Nils Gunder Hansen, "Lille dreng med rejseskrivemaskine", 269 sider, 249 kr. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkom fredag den 6. maj
Der er ikke så mange borgerlige kulturskribenter, og der er endnu færre, der skriver bøger. Men Nils Gunder Hansen gør. I øvrigt på Kristeligt Dagblads lille eksklusive forlag, hvor også Henrik Jensen er udkommet med Det ordentlige menneske, og hvor også Sørine Gotfredsen udkommer efter sommerferien med Den åndløse dansker.
Nils Gunder Hansen har skrevet og været med i adskillige bøger, men specielt her på 180Grader er der grund til at nævne, at han for fem år siden sammen med blandt andre Niels Lillelund og Anders Raahauge fra Jyllands-Posten, Henrik Gade Jensen fra CEPOS og Bent Blüdnikow fra Berlingeren skrev den meget læseværdige Velfærd tur-retur (Gyldendal) om, hvor gennemgribende socialdemokratismen har præget kulturlivet i Danmark.
Og nu er han så - som 54-årig! – aktuel med erindringer om sit liv indtil dato. Som han siger i et interview med Kristeligt Dagblad (KD) forrige fredag, kommer erindringerne nu, fordi han gerne vil beskrive 1970’erne, som er den tid han voksede op i. En brydningstid med en venstrefløjskultur, der gennemsyrede alt, i hvert fald på universiteterne, på en måde, som det er svært at forstå i dag, og som han måske ville have glemt om 20 år.
Han var på Københavns Universitet (KUA) frem til 1992, derefter på KD og Berlingske frem til 2008, hvor han blev professor i dansk litterær kultur på Syddansk Universitet i Odense, hvor han var begyndt som student i 1975. Sideløbende med professoratet er han begyndt at skrive i KD igen. Frem og tilbage? Ja, men sandelig en rejse med brud og spring, og man føler sig overbevist om, at den resterende rejse nok skal komme til at køre på flere skinner endnu.
Kulturradikalt hjem
Det hele starter i provinsen, hvor sønnen må følge med lægefar og (hus-)mor på flere stationer rundt i landet, inden faren bliver overlæge i Tønder. Et trygt hjem, som Nils Gunder Hansen giver et kærligt, kritisk og loyalt billede af. Kulturradikalt kalder han det med god samvittighed, for hans tid dér var før, ordet var kommet på listen over de skældsord, nogle af nutidens liberale bruger om deres modstandere.
Og interessant er det at se, hvad der dengang blev læst og sagt i et ”dannet hjem” for nu at bruge et udtryk, som er gået af mode eller bliver misforstået (det er nemlig ikke det samme som ”kulturradikal”).
Politiken og Information blev læst til daglig orientering. Berlingske kom ikke inden for døren, så Nils måtte sende udklip hjem, hvis far og mor skulle læse, hvad han skrev i den avis.
De fulgte i øvrigt den generelle venstreorientering i samfundet op gennem 60’erne, så det var ikke så slemt, da Nils som helt ung studerende i dansk på Odense Universitet blev marxist.
Værre var det, da han som cirka 35-årig blev ”borgerlig”. Som han skriver: ” Hvis jeg sagde noget pænt om Uffe Ellemann-Jensen, så min mor ud, som om hun mest af alt havde lyst til at smække mig en lussing.”. Det stak dybt: ”Deres holdning til Venstre og Konservative ... grænser til væmmelse og foragt.”
Ja, sådan gik skellene for dannede og veluddannede mennesker for 20 år siden, og de har mærkværdigvis ikke flyttet sig særlig meget siden da.
Universitetsmarxismen
Bogen giver et fascinerende indblik i et ungt akademisk menneskes udvikling i 70’erne og 80’erne. Studier, kærlighed, kollektiver, besættelser og aktioner. Spændende både for dem, som ikke har gennemlevet de år, og for os der har.
Men mest spændende, hvis man interesserer sig for meningsdannelsen i det danske samfund, er det at få et indblik i forholdene på de marxistisk dominerede universiteter og på de aviser, hvor Nils søgte hen, da han måtte bryde med universitetsverdenen i 1992.
Der havde ikke været en eneste 68’er blandt hans lærere på gymnasiet i det idylliske Tønder, men på danskstudiet i Odense blev han hurtigt glødende marxist. Dels fordi han via marxismen kunne se tingene i deres store sammenhæng, dels fordi ” som medløber fik man del i en meget stor pakke”, især det euforiske kollektive studenterliv.
For en begavet, belæst og aktiv ung mand, som vi her har med at gøre, var det naturligt at fortsætte på det elitære og stadig marxistiske Institut for Litteraturvidenskab på Københavns Universitet (KUA), hvor Nils tidligt markerede sig som et talent, også med tidsskriftsartikler. Efter at være blevet magister var han i 8 år ansat i forskellige kortvarige stillinger, men blev anset for at være favorit til et lektorat og som efterfølger for professor Peter Madsen.
