Jeg ser et politisk projekt i at undgå barnliggørelsen af danskerne. Barnliggørelsen fører til det resultat, at vi alle gøres til ofre og svage og umyndiggjorte, som politikere kan bruge i deres retoriske kram og i deres forsøg på at skabe et feminiseret samfund. Hvis det lykkes vil Socialdemokratiet, de radikale, Enhedslisten og SF nå 175 mandater, eller tæt på.
I intet andet land i verden kan folk, der aldrig har risikeret noget som helst og også er fuldstændigt ignorante overfor hvad der sker ude omkring i den store verden, klare sig så godt som i Danmark. Og samtidig brokke sig over, at være ofre for voksensamfundets krav om at tage et ansvar, f.eks. for at opdrage egne børn. Og selv smøre deres madpakke.
Flere danske par har været i statsfinansieret parterapi. Det kan være par, der i deres jobmæssige virke optræder selvstændigt, beslutsomt og kreativt, men som i deres private samliv er kørt fast i trivialiteten og praktiske emner og har givet fortabt overfor eget liv og situation.
Det store spørgsmål er, om det skal være en offentlig opgave at tilbyde terapi til børnefamilier, hvor forældrene har problemer i parforholdet og har brug for redskaber til at undgå skilsmisse eller til at gøre den så lempelig som muligt, især for børnenes skyld? I hvert fald har staten givet tilbuddet de sidste fem år i en forsøgsordning.
Umiddelbart kan man mene, at da staten i forvejen tager sig af snart sagt hvad som helst og leverer service og tilbud langt ind i privatsfæren, ja hvorfor så ikke også parterapi? Forskning viser, at der ofte følger sociale problemer med skilsmisser - selv om lykkelige skilsmisser uden tvivl findes, er det ofte en katastrofe for de voksne, og skilsmissebørn klarer sig ofte dårligere i skolen og ender oftere i statistikker over misbrug, arbejdsløshed, kriminalitet osv. Så hvis man fokuserer på den samfundsøkonomiske bundlinje, er det sikkert udmærket, hvis offentlig parterapi kan være med til at forhindre en skilsmisse eller to. Men det gør det ikke rigtigt at bruge offentlige midler på noget, som man ikke skal gøre til et fællesanliggende. Og man skal principielt ikke understøtte borgere, der kan klare sig selv eller rettere betale selv. Velfærdsstatstankegangen og omsætningen af ideen om en velfærdsstat er gået for vidt, hvis ressourcestærke skal trække på fællesskabet.
Staten har for længst overskredet det, man med rimelighed kan betragte som statens kerne- og ansvarsområde. I den moderne velfærdsstat er de fleste for længst vænnet til at betragte velfærdsydelserne ud fra forbrugersynspunktet. Det er ikke forpligtende at være forbruger. Og varerne er i øvrigt ikke prismærkede og kan fejlagtigt opfattes som gratis.
Det er de oplyste, de frække og de i forvejen ressourcestærke, der tager for sig af ”gratisretterne”. Ingen vil jo risikere at være nettobidragydere til velfærdsstaten. Alle vil have ”value for money” og modtage det i ydelser, de giver i skatter, mindst.
Erfaringen fra parterapi-forsøget er, at det ikke er parret fra det socialt belastede kvarter, der opsøger tilbuddet, men borgere, som man med rimelighed kunne mene, burde have råd til terapi. Velfærdsstaten er, med mindre den selv sætter grænserne for dens eget udbud, et bundløst kar, der kun er med til - med filosoffen Ole Thyssens ord - at accelerere hjælpeløsheden, fordi den hele tiden bekræfter, at hvis der er et problem, træder velfærdsstaten til, også selv om denne måtte have andre og vigtigere opgaver at tage sig af. Eller burde begrænses til få velvalgte områder. Men så længe politikere ikke kan sætte grænser for velfærdsstaten kan man vel heller ikke forlange at borgerne kan eller vil.
