Med ikrafttrædelsen af lissabontraktaten sidste december slås det nu for første gang fast, at eu-retten har forrang for national ret. Ydermere præciseres det i erklæring 17, at forrangen skal tolkes ”i overensstemmelse med Domstolen for Den Europæiske Unions faste retspraksis”. Dette afgør en gammel strid mellem de nationale og EU's institutioner – nemlig hvorvidt EU-retten har forrang for vores grundlov. I en række domme har EF-domstolen fastholdt, at eu-retten har forrang for de nationale grundlove, mens eksempelvis Højesteret i Maastrichtdommen slog fast, at noget sådan var uden for suverænitetsafgivelsens grænser.
Med erklæring 17 accepterer medlemslandene en kodificering af den eksisterende eu-praksis på området, herunder ”de betingelser, der er fastlagte i nævnte (EF-domstolens, red) retspraksis”. Dette rejser det prekære spørgsmål, om den danske regering enten har krænket grundlov som udlagt efter Højesteretsdom, særligt afsnit 9.2, pkt. 4, eller forsøger at føre sine eu-kollegaer bag lyset? I nævnte dom slår Højesterets fast, at ”det kan ikke i medfør af § 20 overlades til en international organisation at udstede retsakter eller træffe afgørelser, som strider mod bestemmelser i grundloven […]”. Højesteret har altså entydigt udtalt sig til fordel for grundloven i spørgsmålet om EU-rettens forrang.
Dette skal ses på baggrund af to centrale domme fra EF-domstolen – 6/64 Costa/ENEL samt 11/70 Internationales Handelsgesellschaft, hvor EF-domstolen – modsat Højesteret – slår fast, at EF-retten har forrang for nationale forfatninger. Det er disse domme, der refereres til, når erklæring 17 taler om den udviklede retspraksis. På den baggrund må man undre sig over, hvad den danske regering har tænkt, da de underskrev lissabontraktaten. At man har tænkt noget, ved vi fra Justitsministeriets redegørelse om lissabontraktaten, hvor det slås fast, at ”danske myndigheder efter grundloven ville være forpligtet til at lade grundloven gå forud for EU-regler, hvis den ekstraordinære situation skulle opstå, at der blev gennemført en EUretsakt, der var uforenelig med grundloven.” Så vidt så godt. Men hvordan har den danske regering så med god samvittighed i Lissabon kunnet sige ja til præcis det modsatte – nemlig til EF-domstolens praksis om forrang for grundloven?
Hvorfor har den danske regering ikke insisteret på, at den nationale praksis blev sidestillet med EF-domstolen i den nævnte erklæring? Med den eksklusive henvisning til EF-domstolen og dennes praksis, der afviser de nationale forfatningers forrang, diminuerer Justitsministeriet sit eget notat, der mere fremstår som et hyklerisk forsøg på at bortforklare, at man ikke har insisteret på en overholdelse af Højesterets præmisser. Måske man har fundet grundlovens forrang for pinlig til at insistere på ved regeringskonferencen? Måske man bare var ligeglad? Med den nye erklæring er der ingen tvivl om, at det er EF-domstolens praksis, medlemslandene anerkender og tillægger forrang. Det er uden tvivl blevet noteret med tilfreds i Luxembourg. Men hvad siger Højesteret?
Med erklæring 17 accepterer medlemslandene en kodificering af den eksisterende eu-praksis på området, herunder ”de betingelser, der er fastlagte i nævnte (EF-domstolens, red) retspraksis”. Dette rejser det prekære spørgsmål, om den danske regering enten har krænket grundlov som udlagt efter Højesteretsdom, særligt afsnit 9.2, pkt. 4, eller forsøger at føre sine eu-kollegaer bag lyset? I nævnte dom slår Højesterets fast, at ”det kan ikke i medfør af § 20 overlades til en international organisation at udstede retsakter eller træffe afgørelser, som strider mod bestemmelser i grundloven […]”. Højesteret har altså entydigt udtalt sig til fordel for grundloven i spørgsmålet om EU-rettens forrang.
Dette skal ses på baggrund af to centrale domme fra EF-domstolen – 6/64 Costa/ENEL samt 11/70 Internationales Handelsgesellschaft, hvor EF-domstolen – modsat Højesteret – slår fast, at EF-retten har forrang for nationale forfatninger. Det er disse domme, der refereres til, når erklæring 17 taler om den udviklede retspraksis. På den baggrund må man undre sig over, hvad den danske regering har tænkt, da de underskrev lissabontraktaten. At man har tænkt noget, ved vi fra Justitsministeriets redegørelse om lissabontraktaten, hvor det slås fast, at ”danske myndigheder efter grundloven ville være forpligtet til at lade grundloven gå forud for EU-regler, hvis den ekstraordinære situation skulle opstå, at der blev gennemført en EUretsakt, der var uforenelig med grundloven.” Så vidt så godt. Men hvordan har den danske regering så med god samvittighed i Lissabon kunnet sige ja til præcis det modsatte – nemlig til EF-domstolens praksis om forrang for grundloven?
Hvorfor har den danske regering ikke insisteret på, at den nationale praksis blev sidestillet med EF-domstolen i den nævnte erklæring? Med den eksklusive henvisning til EF-domstolen og dennes praksis, der afviser de nationale forfatningers forrang, diminuerer Justitsministeriet sit eget notat, der mere fremstår som et hyklerisk forsøg på at bortforklare, at man ikke har insisteret på en overholdelse af Højesterets præmisser. Måske man har fundet grundlovens forrang for pinlig til at insistere på ved regeringskonferencen? Måske man bare var ligeglad? Med den nye erklæring er der ingen tvivl om, at det er EF-domstolens praksis, medlemslandene anerkender og tillægger forrang. Det er uden tvivl blevet noteret med tilfreds i Luxembourg. Men hvad siger Højesteret?
