner – men det vil først ske i anden halvdel af denne nedkonjunktur. Først skal de lige have et skud for boven, når dollarøkonomien fejler …
Det negative feed-back i økonomierne vil nemlig påvirke valutamarkedet kraftigt, og det kan forventes at det ved udgangen af disse store interventioners periode, rent faktisk bliver nødvendigt at etablere en helt ny økonomisk verdensorden, hvor bevægelsesrammerne omkring de valutablokke vi kender i dag omdefineres, så de bliver i overensstemmelse med den økonomiske virkelighed.
Kloge mennesker hævder at den lange rente vil være lav året ud. Det tror jeg bare ikke på.
Den traditionelle opfattelse af renteniveauet - hvor rentestigningerne afmærker økonomiens kapacitetsgrænser - holder ikke fordi de førte pengepolitikker i denne tidsserie har været abnorm.
Traditionel analyse foreskriver at renten bundede i 2009, da rentebevægelser normalt følger de ekspansive aktiviteter i økonomierne. Den tætte sammenhæng ligger i den forbrugsanalytiske tilgang til fænomenerne.
Denne gang vil der tegne sig et atypisk forløb. Netop på grund af, at de valgte krisetiltag har forstærket de kapacitetsbegrænsninger vi har for produktion. Tiltag som også har tvunget den kinesiske ”mirakeløkonomi” op i et helt urealistisk niveau og skabt en overinvesteringsbølge - som er uden sidestykke i kapitalismens historie - i både realværdi og produktion, der da også trækker tydelige paralleller til tidligere tiders investeringsbooms med efterfølgende krak ...
Ligesom i starten af konjunkturbevægelsen har den lave rente og den store forøgelse af M3 pengemængden igen ført prisniveauet over realværdien. Denne "udhuling" af betalingsmidlernes værdi, har ud over at drive forbrug og produktion over kogepunktet - du kan jo nærmest høre fløjtekedlen buldre - sat hele systemet i abnorm ubalance.
Man skulle tro at beslutningstagerne havde lært af historien. Men man vil åbenbart have hyperinflation. Hvis man nogensinde har tænkt over hvordan den indledende fase af hyperinflation mon kunne udfolde sig, kan man blot kaste et blik på den amerikanske økonomi i dag.
(Det skal bemærkes at en amerikansk pengeseddel vejer 1,24 gr. og er 1/10 mm tyk)
For 3 måneder siden ville gælden, hvis den blev vekslet til 1-dollarsedler, stablet på højkant, og lagt i en lige linje omkring planeten på det tykkeste sted, have nået 28,3 gange rundt. I dag løber gælden hele 30,7 gange rundt omkring jorden ved ækvator.
Stabelen er dermed blevet 1.230.000 km lang, og kan - hvis man stillede den på højkant - nå månen 3,22 gange.
Det svarer til en forlængelse på 95.616 km på 89 dage - eller at gælden blev stablet op med imponerende 44,7 km i timen - og det er temmelig flot, i betragtning af at en dollarseddel blot er 0,1 mm tyk …
Repræsentanternes Hus har netop øget grænsen for hvor meget statsgælden må være i indeværende år til svimlende 1900 mia. dollar. Det betyder at såfremt amerikanerne bare overholder deres budget, vil gælden nå hele 47,69 gange rundt omkring jorden ved årets udgang.
Kunne man balancere denne stabel på en vægt, ville den veje 23.560.000 ton, og række 1.900.000 km ud i rummet. Det svarer i øvrigt til knap 5 gange afstanden til månen.
Det er stadig et åbent spørgsmål om der på den ganske ’korte’ bane (som altså er 17 gange mere rundt om jorden - tæt presset – alene i år) er afsætningsmuligheder for amerikanske statsobligationer i det omfang. (Der er jo også et nyt år om 12 mdr., om 24 mdr., om 36 mdr. ...)
