Paul Krugman - som er nobelprismodtager i økonomi - har på det seneste talt imod at vi Europa lægger loft over statsgælden og skærer det økonomiske grundlag til, så vi holder en kurs mod let inflation snarere end hyperinflation. Men nu kan det jo være at én af de mangfoldige ting som Krugman ved - og vi andre ikke ved - er, at amerikanerne måske slet ikke har tænkt sig at betale sin gæld tilbage (i den værdi som den er udstedt).
Alle der interesserer sig for økonomi kan med blot anvendelse af en lille smule fantasi se, at den ekspansive pengepolitik forvandler dollarøkonomien til yen, og baner vejen for en langvarig stagflation. Selv Island vil have en hård valuta, hvis der ikke sættes en stopper for den ekstreme gældssætning i amerikansk økonomi...
Nu er det et faktum at de ekspansive pengepolitikker verdens centralbanker har ført, har betydet at likviditetsflowet har kunnet opretholdes i det finansielle system. Men den profylaktiske effekt af den valgte indsats er tvivlsom.
Likviditeten har kunnet opretholdes i det finansielle system - men fjernes droppet (med gratis penge), vil aktiviteterne ophøre fordi patienten vil gå i hurtigt chok - og hjernedøden vil indtræffe efter få minutter uden flydende penge. At udskrive patienten til behandling i hjemmemarkedet ville i den medicinske verden være sidestillet med aktiv dødshjælp.
Det er desuden langt fra en naturlov, at centralbanker stiller uendelig likviditet til rådighed for distributionsleddet til nærmest ingen pris. Tiltaget har kunnet modvirke blødningen i verdensøkonomien, men årsagen til den finansielle krise er stort set ubehandlet.
Set ud fra en økonomisk betragtning har behandlingen blot forberedt at økonomien kan overføres til intensiv behandling. Men diagnosen er stadig den samme. Kreditanstalter og finansieringsinstitutter verden over har en alarmerende dårlig økonomi. Gearing, solvens og bonitet i bankerne er stadig al for høj, og dette til trods for at banksystemet har kunnet arbejde for nærmest frie midler i markedet siden man iværksatte den ekspansive pengepolitik.
De ekstremt lave renter har desuden medført at gældstrykket har kunnet forværres og uholdbare engagementer - der ikke kan levnes mange chancer på markedsvilkår - drives foran bankerne og bygger op til en økonomisk katastrofe, når de milde vinde stopper og man pludselig skal til at betale for at låne penge igen.
Så længe landene kan afhænde obligationer i markedet til en rimelig rente (bankmultiplikationsfaktoren øger omsætningen af pengemængden - og på det helt lange sigt også pengemængden - når engagementerne er tilbagebetalt, med renter og renters rente) vil markedsøkonomien trives, vil det være muligt at skabe et økonomsik klima med en let inflation, der smører alle økonomiens små tandhjul. (I teorien, og hvis staterne forgældes til op over skorstenenene - lader skatten følge fordringerne - og afmonterer den sociale kontrakt med borgerne).
Når det ikke længere er muligt at afsætte obligationer - fordi markedet enten er mættet, eller forventningerne til om udstederne evner at tilbagebetale gælden, vil den effektive rente stige mod højderne. Der er desuden et ganske lavt loft, da landene i forvejen er dybt forgældede, og det er måske det bedste man kan sige om økonomien idag.
Imidlertid er økonomien ude i verden begyndt at korrigere sig selv. Der afmonteres dårlige engagementer i bankerne. Virksomheder lukkes og medarbejdere fyres pga. produktivitetsforbedringer og adaption til de nye markedsvilkår. Den ene bank efter den anden lider solvensdøden og antallet af konkurser er stigende.
