DET FREMFØRES ofte i samfundsdebatten, at den nordiske model har klaret sig godt i international sammenligning. Det bruges som et argument imod reformer og forandring af velfærdsstaten.
REFORMMODSTANDERNE overser imidlertid, at netop reformer faktisk er et af den nordiske models klareste kendetegn - i det omfang en sådan nordisk model overhovedet kan siges at eksistere. De nordiske lande har i de seneste tre årtier udmærket sig ved at have gennemført mange reformer sammenlignet med andre udviklede lande.
De nordiske lande brugte i store træk de første 30 år efter Anden Verdenskrig på at opbygge en samfundsmodel, som ikke hang sammen, blandt andet på grund af alt for høje marginalskatter på arbejde og kapital, alt for generøse sociale ydelser og dagpengesystemer, som for mange helt fjernede incitamentet til og nødvendigheden af at arbejde, og som resulterede i meget høj ledighed, en alt for stram regulering af finansmarkederne samt af en række varemarkeder og serviceydelser og en monopolistisk og ineffektiv offentlig sektor. Det hele kulminerede, da daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen i 1982 advarede om, at Danmark var på afgrundens rand.
De næste 30 år er så blevet brugt på at rette op på de værste problemer. Der var meget at rette op på, og derfor måtte reformtempoet være relativt højt i international sammenligning.
Hvordan ville dansk økonomi, beskæftigelse og velstand have set ud, hvis ikke Poul Schlüter havde afskaffet dyrtidsreguleringen, indført fastkurspolitikken, gennemført kartoffelkuren og sammen med arbejdsmarkedets parter indført arbejdsmarkedspensionerne; og hvis ikke Poul Nyrup ikke havde sænket den øverste marginalskat, afskaffet formueskatten, reduceret dagpengeperioden og halveret dagpengesatsen for unge under 25 år; og hvis Anders Fogh ikke via skattestoppet havde standset fem årtiers vækst i skattetrykket, indført konkurrence i sundhedssektoren, gennemført en velfærdsreform og reduceret selskabsskatten samt den øverste marginalskat; og hvis Lars Løkke ikke havde reduceret dagpengeperioden yderligere til to år samt gennemført en reform af efterlønnen? Svaret på dette - meget lange - spørgsmål er, at Danmark i dag ville have været en økonomisk katastrofe, hvis ingen af disse reformer var blevet gennemført.
Også Sverige har gennemført mange reformer.
Socialdemokraterne Oluf Palme og Ingvar Carlsson gennemførte henholdsvis en afregulering af kreditmarkederne i midten af 80' erne, og en gigantisk skattereform i 1990 - også kaldet århundredets skattereform, som blandt andet reducerede den øverste marginalskat fra 85 til 50 procent. Den borgerlige Carl Bildt gennemførte i midten af 90' erne en stor pensionsreform, socialdemokraten Göran Persson afskaffede arveafgiften, og Moderaternes nuværende statsminister, Fredrik Reinfeldt, afskaffede for nogle år siden formueskatten.
Og så har jeg slet ikke nævnt privatiseringer af statslige selskaber, deregulering af tele-og elmarkeder, deregulering af kollektiv transport og luftfart med meget mere.
BEGGE LANDE har de seneste tre årtier haft et højt reformtempo i international sammenhæng. Det problematiske ved at bruge udtrykket ' den nordiske model' er altså dels, at det ganske misvisende antyder noget statisk. Grunden til, at de nordiske økonomier stadig holder sig oven vande, er de mange reformer.
Der er stadig meget at rette op på i de nordiske landes samfundsindretning og derfor fortsat brug for et højt reformtempo.
De nordiske lande har i praksis ikke nogen fælles ' model'. Tværtimod har de på mange punkter indrettet deres samfund ganske forskelligt. Og netop derfor kan det være givtigt at kigge på tværs af grænserne for at se, hvad vi kan lære af hinanden.
Hvis Danmark for eksempel havde som mål at blive mere ligesom de andre nordiske lande, kunne vi starte med helt at afskaffe efterlønnen, som ikke findes i de andre lande.
Endvidere skulle vi afskaffe SU'en og i stedet indføre studielån. Vi skulle indføre delvis brugerbetaling for at gå til lægen og for indlæggelse på sygehuset.
Hvis vi ønskede at blive mere som Sverige, skulle vi afskaffe arveafgiften, have langt flere privathospitaler, langt flere private daginstitutioner, og vi skulle give private firmaer lov til at oprette, drive og tjene penge på skoledrift.
Hvis Danmark skulle have et skattetryk som det svenske, skulle vi sænke skatterne med 22 milliarder kr. Skulle vi have et skattetryk som i Finland, ville det kræve skattelettelser på 90 milliarder kr. Set fra det perspektiv, finder jeg den nordiske model ganske attraktiv.
(Denne artikel blev offentliggjort 15. oktober i Politiken som min faste klumme Modpol, der bringes hver anden lørdag).