For euro-zonen vil der indledningsvis komme et niveauskifte i forhold til både CHF, NKR og sandsynligvis også YEN, da Euro også rykker ned i valutaernes 2. division, og det vil øge prisen på finansiering, og medvirke til at tvinge renten op i hele euro-zonen, ligesom også at den høje pris for at holde hånden under økonomierne, vil trække tænder ud af ECB’s evne til at holde renten nede fordi pengemængden flyver i vejret …
Det er slet heller ikke utænkeligt, at Danmark vil være nødt til at trække sig fra ØMU-samarbejdet – hvis Tyskland sætter hælene i overfor EU - og genoptage de gode gamle dyder med inflationsbekæmpelse, stabil pengemængde og balancerede budgetmål.
Ifølge Pring Turner Capital Group, er vi midtvejs i en 19 års-cyklus, og der mangler stadig mindst 2 recessioner inden den vender.
http://www.pringturner.com/newsletters/AreYouPreparedPTCG.pdf
Nu skal man skal tage tekniske analyser med et gran salt. Men 4 stk. cykler af 16-19 års varighed med hver 4-6 recessioner taler deres eget sprog ...
Statistisk set bliver valutasystemet først ændret ved slutningen af lavkonjunkturen, som kan vare op til 10 år endnu. Men denne cyklus adskiller sig med den 'omvendte' pengepolitik.
Jeg er derfor af den overbevisning, at de store interventioner sammen med den enorme gældssætning har ændret cyklen dramatisk, da vi kan føje et truende nærmest synkront kollaps af 3 af de store valutaer, som resten blokflyder i forhold til, til krisebilledet, efterfulgt af et gigantisk krak når overinvesteringsboomet får den kinesiske økonomi til at bryde sammen ...
Der findes en vældigt interessant samling “kort” på denne adresse: http://financialgraphart.com/fedchart.html
Linket fører til en beskrivelse af dollarøkonomiens nyere udvikling. Fyren, der laver dem beskriver i øvrigt også Dow Jones og udviklingen i guldprisen, sammenholdt med de historiske begivenheder.
Den grafiske fremstilling af FED’s betydning for dollarøkonomien kan skrives ud i plakatstørrelse, og giver en udmærket fremstilling af dollarens udvikling i den periode hvor købekraften på en dollar er faldet til værdi af 1 cent. Som man bemærker, blev systemets udsving ikke stabiliseret over tid, men drives i ubalance af store sikkerhedspolitiske begivenheder og et umådeholdent amerikansk forbrug.
Det sidste stykke graf viser at de vilde udsving - sidste år og i år - er uden sidestykke i FED’s historie, og kan nærmest beskrives som dollarøkonomiens dødskramper.
Skatterne stiger, og staterne bruger alle pengene på at afbetale på gæld.
Ufinansierede forpligtelser er en farlig glidebane. Problemet er bare at den amerikanske økonomis fald vil trække tæppet væk under den spæde kinesiske kapitalisme.
Nu har vi ikke haft en depression siden krakket i 1929, for man har lært af tidligere tiders fejl, og centralbankerne har kompenseret for det finansielle systems evne til at opretholde multiplikatoren ved at injektere - nærmest gratis - likviditet ind og staterne har overtaget de problematiske lån. Derved har man skubbet problemerne ud af syne.
Men de er ikke derved fjernet. Den astronomiske indsats G-20 landene har udrettet, har gjort at depressionen er udeblevet - for nuværende - men derved har man skabt et endnu større problem, for hvor den ekspansive pengepolitik og kompensationen for risikobetonenede aktiver har givet det finansielle system et livreddende pusterum, har det bygget en tikkende implosionsbombe ind i valutasystemet.
Kina har købt astronomiske mængder af statspapirer, som vil dæmpe væksten i al overskuelig fremtid og skatteskruen vil kvæle initiativ og investeringskraft, ligesom det vil tage momentet ud af verdensøkonomien, så den i bedste fald blot vil være flad som et fortov.
Det vil forstærke krakket, da den kinesiske ny-kapitalistiske økonomi er ekstremt overinvesteret og behøver afsætningsmuligheder for sin produktion. Tænk på, at Kina allerede i dag kan producere alt hvad verden ønsker sig - fem gange!
Ved krakket i 1929 faldt forbruget af varige forbrugsgoder til det halve, og der blev solgt Picassomalerier for sølle 400 $.
Deflationen bliver monumental.
Om ca. 5 år ...
