Den østrigske skole er den mest frihedsorienterede skole inden for økonomi og politisk teori.
Nogen vil mene, at der ikke findes en østrigsk skole. At ”østrigerne” ikke udgør en homogen gruppe af økonomer eller samfundsforskere, der deler et fælles syn på metode, økonomi og politisk filosofi. Det synspunkt finder en vis støtte i det faktum, at der er betydelige filosofisk-politiske og metodologiske forskelle mellem de tre hovedskikkelser: Mises, Hayek og Rothbard, og selv om Rothbard gerne betragter sig selv og hans tilhængere som de eneste rigtige arvtagere efter von Mises, så har hans egen konstruktion af en rettighedsliberalisme skabt en selvstændig ”skole” inden for den østrigske skole, der er helt unik.
Alligevel er der en række fællestræk ved ”den østrigske skole”, som demarkerer et skel i forhold til andre ”skoler” inden for økonomi og politik – også andre liberale ”skoler” som ”Chicago-skolen”.
Den østrigske skole er først og fremmest karakteriseret ved, at den tager den private ejendomsret, metodologisk individualisme og subjektiv værditeori alvorligere end andre skoler, og sammen med en opfattelse af, at når alle individer frivilligt forfølger deres egne mål på et marked, så opstår der en orden eller ligevægt, som skabt af en usynlig hånd, så er grundlaget lagt for, at den østrigske skole er mere konsekvent frihedsorienteret end andre ”skoler” inden for økonomi og politisk tænkning.
Den østrigske skole er temaet for februarnummeret af Libertas, og det er temaet for en halvdages konference, som Libertas arrangerer i CEPOS’s lokaler på lørdag. Mere om tid og tilmelding nedenfor.
Den østrigske skole begynder med Carl Mengers Principles of Economics fra 1871, og allerede her er byggeklodserne til stede for det, der udviklede sig til den østrigske skole. Menger var en af pionererne i udviklingen af subjektiv værditeori og den marginale revolution (samtidig med Walras og Jevons), og han skrev om penges oprindelse som opstået spontant på markedet.
Nogen vil mene, at det er praxeologien, der er von Mises betegnelse for den videnskabelige metode om økonomi, der adskiller den østrigske skole fra mainstream økonomi. Forskellene her er imidlertid ikke så store, som de ofte gøres. Rune Toftegaard Selsing skriver i Libertas, at Mises formentlig kunne acceptere størstedelen af neoklassisk mikroøkonomi, for der er et fælles udgangspunkt i individuel handling, der per definition er rationel, men som hos Mises ikke er handling under fuld information i modsætning til neoklassikernes fiktion om homo oeconomicus. Et andet fællestræk er den strengt deduktive metode.
Praxeologien tager udgangspunkt i nogle aksiomer om menneskelig handlen og i kombination med empiriske observationer, kan der udledes en række økonomiske indsigter, der er sande, fordi præmisserne er sande. Præmisserne må naturligvis have et vist empirisk indhold for, at konklusionerne siger noget om virkelighedens verden og ikke bare er analytiske udsagn, og præmissernes epistemiske status bliver noget mere tvivlsom, når vi bevæger os over i makroøkonomien, hvor empiri og institutionelle forhold spiller en større rolle.
Det er ifølge artiklen af Erik Kofoed om østrigsk konjunkturteori også her, at der er de største problemer med østrigsk økonomi. Ifølge østrigerne er recessioner den nødvendige følge af et uholdbart boom, der er skabt af en misallokering af kapital, som følge af centralbankernes manipulation af renten. Selv om den private banksektor spiller en vigtig rolle med sin kreditskabelse for transmissionen af de monetære chok, så opstår konjunkturcykler kun, fordi centralbankerne forsøger at føre en inflationær politik og presse renten ned under dens ”naturlige” niveau. Erik Kofoed er kritisk over for østrigernes antagelse om ufuldkommen information hos entrepreneurs, fordi det er den kritiske antagelse bag den misallokering af kapital, der fører til et boom, der ender i en recession.