Da lektoratet så blev slået op, trak afgørelsen helt urimeligt længe ud. Og efter 15 måneder valgte man så en anden yngre forsker, der end ikke havde afsluttet sit ph.d.- studium.
Tiden på KUA og især afskeden med det fylder meget i et par af de anmeldelser, der allerede er kommet. Og selvfølgelig var det et granatchok, en enorm skuffelse og et ydmygende svigt fra Peter Madsens side.
Men det er altså 20 år siden, og det fylder ikke særligt meget i bogen – og så vidt man kan bedømme heller ikke særlig meget hos Nils i dag. Han siger ligefrem i et interview med Information sidste mandag om Madsen: ”... jeg har faktisk altid haft det godt med ham, også selvom han ødelagde min karriere.”
Og med den filosofiske overbærenhed, som synes at være et karaktertræk, tilføjer han: ”Set i et livsperspektiv, så var det godt, at jeg kom væk ...”. For, som han siger i bogen, der var noget ”indebrændt, frustreret og angstbetonet” over det stærkt konkurrenceprægede miljø. Og han følte sig ved at sige op ”som den actionhelt, der vandrer væk efter at have antændt en sprængladning og ikke ... ser sig tilbage, da eksplosionen kommer. Det var pragtfuldt.”
En følelse, man godt kan genkende, hvis man selv har haft den fornøjelse at smide et job i hovedet på ukvalificerede ledere og gå direkte ud ad døren.
På avis
Den slags er nu engang nemmere, hvis man har noget at gå til. Og Nils kunne gå direkte over i et job som kronik- og debatredaktør på Kristeligt Dagblad med en vis bistand fra sin gode ven fra Tønder og studiekammerat fra KUA, Anders, der efter en ussel behandling fra Madsen&Compagni var flyttet i forvejen som kulturredaktør.
Det var noget nyt i de år og hang sammen med mangelen på jobs, at litteraturmagistre m.fl. søgte tilflugt i dagspressen, og det var for universitetsfolkene en helt ny verden at komme ind i. For Nils var det skønt at konstatere, at han kunne finde ud af at arbejde uden for universitetet, og han betegner sine fire år på KD som nogle af de lykkeligste arbejdsår i sit liv.
Han var i mellemtiden blevet ”borgerlig”, bl.a. inspireret af den store borgerlige tænker Henning Fonsmark Det skete i en glidende overgang, som blev fuldført, mens han var på KD.
Efter KD blev det til 12 år på Berlingske. En noget mere blandet oplevelse. Kulturstoffet var i begyndelsen højt prioriteret, og avisen var i nogle år i midten af 90’erne førende på kulturområdet.
Som arbejdsplads virkede Berlingske uoverskueligt stor, som at komme fra Odense til København. Værre var, at den ledelsesmæssigt var usammenhængende. Nils skulle fra begyndelsen redigere et nyt tillæg, Eksistens, der skulle handle om religion, livsfilosofi og livstydning, men det var ikke en helhjertet satsning og blev hurtigt stoppet. Derefter fulgte en periode som litteraturredaktør præget af modsætninger mellem akademikere og journalistuddannede, men efterfulgt af et par gode år som skrivende medarbejder og anmelder.
Niels Lunde blev chef
Avisen skulle og skal jo forestille at være borgerlig, kulturkonservativ, uden at det er særligt tydeligt, hvad det vil sige. Og helt galt gik det, da den dygtige erhvervsjournalist Niels Lunde blev chefredaktør. Lunde var noget af en betonliberalist og havde et had/kærlighedsforhold til kulturstoffet – 90% had og 10% kærlighed ifølge Nils – og en stærkt forenklet ledelsesfilosofi, som mange andre end Nils trivedes dårligt med:
”Det var den mest deprimerende og udsigtsløse periode i mit arbejdsliv overhovedet,” skriver han. Her er ikke nogen filosofisk overbærenhed.
Da økonomien så i 00’erne bliver dårlig, laver Lunde klapjagt på medarbejdernes eksterne engagementer og afviser pure at lade Nils indstille til Etisk Råd af et borgerligt parti. Det kunne ikke forenes med arbejdet på avisen.
Til sidst løb Lunde sur i sin egen varme luft og i Muhammed-krisen, hvor han ikke kunne finde sine – og dermed avisens – ben. Han fratrådte i 2007. Og er nu igen en dygtig erhvervsjournalist. På Politiken.
Efter Lunde blev der stadig mindre plads til kulturen. Og det blev en kærkommen anledning til at smutte, at Lisbeth Knudsen i 2008 ikke ville give lov til, at Nils af Brian Mikkelsen blev udpeget til formand for det litterære tremandsudvalg i Statens Kunstfond. Det kom hun nu ikke til at bestemme, for han sagde op, Han havde på forhånd sikret sig, at han kunne komme til at skrive for KD. Sådan er det at være en respekteret kulturskribent!
Samme år blev han professor ved Syddansk Universitet. Meget passende professor i dansk litterær kultur siden 1940. Ringen var sluttet.
