LEDER: En amerikansk præst legede nogle dage med tanken om at brænde en koran af, og den historie gik verden rundt, for hvad kunne det dog ikke ende med. En ny Muhammed-krise så man i horisonten, flere ambassadeafbrændinger, trusler om terror, gennemført terror o.s.v. o.s.v.
Pænt er det jo ikke at brænde bøger af, det er faktisk nærmest grimt, men endnu mere grimt er det dog, at man ikke kan få lov til at ytre sine holdninger med symbolske handlinger, der ikke gør fysisk skade på nogen, uden at skulle frygte for, at det vil få religiøse tosser til at sætte store dele af verden i brand. Det sidste er faktisk et betragteligt større problem end det første.
Og derfor er det også bekymrende, at verdens statsledere er villige til at tale problemet op ved at lægge pres på den potentielle koran-afbrænder. 'Sikke en skalp,' tænker de muslimske civilisationskrigere: 'Så må vi true igen en anden gang.'
Et andet problem på den modsatte side af civilisationskløften er dog, at der blandt de, der forsvarer retten til koran-afbrænding, findes et stort antal mennesker, som for tiden er helt oppe at køre over, at muslimer vil bygge et kulturcenter nogle blokke fra Ground Zero i New York. På flere forstår man, at det i sin yderste konsekvens bør forbydes, fordi det simpelthen er for "stødende". Så var det altså alligevel ikke de grundlæggende frihedsrettigheder, disse mennesker gik op i, da de forsvarede retten til både at tegne Muhammed og sætte ild til en koran.
Mange synes i disse år villige til at kæmpe chauvinistiske kampe under dække af at være forsvarere for ytringsfriheden. Men om man vitterligt er villig til at forsvare ytringsfriheden, det viser sig først den dag, hvor det er modstandernes ytringsfrihed, som man skal værne om. Når ytringsfriheden for alvor trænger til beskyttere, så er det som så ofte før de liberale, der må ride i marken. For ven såvel som for fjende.
Pænt er det jo ikke at brænde bøger af, det er faktisk nærmest grimt, men endnu mere grimt er det dog, at man ikke kan få lov til at ytre sine holdninger med symbolske handlinger, der ikke gør fysisk skade på nogen, uden at skulle frygte for, at det vil få religiøse tosser til at sætte store dele af verden i brand. Det sidste er faktisk et betragteligt større problem end det første.
Og derfor er det også bekymrende, at verdens statsledere er villige til at tale problemet op ved at lægge pres på den potentielle koran-afbrænder. 'Sikke en skalp,' tænker de muslimske civilisationskrigere: 'Så må vi true igen en anden gang.'
Et andet problem på den modsatte side af civilisationskløften er dog, at der blandt de, der forsvarer retten til koran-afbrænding, findes et stort antal mennesker, som for tiden er helt oppe at køre over, at muslimer vil bygge et kulturcenter nogle blokke fra Ground Zero i New York. På flere forstår man, at det i sin yderste konsekvens bør forbydes, fordi det simpelthen er for "stødende". Så var det altså alligevel ikke de grundlæggende frihedsrettigheder, disse mennesker gik op i, da de forsvarede retten til både at tegne Muhammed og sætte ild til en koran.
Mange synes i disse år villige til at kæmpe chauvinistiske kampe under dække af at være forsvarere for ytringsfriheden. Men om man vitterligt er villig til at forsvare ytringsfriheden, det viser sig først den dag, hvor det er modstandernes ytringsfrihed, som man skal værne om. Når ytringsfriheden for alvor trænger til beskyttere, så er det som så ofte før de liberale, der må ride i marken. For ven såvel som for fjende.
