Billy-brevene er faktisk en gammel nyhed

Se blot hvad BT skrev i 2005 Nyrup: Spindoktor er gået i selvspin Billy Adamsen tager æren for ting, som han slet ikke har deltaget i, siger Nyr...

Ikke angivet Ikke angivet,

19/12/2010

Se blot hvad BT skrev i 2005

Nyrup: Spindoktor er gået i selvspin

Billy Adamsen tager æren for ting, som han slet ikke har deltaget i, siger Nyrup

Af Søren Mortensen

Nyrup er skuffet.

Danmarks tidligere statsminister gennem ni år kunne i sidste uge se sig hængt ud af sin tidligere spindoktor Billy Adamsen .

Det sker i bogen »Spindoktor«, hvor Billy Adamsen ret overraskende bryder to hovedregler for folk i hans profession:

Han sværter sin chef til, hvor det gik galt, og tager selv æren, når Poul Nyrup Rasmussen gjorde det godt.

»Efter at have læst bogen er jeg dybt skuffet over, at et menneske, som jeg har vist stor tillid, og som selv har understreget sin ubegrænsede loyalitet til mig, nu bryder alle de bånd.

Jeg er også skuffet over, at han efter eget udsagn tager æren for alle de forløb, der gik godt. Hvorimod dem, der gik mindre godt, dem fralægger han sig ansvaret for. Det er ikke udtryk for et ordentligt samarbejde. Det er heller ikke virkeligheden. Sandheden er, at halvdelen af de begivenheder, han omtaler, har han ikke været med i. Og i den anden halvdel overvurderer han helt sin egen betydning. Det synes jeg ikke kan stå uimodsagt,« siger Nyrup til B.T.

Han vil slet ikke tage Billy Adamsens navn i sin mund, men omtaler ham kun som »den pågældende medarbejder«.

Nyrup havde overvejet at tie bogen ihjel, men har altså alligevel valgt at kommentere den. Det skyldes oplysninger om, at andre medier var begyndt at tage Adamsens bog alvorligt. Og det mener Nyrup slet ikke, at den fortjener.

Faktisk har Nyrup ikke ret meget godt at fortælle om »den pågældende medarbejder«.

»Det er, som om han er gået i selvspin og har mistet forbindelsen til virkeligheden,« siger han.

I bogen giver Billy Adamsen udtryk for, at en spindoktor skal holde sig i baggrunden. Det passer meget dårligt med det billede af sig selv, som han forsøgte at sælge til Nyrup.

Medieminister

»Hans selvovervurdering var der ikke noget i vejen med,« siger Nyrup og nævner i flæng en række topposter, som Billy Adamsen nærmest tryglede ham om at blive udnævnt til i de fem år, han var ansat.

Han foreslog, at han skulle indsættes som chefredaktør for det tidligere Fri Aktuelt. Han ville have Nyrup til at oprette en post som assisterende presseminister. Billy Adamsen skulle være medieminister, og endelig ville han være chef for et nyt medieforskningscenter og ses så meget med Nyrup som muligt, så offentligheden kunne få respekt for Billy Adamsen .

Alle disse mere eller mindre fantasifulde jobforslag fremgår af breve og fax’er, som Billy Adamsen har sendt til Nyrup gennem årene, og som B.T. har haft lejlighed til at læse.

Det kom der naturligvis aldrig noget ud af, for i Nyrups optik var »den pågældende medarbejder« slet og ret en pressemedarbejder, hvis opgave det alene var at overvåge mediernes dækning af det politiske liv.

Helt patetisk blev det, da Billy Adamsens kontrakt udløb i 2002 efter regeringsskiftet året forinden.

Han bad Nyrup ringe til den britiske premierminister Tony Blair i weekenden og lægge et godt ord ind for ham.

Det ville se godt ud på Billy Adamsens CV, hvis han kunne komme ind i kredsen omkring Blair, mente han.

Billy Adamsen underskrev sig »din stigmatiserede lusseVen«.

Nyrup svarede aldrig på brevet.

[email protected]

Billys brølere

Poul Nyrup Rasmussens kritik af Billy Adamsen kan sammenfattes i 10 punkter:

1. Billy Adamsen tager æren for Nyrups håndtering af forløbet efter terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001, selv om han ikke deltog i politiklægningen.

2. Han tager også æren for idéen om efterlønsbeviset til de 60-årige.

3. Han skriver i bogen, at spindoktorer skal holde sig i baggrunden, men plager Nyrup om at blive udnævnt til minister, chefredaktør og andre topjob.

4. Han giver indtryk af, at han er ansat i Statsministeriet, mens han retteligt er ansat i Socialdemokratiet.

5. Han påstår, at han selv sagde sit job op, mens det var Nyrup, der undlod at forlænge hans kontrakt.

6. Billy Adamsen førte sig frem, som alle ansatte i Statsministeriet var nogle uvidende amatører. Han ville dog gerne have ledelsesansvar over dem.

7. Hans meget omtalte samarbejde med Downing Street 10 i London er stærkt overvurderet. Han forsøgte at få Nyrup til at anbefale ham over for Tony Blair, hvad Nyrup aldrig svarede på.

8. I talrige breve taler Billy Adamsen om sin aldrig svigtende loyalitet mod Nyrup, men kritiserer ham alligevel i sin bog.

9. Han påstod, at han havde gode kontakter til mange medier, men havde kun venner på Ekstra Bladet, hvis forlag har udgivet bogen.

10. Den triste historie om hans fordrejede selvspin bliver en tand ekstra trist i lyset af hans næsten knæfaldende bøn om, at Nyrup skulle besøge hans børn i børnehaven og lade sig fotografere sammen med Billy Adamsen.

Kilde: