Pernille Stensgaard og Magnus Bernsen, "Hellerup – historier fra reservatet", 349 kr., 234 sider, gads forlag. Udkommet 16. september 2011. Med (mange) fotos af Tine Harder
Af Ole Olesen
Hellerups ry og fordommene om Hellerup går tilbage til 1700-tallet. Navnet er nogenlunde lige så gammelt og har intet med gamle landsbynavne at gøre. Det stammer fra en justitsråd Heller, der som en af de første højborgerlige københavnere byggede sig et landsted i køreafstand med hestevogn fra hovedstaden.
Efterhånden fulgte mange flere efter: storkøbmænd, bankfolk og folk som Øregårds bygherre Johannes Søbøtger, hvis familie i generationer havde været plantageejere og slaveholdere på De Dansk-Vestindiske Øer.
Landsteder blev statussymboler for de nyrige. Mellem 1750 og slutningen af 1800-tallet blev opført ialt 67 landsteder især i Hellerup, men også i landsbyerne Gentofte og Ordrup. De nyriges ejendomme havde frugthave og drivhus, køkkenhave, marker, husdyr og bønder og lignede minikopier af adelens herregårde.
Adelige og aristokrater havde ikke længere monopol på jordbesiddelse og brød sig ikke om den opstigende klasse af nyrige,der havde penge til at købe stort set, hvad de ville have, og lagde vægt på at demonstrere det.
Men inden år 1900 var dén fest forbi. Landstederne, bortset fra Øregård, blev opkøbt og udstykket og efterhånden forvandlet til de villaer og villaveje, vi kender i dag. Industri og arbejdere er forsvundet, og Hellerups to gange to kilometer langs Strandvejen er blevet den første af de mange velstående enklaver, der breder sig i landskaberne nord for København, men Hellerup er den eneste, der rummer en rigtig gade med femetagers ejendomme, og ligger stadig i køreafstand fra København – på cykel.
“Reservatet” kalder de to Weekendavis-journalister Markus Bernsen og Pernille Stensgaard i deres nye bog dette distrikt i Gentofte kommune, som har været dybt fascinerende og på mange måder også en udfordring. Ikke kun for københavnerne, men også for resten af Danmark. Lige siden Søbøtger og de andre rigmænd fra hovedstaden begyndte at opføre deres landsteder, er Hellerup blevet brugt til at fortælle mere eller mindre forargede historier om penge og omgangsformer blandt folk med formue. Historier, som ved nærmere eftersyn ofte viser sig at være ikke alene overfladiske, men også forkerte.
De to forfattere og deres suveræne fotograf har sat sig for at gå bag om myter og fordomme om “Hellerupfruer”, en særlig “Hellerupdialekt” og om noget, der påstås at være “typisk Hellerup”. De forsøger på basis af interviews med et halvt hundrede hjemmefødte og tilflyttere at tegne, hvad de kalder et nyt mentalt kort over Hellerup. Og det er der kommet en smuk og interessant bog ud af.
Folk i Hellerup (man er nødt til at male med den brede pensel her) ved godt, at de er rige, men den rigtige overklasse bor ifølge en hellerupmyte længere mod nord. I Rungsted bor for eksempel de rigtige materialister. Hellerup er bare det kendteste symbol på velstand, og det er dér den sjove del af overklasssen bor. Blandt andre den kreative klasse.
TV- og radioserier understøtter i den grad myterne. Hellerup optrådte i to serier lige oven i hinanden: 2900 Happiness (2007 – 09) og Veninder på 1. Klasse (2010). I tv-serier, film og romaner kan velhavende mennesker aldrig være sympatiske. Tværtimod viser de fiktive figurer ingen fornemmelse for rigtigt og forkert og forsømmer deres børn, fordi de er grebet af griskhed. Man bliver korrumperet af penge. Det er budskabet.
I Rytteriet udarter myten til farce, og vi griner uvilkårligt af snobberne Poul og Fritz, når de dasker rundt i deres morgenkåber med fulde glas, mens de kommenterer de nærige fattige og deres charterferier til 2800 kr.: “fandme ulækkert. Det kan man jo ikke engang få en ordentlig flaske rødvin for.”
Der eksisterer også en myte i litteraturen om, at de rige er ukultiverede. Bogen nævner som eksempel den måde, hvorpå Gyldendal i sin pressemeddelelse pæsenterede Jan Sonnergaards novellesamling Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen: “i en række socialrealistiske noveller hænges de nyrige og lidt åndløse succesindivider ud.”