Lars Christensen sammenligner Rothbards monetære forklaringer med Friedman og Schwartz’, der begge forklarer krisen som et resultat af pengepolitisk mismanagement. Lars Christensen finder dog ikke, at der er empirisk belæg for den østrigske opfattelse, at det var en monetær ekspansion i 1920ne, der skabte boomet med et efterfølgende, uundgåeligt bust. Til gengæld har Friedman og Schwartz ret i, at en voldsom monetær kontraktion med et fald i pengemængden på 33 pct. fra 1929 til 1933 var en hovedårsag til, at krisen udviklede sig til en stor depression. Lars Christensen peger også på, at både Rothbard og Friedman og Schwartz ser bort fra den internationale dimension og guldstandardens rolle for den internationale transmission og forværring af krisen.
Det var ikke kun krisen i 1930erne, der er resultatet af en fejlagtig pengepolitik. Størstedelen af Europas monetære historie er en historie om hvordan konger og kejsere – og i nyere tid demokratisk valgte politikere – har udnyttet deres monopol på udstedelse af penge til egen fordel med inflation, økonomiske kriser og monetære sammenbrud til følge, skriver Torben Mark Pedersen i en artikel om Mises, Hayek, Rothbard og guldstandarden. For mange østrigere er guldstandarden - eller free banking baseret på guld – tæt på at være en ideal standard, fordi guldstandarden fungerer som en pengepolitisk regel, der hindrer politikerne i at lave for store ulykker med pengepolitikken eller øge inflationen for at skaffe penge til statskassen. Greenspan var meget klar om sammenhængen mellem guld og laissez faire, da han i 1966 skrev: ”gold and economic freedom are inseparable” (…) ”the gold standard is an instrument of laissez-faire (…) each implies and requires the other”, men i spørgsmålet om en tilbagevenden til en guldstandard overses dette ofte, at guldstandarden netop forudsætter en liberal økonomisk og politisk orden, der ikke længere er til stede.
Den østrigske skole er meget mere end økonomi. Jens Løgstrup Madsen skriver om den interdiciplinære sammenhæng i Hayeks tænkning om psykologi, metode, økonomi, politisk filosofi og meta-legale doktriner. Hayek formulerer en psykologisk teori, som hans videnskabsteori og frihedsbegreb baserer sig på, og som fører Hayek til hans opfattelse af, at der i samfundet spontant opstår en naturlig orden, når individerne overholder et kompliceret system af regler, der har udviklet sig evolutionært via en uplanlagt kulturel selektionsproces. Hayeks udvikling af teorier om evolutionær udvikling og spontan orden har rødder hos Menger og i den skotske oplysning – men de er også Hayeks helt egne originale tanker.
Den filosofiske afstand fra Hayek til rationalisten Rothbard er stor. Med The Ethics of Liberty kastede Rothbard sig ud i et ambitiøst forsøg på at formulere en politisk etik med udgangspunkt i menneskets natur, der har skabt grundlag for en hel skole af rettighedsliberalisme inden for den østrigske skole. Om Rothbards naturretstænkning skriver Johan J. R. Espersen. Johan Espersen sætter Rothbards moralfilosofiske tænkning i idéhistorisk perspektiv og analyserer kritisk grundlaget for Rothbards radikale konklusioner. Ifølge Johan Espersen fejler Rothbard på en række kritiske punkter, men finder også, at der er tale om en interessant radikalisering af naturretstraditionen.
På lørdag d. 25. februar holder Libertas en konference om den østrigske skole med oplæg af flere af forfatterne til artiklerne i temanummeret om den østrigske skole. Professor Nicolai Juul Foss fra CBS gæsteoptræder fortæller om østrigsk kapitalteori og moderne økonomi.
Programmet for konferencen er:
- Rune Toftegaard Selsing: Praxeologi – den østrigske videnskabelige metode
- Lars Christensen: Monetære forklaringer på Den Store Depression – Rothbard vs. Friedman og Schwartz
- Torben Mark Pedersen: Mises, Hayek og Rothbard om guldstandard og free banking
- Nicolai Juul Foss: Østrigsk kapitalteori
- Johan Espersen: Rothbards naturret
Konferencen begynder kl. 12.00 og varer til ca. kl. 16.30 i CEPOS’ lokaler, Landgreven 3, 3.
Pris: Medlemmer: 20 kr.
Ikke-medlemmer: 200 kr. inkluderer et års medlemskab (3 numre af Libertas)
TILMELDING sker ved indbetaling på konto nr. 1551-8080577 - send en e-mail med navn, adresse og e-mail til [email protected] senest onsdag d. 22. februar.
Konferencedeltagere modtager et eksemplar af temanummeret om den østrigske skole
