LEDER: Så går buschaufførerne og andre faggrupper i strejke, fordi regeringen vil afskaffe efterlønnen. En overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Ja, selvfølgelig. Det er jo også deres arbejdsgiveres skyld. Og buspassagererne og de flyrejsende trænger også til at blive ordentlig straffet for det. Så kan de lære det! Kunne man i fagbevægelsen ikke også hive benene af en edderkop for at gøre det helt klart for alle, hvor sur man er?
Slut med ironien. Venstrefløjen, herunder fagbevægelsen, benytter sig nu igen af gidseltagning som metode i dens politiske kamp. Uskyldige mennesker generes for at vinde gehør for egne synspunkter. Vi har at gøre med vanekriminelle her, for det er et tilbagevendende fænomen. Venstrefløjen bare elsker at lade det gå ud over uskyldige mennesker, når man vil nå sine politiske mål.
Hvis ikke man var for efterlønnens afskaffelse i forvejen, så er tiden kommet til at blive det nu. Bare for at give venstrefløjen den huskekage. Var det ikke jer, der lammede bustrafikken, så vi ikke kunne komme på arbejde? Ok, så vil vi da slet ikke betale jeres efterløn!
Stilladsarbejderne er selvfølgelig også i gang, men deres arbejde kan godt nedlægges, uden at det mærkes af særligt mange. Så de har i stedet blokeret Kongens Nytorv i København for at sætte biltrafikken i stå. Politiet har som sædvanlig ikke arresteret en eneste. Politiet synes at være i permanent strejke, når røde ballademagere bryder loven for at nå et politisk mål. Intet nyt her.