At fjerne risikomomentet i realkredit og sætte prisen på fast ejendom i en bestandig stigning, at kunne trykke penge i en lind strøm, holde beskæftigelsen høj, renten lav og slippe bankmultiplikatoren i fri dressur - uden tanke for at pengene kan defaulte, er det vækstmantra, som har karakteriseret de første 10 år af denne konjunkturcyklus. Nu kommer regningen, for man har valgt en gal kurs.
Det kunne være på sin plads at gøre status – for vi står i dag i en slags konjunkturbevægelsens midtvejskrise. Den første halvdel har været tegnet af en ekstraordinært stor gældssætning i de gamle økonomier - den anden halvdel kommer til at tegnes af det overvældende overinvesteringsboom i den kinesiske økonomi.
Det bliver et gigantisk "burst" - og vi taler ikke om en 5-øres kineser her - men snarere en dekades velstand, der går op i røg ...
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke her taler om det økonomiske glansbillede, jeg tror heller ikke på de pengepolitiske virkemidler, der bringes i anvendelse – og mener at krisehåndteringen er forfejlet - at staterne ikke oplyser den samlede statsgæld, samt at tingenes tilstand er langt værre end man vil indrømme fra officielt hold ...
De uofficielle tal, der indbefatter de ufinansierede forpligtelser ligger her:
http://e24.no/boers-og-finans/article3464698.ece?service=bildeviser&nr=0&felt=brodtekst
Allerede for flere år siden oversteg amerikanernes faktiske forpligtelser verdens totale BNP. Det kan man hurtigt få bekræftet blot ved at google gamle nyhedsudsendelser med "unfunded obligations". Når man regner alle USA's forpligtelser med - og ikke blot obligationsgælden - skylder amerikanerne faktisk mere væk end verdens samlede BNP ...
Alle disse ufinansierede påkrav, der løber på staternes finanspolitikker - Sundhedsreformer, pensions- og sociale forpligtelser - krige, ikke mindst! - udover interventionerne i det finansielle system og afdrag på statsgælden, vil trække skatteprocenterne voldsomt op når renten bliver skyllet fri, når vi når til enden af den ekspansive pengepolitik.
Derfor kobler jeg rente- og skatteudvikling med gældsudvikling og pengepolitik.
Det er indlysende at den igangværende økonomiske krise kommer til at skærpe kravene om nedskæringer i de offentlige budgetter, og der venter massive velfærdstab på kanten af beslutningsprocesserne omkring krisehåndteringen.
Krisetrykket vil også føre til, at de demokratiske velfærdsstater mere eller mindre opløser sig selv - i endnu mere sammensvejsede defensive eller diversificerede valutablokke i et split float scenarium, med forstærkede Euro-, Dollar-, Yen og Renminbi-zoner - eller også kommer der et nyt internationalt aftalegrundlag a la Bretton Woods, der afspejler den nye verdensorden.
Der benyttes i det efterfølgende oplysninger fra Pring Turner Capital Group, Felix Zulauf, ZULAUF ASSET MANAGEMENT AG og Skagen fondenes nytårskonference om udviklingen i statsgæld og konjunkturer.
Synspunktet om pengepolitikkens betydning for rente- og skatteudviklingen og tilliden til valutasystemet står dog for min egen regning.
I den økonomiske ”klimamodel” er vi i den nuværende krise - i allerbedste fald – blot halvvejs, og kan se frem til mindst yderligere to krak, før konjunkturerne vender - i bedste fald om knap 3½ år – i værste fald om nogensinde, i denne økonomiske kontekst.
Det næste krak vil trække en knusekugle igennem erhvervslivet, og det vil koste både luftfartsselskaber, banker og produktionsvirksomheder livet, når likviditetsstrømmene størkner igen, i takt med at renterne kravler opad.
Det altovervejende fokus vil herefter komme til at ligge fast på gældsafvikling.
I år har renten foreløbigt slået alle bundrekorder, og det økonomiske fatamorgana er da heller ikke udeblevet. I Amerika graver man Panamakanalen bredere. Der kan simpelthen ikke importeres varer hurtigt nok fra Kina. Den anden vej løber pengene omvendt hurtigt som aldrig før. Der lånes med arme og ben, og statsgælden tårner sig op over amerikanerne.
