LEDER: Finansminister Claus Hjort Frederiksen befinder sig i dag, søndag, i Bruxelles, hvor han agter at lade de danske skatteydere hæfte for et lån på op til 525 mia. kr., som via en EU-fond skal hjælpe euro-zonens medlemslande, hvis de kommer i økonomisk uføre.
Det er en skandale.
Danmark er ikke med i euro-samarbejdet. Danskerne stemte nej i 1992 og igen i år 2000. Blandt argumenterne for at stemme nej var bl.a. en manglende tiltro til euro-zonens stabilitetspagt, som skulle sikre, at medlemslandene opførte sig økonomisk ansvarligt, selvom værdien af deres valuta under alle omstændigheder ville blive holdt oppe af de øvrige euro-lande. Vi var nogen, der dengang ikke troede på, at det system ville fungere. Vi tvivlede på, at de lande, der brød med stabilitetspagtens regler, virkelig ville blive pålagt sanktioner. Det var en hovedårsag til, at vi stemte nej.
Og vi fik ret. Euroen har i praksis virket som et pengepolitisk frihjul, som især de sydeuropæiske lande har kunnet tage en svirretur på. Før euroen ville disse lande og deres befolkninger have mærket konsekvenserne meget hurtigere, end det er sket under euroen. Værdien af deres originale nationale valuta ville være faldet, så borgerne ville kunne købe mindre for deres løn end tidligere. Straffen ville kunne føles, og incitamenterne til at ændre den økonomiske politik i en mere ansvarlig retning ville dermed også have været til stede.
Euro-landene ville det imidlertid anderledes, og de fik lov til at køre videre – uden os. Nu, hvor det har vist sig, at danskernes bekymringer ved projektet var helt på sin plads, ønsker euro-landene så, at vi, der sagde nej til at deltage, skal være med til at betale regningen.
Her burde regeringen sige klart og tydeligt til euro-landene, at de kan rende og hoppe. Euro-landene har holdt en fest, og nu må de selv betale regningen. Men regeringen rejser i stedet beredvilligt til Bruxelles og siger ja til at betale for udskejelserne. Helt utroligt.
Kender vi EU-systemet ret, så kræver den enorme gældsoptagelse enstemmighed hos EU’s medlemslande, og her bør den danske regering nedlægge veto. De lande, der er medlem af euro-zonen, skal være velkomne til at redde hinanden fra konsekvenserne af egne dårlige beslutninger, lige så tossset de vil. Men at involvere de EU-lande, som har beholdt en selvstændig valuta, er skamløst, og den danske regering handler i klar modstrid med danske interesser, når den stiller sig op som velvillig bidragsyder til arrangementet.
Hvad er det danske euro-forbehold værd, når sådan noget kan ske? Er det simpelthen nødvendigt, at Danmark melder sig helt ud af EU for at slippe for den slags i fremtiden?
Det er en skandale.
Danmark er ikke med i euro-samarbejdet. Danskerne stemte nej i 1992 og igen i år 2000. Blandt argumenterne for at stemme nej var bl.a. en manglende tiltro til euro-zonens stabilitetspagt, som skulle sikre, at medlemslandene opførte sig økonomisk ansvarligt, selvom værdien af deres valuta under alle omstændigheder ville blive holdt oppe af de øvrige euro-lande. Vi var nogen, der dengang ikke troede på, at det system ville fungere. Vi tvivlede på, at de lande, der brød med stabilitetspagtens regler, virkelig ville blive pålagt sanktioner. Det var en hovedårsag til, at vi stemte nej.
Og vi fik ret. Euroen har i praksis virket som et pengepolitisk frihjul, som især de sydeuropæiske lande har kunnet tage en svirretur på. Før euroen ville disse lande og deres befolkninger have mærket konsekvenserne meget hurtigere, end det er sket under euroen. Værdien af deres originale nationale valuta ville være faldet, så borgerne ville kunne købe mindre for deres løn end tidligere. Straffen ville kunne føles, og incitamenterne til at ændre den økonomiske politik i en mere ansvarlig retning ville dermed også have været til stede.
Euro-landene ville det imidlertid anderledes, og de fik lov til at køre videre – uden os. Nu, hvor det har vist sig, at danskernes bekymringer ved projektet var helt på sin plads, ønsker euro-landene så, at vi, der sagde nej til at deltage, skal være med til at betale regningen.
Her burde regeringen sige klart og tydeligt til euro-landene, at de kan rende og hoppe. Euro-landene har holdt en fest, og nu må de selv betale regningen. Men regeringen rejser i stedet beredvilligt til Bruxelles og siger ja til at betale for udskejelserne. Helt utroligt.
Kender vi EU-systemet ret, så kræver den enorme gældsoptagelse enstemmighed hos EU’s medlemslande, og her bør den danske regering nedlægge veto. De lande, der er medlem af euro-zonen, skal være velkomne til at redde hinanden fra konsekvenserne af egne dårlige beslutninger, lige så tossset de vil. Men at involvere de EU-lande, som har beholdt en selvstændig valuta, er skamløst, og den danske regering handler i klar modstrid med danske interesser, når den stiller sig op som velvillig bidragsyder til arrangementet.
Hvad er det danske euro-forbehold værd, når sådan noget kan ske? Er det simpelthen nødvendigt, at Danmark melder sig helt ud af EU for at slippe for den slags i fremtiden?
