Engang troede jeg på dem – de intelligente, visionære og driftige. De var der alle vegne i min ungdom, poppede op som små, undertrykte trolde af æskerne, da Schlüter i sin tid greb magten efter en udmattet Anker Jørgensen, der egentlig ville det bedste for nationen, men som ikke evnede at føre samfundet fra industriarbejde og til arbejdsfrihed. Det gjorde de intelligente, visionære og driftige bestemt heller ikke. Tværtimod forstod vi hurtigt, at var man ikke en individuel lykkesmed, der begærligt greb livet og alle dets materielle muligheder gennem arbejde, arbejde og mere arbejde, var man på sin vis også selv ude om det. Det sociale sikkerhedsnet var til gengæld så finmasket dengang, at kun ganske få fik alvorlige økonomiske skrammer, når illusionerne brast eller livet vendte sig på vrangen for en stund. De ledige havde samfundets sympati og medlidenhed, ikke foragt. Stress var derfor forbeholdt overklassen – et usundt resultat af for mange aktiviteter, en for stor gaben over for megen vellevned og materialisme. Helt modsat i dag, hvor stress er overrepræsenteret som sygdom i 'underklassen' som følge af stigmatiseringen af både længerevarende og kroniske syge, handicappede og ledige.
Nå, men dengang i midtfirserne så det som sagt helt anderledes ud. Der var fart på. Hos en nær ven fulgte jeg på nærmeste hold iværksætteriets kringlede, men energigivende veje. Fuld af beundring sugede jeg udtryk til mig som: egenkapital og forrentning af samme, dækningsbidrag, overskudsgrad, forretningsstrategi og projektbeskrivelse. Som ung, naiv og kommunalt ansat buschauffør forstod jeg, at jeg her fik æren af at stå som nærmest klassificeret tilskuer på første parket til et af verdens syv vidundere – eller nok snarere det ottende – nemlig tilblivelsen af en virksomhed!
Jeg måtte vide mere, meget mere, om dette forjættede erhvervsland. Hovedkulds kastede jeg mig ud i en række merkonomkurser, som særligt under den daværende konservativt ledede regering, havde fået en opblomstring. Nok også fordi det stadig var muligt at dygtiggøre sig på både bistandshjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse, som det hed dengang. Forbi var halvfjerdsernes bløde, sociale segment af væsner, der udstyret med langt hår, strikkepinde, store islandske sweatere og dampende piber ikke umiddelbart afslørede, om personen foran én tilhørte han- eller hunkønnet. Forbi var kollektivismen, socialismen, fællesskabsfølelsen. Vi var ikke længere en varieté af arbejdere og intellektuelle i næsten uskøn forening og forvirring, dog drevet af en slags udefinerede, fælles mål på det sociale område, næ, nu handlede det om individualismen, det personlige drive. Jeg holdt dog fast i det halvlange hår helt frem til foråret '87, hvor jeg entrede den Kgl. Danske Politiskole ved en fejl, og halvlangt blev til kort. Men netop det halvlange hår var så også det vildeste, jeg kunne/turde drive det til dengang. Vist var jeg flippet, men kun halvflippet, om jeg måtte bede! Ikke 2CV her, Renault 4 udrangeret postbil i stedet. Heller ingen hash, kun bajersk øl, tak. I stride strømme, til gengæld. En følsom fisk har det bedst, når den svømmer.
Med en fandenivoldsk og helt uovervindelig 'du-kan-hvad-du-vil' Tom Cruise fra Topgun's premiere i stedse nærværende og friskeste erindring, startede en meningsløs dannelsesrejse, båret af lige dele mani og dumhed, fra socialt indstillet til liberalt inspireret. Og jeg troede på dem, de intelligente, visionære og driftige. Poul Nyrup afløste på et tidspunkt Schlüter som statsminister pga. af et par 'fodfejl' omkring nogle tamilske flygtninge. Men i modsætning til Schlüter, blev Nyrup latterliggjort. Uld i mund, kaldte man ham grinende. Selv socialdemokrater krummede tæer over deres partiformand. På trods af, at manden er intelligent og visionær. Eller måske netop derfor? Driftig var han også. Eksempelvis lykkedes kuppet mod den daværende formand, store Svend Auken, over al forventning, og vidnede om en ny statsministerkandidat med mental råstyrke, kompetencer og drive.
Men Nyrup var ikke i overensstemmelse med sin tid. Ganske vist fik han 4 more years, men lige lidt hjalp det. Arven fra Schlüter lå stadigt tungt over riget, dansken var stadig individualist på godt, men måske mest af alt på ondt. Det nyttede ikke at appellere til en fællesskabsfølelse, der ikke var der længere. Vi ville se resultater, og som i en anden virksomhed først og fremmest økonomiske resultater. Schlüter havde klaret ærterne efter Jørgensen, genrejst nationen efter at have sendt den på den ene mere originale kur efter den anden, med eksotiske navne fra rodfrugter og højtider.
Vejen var beredt, mer' vil som bekendt ha' mer', og vi ville ha' økonomisk vækst. Ubegrænset økonomisk vækst. Og det fik vi, skulle jeg da lige hilse at sige. Huspriserne kendte fra godt midten af halvfemserne – hov, det var da stadig under Nyrup? - kun én vej, og det var ikke bare opad. Nej, det var fra en raketaffyringsrampe lodret mod stjernerne – efter en lidt forsigtig start, forstås. Ledigheden faldt og faldt, ja, der blev ligefrem så stor mangel på arbejdskraft, at selv den dårligst stillede arbejder kunne droppe fagforeningen og forhandle egne løn- og arbejdsvilkår. Lavt arbejdsudbud er med andre ord lig med stigende priser på arbejdskraften (hvorfor et stort arbejdsudbud også implicit er lig med faldende priser på arbejdskraften, ikke sandt?). Privatforbruget steg og steg, ganske vist mest for lånte midler, men hva' fa'en. Med de økonomiske udsigter, kunne det da ikke gå galt. Fogh fik let spil efter Nyrup, skulle blot dreje lidt på den ene knap og så på den anden. Ingen kerede sig om, at det især var de sociale og humanitære områder, der fik kniven. Vi fik jo skattelettelser som kompensation. Op til en hund eller mere om måneden for en almindelig lønmodtager. Tju hej, hvor det gik. Vi troede alle på dem, på de intelligente, visionære og driftige. For det var vi jo på en vis måde alle sammen. Forhandlede egen løn, fik skattelettelser og stigende friværdier og så'n... Det var egentlig ikke så ringe at være sin egen lykkes smed...
Det går næsten for godt, sagde Fogh med en blanding af alfaderlig, men ikke særligt dybtstikkende bekymring og en for ham mærkværdig antydning af beskedenhed i en nytårstale. Skål, råbte vi derude i stuerne. For vi vidste, hvordan man fejrer en succes, man har gjort sig fortjent til. Vi var jo de intelligente, visionære og driftige... eller... eller blot endnu engang godtroende, dumsmarte ofre for dem?!?