I dag udgør statsgælden i USA op mod 600 procent af Bruttonationalproduktet (BNP), og inden årets udgang vil gælden nærme sig 1000 procent af BNP. Det betyder at amerikanerne har kurs mod græske tilstande, hvor statsgælden - allerede i dag - løber op i imponerende 900 procent af BNP.
Der er derfor grund til at advare imod tæt trafik på statsøkonomiernes dødsrute, da også Frankrig har tegnet statsgæld på op imod 600 procent af BNP. Faktisk er der rigtigt mange lande, der har statsgæld på op imod 350 procent af BNP!
Situationen overordentlig alvorlig.
Staternes indtægtsgrundlag udgør på den måde nemlig en bogstaveligt talt forsvindende andel af den gæld, som skal afdrages hvert år. I USA ligger andelen i dag på knap en femtedel, og for EU-zonen ligger den på gennemsnitligt 13 procent.
Den voksende gældsbyrde og de forsvindende indtægter giver anledning til at rejse flere røde advarselsflag.
Risikoen for statsbankerotter og konkurser vokser des dyrere det bliver for staterne at finansiere gælden. Gældsproblemerne skaber en ond spiral fordi både de lange renter og skatteprocenterne vil bevæge sig op i det røde felt, i takt med at prisen på risiko stiger.
Gældsbjerget vokser i disse dage simpelthen i en takt man aldrig tidligere har set, da verdens største økonomier har valgt at sætte kampen ind mod det truende økonomiske kollaps, ved i fællesskab at forøge den offentlige gældssætning i en skala uden forudgående sidestykke i verdenshistorien.
De globale skatteprovenuer vil derfor i stigende grad æde indtægtsgrundlagene op, og dét i en stadigt hastigere takt. I betragtning af, at den eneste vej ud af krisen er at øge overskudsgraden, er det derfor en særdeles uheldig udvikling, fordi skatter (som i kriseøkonomien er styret af den lange rente) sænker den overskudsgrad som økonomierne kan generere.
Men ikke desto mindre vil det være scenariet i rigtigt lang tid fremover …
Ved udgangen af dette år vil derfor både nationer og virksomheder koncentrere sig om at nedbringe gældsbyrden. Men når gælden nedbringes, trækkes likviditet ud af systemet, og det vil dæmpe konjunkturerne yderligere …
Man kan derfor sige, at den voldsomme indsats, der er gjort for at dæmme op for det økonomiske sammenbrud, på samme tid har svækket økonomiens evne til at reparere det tabte.
Der er tekniske analyser af aktiemarkedet, som peger på at trenden for året er at aktierne vil holde niveauet. Jeg tror bare ikke på det.
Henover hele konjunkturen – måske – men det er min forventning, at markedet vil flygte ud af aktieinvesteringer i takt med at kurserne falder, og renten stiger igen. Obligationsmarkedet vil derfor også stadigt frembyde et større numerisk afkast, i takt med at de styrende renter kravler opad.
Det første halve årstid vil de makroøkonomiske indikatorer naturligvis fortsat vise en blændende og formidabel form. Seks-hundrede-milliarder dollar, som spenderes ud i det finansielle system - til under den naturlige rente - vil have en overdådig effekt på pengeinstitutternes evne til at holde pengestrømmen oppe, og bankmultiplikatoren vil skabe det økonomiske overhead, der skal til for at holde deflationen fra døren.
Men henover sommeren vil stimuleringen af økonomierne være aftaget på grund af den voksende rentebyrde, og kraftige kursfald vil indvarsle den nye trend. Jeg forventer at kurserne vil droppe først med en halv snes procent fra gearede investeringer, og dernæst op til 50 procent på forventede lavere P/E værdier.
Den svage vækst vil forstærke volumenproblemet i den kinesiske eksperimentaløkonomi, og på det tidspunkt vil de asiatiske markeder derfor også dratte og lavkonjunkturen vil indfinde sig i den kinesiske økonomi, der er pustet op i en gigantisk boble.