Resultatet af barnagtiggørelsen er, at den moderne tilværelse mere og mere bliver domineret af en barnagtighed, hvor alt ses ud fra eget perspektiv og egne behov. Samfundssindet forsvinder.
I intet andet land i verden kan folk, der aldrig har risikeret noget som helst og også er fuldstændigt ignorante overfor hvad der sker ude omkring i den store verden, klare sig så godt som i Danmark. Og samtidig brokke sig over, at være ofre for voksensamfundets krav om at tage et ansvar, f.eks. for at opdrage egne børn. Og selv smøre deres madpakke.
Flere danske par har været i statsfinansieret parterapi. Det kan være par, der i deres jobmæssige virke optræder selvstændigt, beslutsomt og kreativt, men som i deres private samliv er kørt fast i trivialiteten og praktiske emner og har givet fortabt overfor eget liv og situation.
Det store spørgsmål er, om det skal være en offentlig opgave at tilbyde terapi til børnefamilier, hvor forældrene har problemer i parforholdet og har brug for redskaber til at undgå skilsmisse eller til at gøre den så lempelig som muligt, især for børnenes skyld? I hvert fald har staten givet tilbuddet de sidste fem år i en forsøgsordning.
Umiddelbart kan man mene, at da staten i forvejen tager sig af snart sagt hvad som helst og leverer service og tilbud langt ind i privatsfæren, ja hvorfor så ikke også parterapi? Forskning viser, at der ofte følger sociale problemer med skilsmisser - selv om lykkelige skilsmisser uden tvivl findes, er det ofte en katastrofe for de voksne, og skilsmissebørn klarer sig ofte dårligere i skolen og ender oftere i statistikker over misbrug, arbejdsløshed, kriminalitet osv. Så hvis man fokuserer på den samfundsøkonomiske bundlinje, er det sikkert udmærket, hvis offentlig parterapi kan være med til at forhindre en skilsmisse eller to. Men det gør det ikke rigtigt at bruge offentlige midler på noget, som man ikke skal gøre til et fællesanliggende. Og man skal principielt ikke understøtte borgere, der kan klare sig selv eller rettere betale selv. Velfærdsstatstankegangen og omsætningen af ideen om en velfærdsstat er gået for vidt, hvis ressourcestærke skal trække på fællesskabet.
Staten har for længst overskredet det, man med rimelighed kan betragte som statens kerne- og ansvarsområde. I den moderne velfærdsstat er de fleste for længst vænnet til at betragte velfærdsydelserne ud fra forbrugersynspunktet. Det er ikke forpligtende at være forbruger. Og varerne er i øvrigt ikke prismærkede og kan fejlagtigt opfattes som gratis.
Det er de oplyste, de frække og de i forvejen ressourcestærke, der tager for sig af ”gratisretterne”. Ingen vil jo risikere at være nettobidragydere til velfærdsstaten. Alle vil have ”value for money” og modtage det i ydelser, de giver i skatter, mindst.
Erfaringen fra parterapi-forsøget er, at det ikke er parret fra det socialt belastede kvarter, der opsøger tilbuddet, men borgere, som man med rimelighed kunne mene, burde have råd til terapi. Velfærdsstaten er, med mindre den selv sætter grænserne for dens eget udbud, et bundløst kar, der kun er med til - med filosoffen Ole Thyssens ord - at accelerere hjælpeløsheden, fordi den hele tiden bekræfter, at hvis der er et problem, træder velfærdsstaten til, også selv om denne måtte have andre og vigtigere opgaver at tage sig af. Eller burde begrænses til få velvalgte områder. Men så længe politikere ikke kan sætte grænser for velfærdsstaten kan man vel heller ikke forlange at borgerne kan eller vil.
Resultatet af barnagtiggørelsen er, at den moderne tilværelse mere og mere bliver domineret af en barnagtighed, hvor alt ses ud fra eget perspektiv og egne behov. Samfundssindet forsvinder.