I det omfang folk i Hellerup overhovedet beskæftiger sig med den slags film og bøger, vil de have svært ved at genkende sig selv. Eller, som Bernsen og Stensgaard skriver, kan virkelighedens hellerupborgere på den baggrund “dukke op som komplette overraskelser. De er disciplinerede og stærkt opsat på at gøre alting rigtigt. Også i forhold til deres børn... hvis alle var som dem, havde vi færre problemer i samfundet.”
Men hvad karakteriserer dem egentlig, de 23.000 hellerupborgere?
Ja, blandt andet har de gode forudsætninger for ikke at skabe problemer i samfundet: 1/3 af dem er selvstændige eller “lønmodtagere på højt niveau”, nogle af de bedst betalte i landet. De er advokater, ingeniører, it-konsulenter, embedsmænd, læger, eller de tilhører de kreative brancher som TV, film, reklame og faktisk også kunst – kunstnere, der som for eksempel maleren Per Kirkeby har formået at kombinere kunst med indtjening.
44 procent af borgerne i Gentofte har en videregående uddannelse. Det er det dobbelte af landsgennemsnittet. De har i gennemsnit 4,72 millioner kroner i friværdi og pensionsopsparing, d.v.s. tre gange så meget som den gennemsnitlige dansker. Fire af de fem dyreste ejerlejligheder i Danmark findes i Tuborg Havn. Og sådan kunne man blive ved. Som de to forfattere formulerer det i bogen: De fleste har det til fælles, at de er velhavende og veluddannede, ellers ville de ikke være her. Der er i øvrigt en sammenhæng mellem uddannelse og “børneomsorg”. Det bruger kvinder med lang uddannelse i gennemsnit nemlig 5½ time mere på om ugen end andre kvinder.
Folk derude er som nævnt disciplinerede. Krop og sind skal være i orden. Der bliver løbet, cyklet, sejlet, roet kajak m.m. Og der bliver gået til yoga. Alt sammen nok til,at folks kroppe begynder at ligne hinanden. Kvinderne beholder deres ungpigefigur godt op i årene. Mændene slider for at holde topmaven inde, for overvægt er lig med svaghed, mens en sund krop signalerer selvtillid og en slags moralsk renhed.
Alkohol er fortrængt til private hjem, men er ikke desto mindre registreret som en sort plet på sundhedsområdet, hvor Hellerup ellers er førende i alle andre henseender: 16 procent af mændene drikker mere end Sundhedsstyrelsens højrisikogrænse, og dobbelt så mange kvinder som på landsplan viser tegn på alvorligt alkoholmisbrug.
Men der er også eksempler på disciplineret, måske lidt dekadent, omgang med alkohol. En pensioneret operasanger kan til eksempel fortælle, at han en gang om året mødes med 11 andre seniorer til champagne og østers. Det starter med et glas i haven, hvorefter man går ind til bordet, hvor der ligger en smuk, nøgen dame – på maven. Det er forbudt at kommentere bordpynten, og hvis man rører, er det bortvisning for altid!
Morsomt? Blær? Eksemplet illustrerer i hvert fald problemet om, hvad penge kan gøre ved mennesker.
Den danske adel, der havde det lidt svært med plantageejere og lignende folk langs Strandvejen, var ikke de første til at forundres og forarges over nyrige opkomlinge. Den græske filosof Aristoteles skrev om købmænd i Athen, der pludselig blev styrtende rige på at importere parfume og krydderier: “Der er en forskel på personligheden hos den nyrige og hos den, hvis velstand har eksisteret længe, da den nyrige besidder velstandens synder i højere grad, fordi han ikke er blevet uddannet til brugen af velstand”.
Den modsætning findes også i Hellerup og kom frem i sin helt groteske form, da Erik Damgaard og Anni Fønsby for et halvt hundrede millioner købte villa Bella Vista helt nede ved vandet for enden af den smukke Hambros Allé og straks byggede en dobbeltgarage og støbte et par stenløver fast på fortovet plus anbragte en affyringsrampe til Eriks jetvandski.
De overtrådte i den grad det princip om diskretion, som præger folk, der, som Aristoteles siger, er blevet uddannet til brugen af velstand.
Bella Vista ejes nu af andre, løverne er fjernet, og Anni træner til at skulle udstå et længerevarende ophold i en bolig på 10 – 15 kvm.. Men der er en dejlig villa på 207 kvm til salg for 10,9 millioner på en nærliggende vej, som er opkaldt efter Øregårds grundlægger. Søbøtgers Allé hedder den. Så kan enhver jo overveje med sig selv, om man både har råd til at bo i reservatet og er tilstrækkeligt uddannet i brugen af velstand til at have fortjent at bo der.
Hvis man er i tvivl, er der god hjælp at hente i Hellerup – historier fra reservatet.