Det vil komme som et grimt chock for beslutningstagerne i Kina når de mange statsmidler, der er postet ud i økonomien defaulter og udvikler sig til non-performing loans og de ny-kapitalistiske magthavere skal lære det lille nye ord "konkurs" at kende, når de breder sig som en steppebrand over de økonomiske eksperimentalzoner – men det vil først ske i anden halvdel af denne nedkonjunktur. Først skal de lige have et skud for boven, når dollarøkonomien fejler …
Det negative feed-back i økonomierne vil nemlig påvirke valutamarkedet kraftigt, og det kan forventes at det ved udgangen af disse store interventioners periode, rent faktisk bliver nødvendigt at etablere en helt ny økonomisk verdensorden, hvor bevægelsesrammerne omkring de valutablokke vi kender i dag omdefineres, så de bliver i overensstemmelse med den økonomiske virkelighed.
Kloge mennesker hævder at den lange rente vil være lav året ud. Det tror jeg bare ikke på.
Den traditionelle opfattelse af renteniveauet - hvor rentestigningerne afmærker økonomiens kapacitetsgrænser - holder ikke fordi de førte pengepolitikker i denne tidsserie har været abnorm.
Traditionel analyse foreskriver at renten bundede i 2009, da rentebevægelser normalt følger de ekspansive aktiviteter i økonomierne. Den tætte sammenhæng ligger i den forbrugsanalytiske tilgang til fænomenerne.
Denne gang vil der tegne sig et atypisk forløb. Netop på grund af, at de valgte krisetiltag har forstærket de kapacitetsbegrænsninger vi har for produktion. Tiltag som også har tvunget den kinesiske ”mirakeløkonomi” op i et helt urealistisk niveau og skabt en overinvesteringsbølge - som er uden sidestykke i kapitalismens historie - i både realværdi og produktion, der da også trækker tydelige paralleller til tidligere tiders investeringsbooms med efterfølgende krak ...
Ligesom i starten af konjunkturbevægelsen har den lave rente og den store forøgelse af M3 pengemængden igen ført prisniveauet over realværdien. Denne "udhuling" af betalingsmidlernes værdi, har ud over at drive forbrug og produktion over kogepunktet - du kan jo nærmest høre fløjtekedlen buldre - sat hele systemet i abnorm ubalance.
Man skulle tro at beslutningstagerne havde lært af historien. Men man vil åbenbart have hyperinflation. Hvis man nogensinde har tænkt over hvordan den indledende fase af hyperinflation mon kunne udfolde sig, kan man blot kaste et blik på den amerikanske økonomi i dag.
(Det skal bemærkes at en amerikansk pengeseddel vejer 1,24 gr. og er 1/10 mm tyk)
For 3 måneder siden ville gælden, hvis den blev vekslet til 1-dollarsedler, stablet på højkant, og lagt i en lige linje omkring planeten på det tykkeste sted, have nået 28,3 gange rundt. I dag løber gælden hele 30,7 gange rundt omkring jorden ved ækvator.
Stabelen er dermed blevet 1.230.000 km lang, og kan - hvis man stillede den på højkant - nå månen 3,22 gange.
Det svarer til en forlængelse på 95.616 km på 89 dage - eller at gælden blev stablet op med imponerende 44,7 km i timen - og det er temmelig flot, i betragtning af at en dollarseddel blot er 0,1 mm tyk …
Repræsentanternes Hus har netop øget grænsen for hvor meget statsgælden må være i indeværende år til svimlende 1900 mia. dollar. Det betyder at såfremt amerikanerne bare overholder deres budget, vil gælden nå hele 47,69 gange rundt omkring jorden ved årets udgang.
Kunne man balancere denne stabel på en vægt, ville den veje 23.560.000 ton, og række 1.900.000 km ud i rummet. Det svarer i øvrigt til knap 5 gange afstanden til månen.
Det er stadig et åbent spørgsmål om der på den ganske ’korte’ bane (som altså er 17 gange mere rundt om jorden - tæt presset – alene i år) er afsætningsmuligheder for amerikanske statsobligationer i det omfang. (Der er jo også et nyt år om 12 mdr., om 24 mdr., om 36 mdr. ...)
For euro-zonen vil der indledningsvis komme et niveauskifte i forhold til både CHF, NKR og sandsynligvis også YEN, da Euro også rykker ned i valutaernes 2. division, og det vil øge prisen på finansiering, og medvirke til at tvinge renten op i hele euro-zonen, ligesom også at den høje pris for at holde hånden under økonomierne, vil trække tænder ud af ECB’s evne til at holde renten nede fordi pengemængden flyver i vejret …
Det er slet heller ikke utænkeligt, at Danmark vil være nødt til at trække sig fra ØMU-samarbejdet – hvis Tyskland sætter hælene i overfor EU - og genoptage de gode gamle dyder med inflationsbekæmpelse, stabil pengemængde og balancerede budgetmål.
Ifølge Pring Turner Capital Group, er vi midtvejs i en 19 års-cyklus, og der mangler stadig mindst 2 recessioner inden den vender.
http://www.pringturner.com/newsletters/AreYouPreparedPTCG.pdf
Nu skal man skal tage tekniske analyser med et gran salt. Men 4 stk. cykler af 16-19 års varighed med hver 4-6 recessioner taler deres eget sprog ...
Statistisk set bliver valutasystemet først ændret ved slutningen af lavkonjunkturen, som kan vare op til 10 år endnu. Men denne cyklus adskiller sig med den 'omvendte' pengepolitik.
Jeg er derfor af den overbevisning, at de store interventioner sammen med den enorme gældssætning har ændret cyklen dramatisk, da vi kan føje et truende nærmest synkront kollaps af 3 af de store valutaer, som resten blokflyder i forhold til, til krisebilledet, efterfulgt af et gigantisk krak når overinvesteringsboomet får den kinesiske økonomi til at bryde sammen ...
Der findes en vældigt interessant samling “kort” på denne adresse: http://financialgraphart.com/fedchart.html
Linket fører til en beskrivelse af dollarøkonomiens nyere udvikling. Fyren, der laver dem beskriver i øvrigt også Dow Jones og udviklingen i guldprisen, sammenholdt med de historiske begivenheder.
Den grafiske fremstilling af FED’s betydning for dollarøkonomien kan skrives ud i plakatstørrelse, og giver en udmærket fremstilling af dollarens udvikling i den periode hvor købekraften på en dollar er faldet til værdi af 1 cent. Som man bemærker, blev systemets udsving ikke stabiliseret over tid, men drives i ubalance af store sikkerhedspolitiske begivenheder og et umådeholdent amerikansk forbrug.
Det sidste stykke graf viser at de vilde udsving - sidste år og i år - er uden sidestykke i FED’s historie, og kan nærmest beskrives som dollarøkonomiens dødskramper.
Skatterne stiger, og staterne bruger alle pengene på at afbetale på gæld.
Ufinansierede forpligtelser er en farlig glidebane. Problemet er bare at den amerikanske økonomis fald vil trække tæppet væk under den spæde kinesiske kapitalisme.
Nu har vi ikke haft en depression siden krakket i 1929, for man har lært af tidligere tiders fejl, og centralbankerne har kompenseret for det finansielle systems evne til at opretholde multiplikatoren ved at injektere - nærmest gratis - likviditet ind og staterne har overtaget de problematiske lån. Derved har man skubbet problemerne ud af syne.
Men de er ikke derved fjernet. Den astronomiske indsats G-20 landene har udrettet, har gjort at depressionen er udeblevet - for nuværende - men derved har man skabt et endnu større problem, for hvor den ekspansive pengepolitik og kompensationen for risikobetonenede aktiver har givet det finansielle system et livreddende pusterum, har det bygget en tikkende implosionsbombe ind i valutasystemet.
Kina har købt astronomiske mængder af statspapirer, som vil dæmpe væksten i al overskuelig fremtid og skatteskruen vil kvæle initiativ og investeringskraft, ligesom det vil tage momentet ud af verdensøkonomien, så den i bedste fald blot vil være flad som et fortov.
Det vil forstærke krakket, da den kinesiske ny-kapitalistiske økonomi er ekstremt overinvesteret og behøver afsætningsmuligheder for sin produktion. Tænk på, at Kina allerede i dag kan producere alt hvad verden ønsker sig - fem gange!
Ved krakket i 1929 faldt forbruget af varige forbrugsgoder til det halve, og der blev solgt Picassomalerier for sølle 400 $.
Deflationen bliver monumental.
Om ca. 5 år ...