Virksomhedslukninger og flytning af produktion til regioner med lavere omkostninger flytter tyngdepunktet i bundlinien, men balancepunktet er helt ude af syne for de mange, mange helt almindelige mennesker i Amerika og Europa, der i disse dage mister deres arbejde på grund af den økonomiske krise. Vel at mærke jobs, der efter al sandynlighed aldrig vil komme igen, fordi regionerne vil videreføre den intensive behandling af det finansielle system og subsidiere finanssektoren med statsmidler for at opretholde den finansielle stabilitet.
Så groft sagt kan man sige at valget står imellem pest eller kolera:
1. Enten fører landene en ekspansiv pengepolitik (der udvander valutaen), men holder hånden under betalingsmidlet og afstiver den finansielle stabilitet, med de virksomhedslukninger, konkurser og massefyringer der følger med i kølvandet, og lader det være op til den sociale kontrakt i landene at afbøde virkningerne.
2. Eller også beder man høfligst om regningen snarest og genindfører valutaregimer, der belønner opsparing og sporer økonomierne ind på en kurs mod let inflation igen.
Enhver må kunne forstå, at ingen kan være tjent med at landene udsteder veksler på skatteprovenuet, for fortsat at holde hånden under en finansiel sektor der i dén grad har fejlet - en sektor som i øvrigt i løbet af markedskorrektionen vil forsvinde delvist helt af sig selv, så indsatserne er spildt på forhånd.
Knut Wicksell udgiver i 1907 “The Influence of the Rate of Interest on Prices” hvor han introducerer begreberne realrente og naturlig rente.
Hayek udgiver i 1933 “Monetary Theory and the Trade Cycle”. Her redegør han for den idé, at det er det monetære system i sig selv som er ustabilt, og at monetær inflation kan fortsætte i nogle år, uden at føre til inflation.
Von Mises udgiver i 1953 “Theory of Money and Credit”.
Hyman Minsky publicerer i 1957 ”Central Banking and Money Markets”, som den første i en række publikationer, hvori han beskriver ustabiliteten på kapitalmarkederne som det vigtigste aspekt i forbindelse med konjunktursvingninger.
Milton Friedmann og Anna Schwartz udgiver i 1963 ”A Monetary History of The United States” sammen, hvori de konkluderer at væksten I pengemængden på kort sigt afspejles i inflationen og på længere sigt i konjunkturerne.
Friedrich A. von Hayek og Gunnar Nyrdal modtager i 1971 nobelprisen for deres pionerarbejde inden for pengeteori og økonomiske svingninger, samt for deres banebrydende analyse af den gensidige afhængighed af økonomiske, sociale og institutionelle fænomener.
Milton Friedmann modtager i 1976 nobelprisen for sine resultater inden for forbrugsanalyse, monetær historie og teori, samt for sin påvisning af kompleksiteten af stabiliseringspolitik.
Til trods for at man i nyere tid har valgt at tildele nobelprisen til økonomer, der netop påviser sammenhængen i mellem rente, inflation og kreditinflation, samt ustabiliteten i kapitalmarkederne og sammenhængen med konjunktursvingningerne, samt at den producerede mængde af informativ lærdom fra vise økonomer, har flydt gennem hele det forrige århundrede - fra Wicksell allerede for over 100 år siden åbenbarede sammenhængen imellem den naturlige rente og realrenten for os – kommer finanskriserne åbenbart som en overraskelse. Hver gang ...
Læren fra Mises og Hayek er at en forøget pengeforsyning vil styrke produktionen – for en tid – uden at der derved bliver skabt inflation. Rentesatserne vil ligeledes være for lave og opsparingen alt for lille til at matche investeringerne, og at den resulterende kreditinflation vil fremskynde det finansielle sammenbrud, og det må man jo sige at det stemmer fint overens med virkeligheden.
Det har desuden heller ingen positiv effekt, at man gentager de samme fejl flere gange i træk.
Der er ingen udsigt til at hverken G-5, 7 eller 20 formår at samle bolden op hvor den ligger og sætte markedsøkonomien i spil igen
Man kan kun bebrejde de politiske beslutningstagere for at fortsætte den hovedløse ekspansive - og eksperimentelle - planøkonomiske subsidiering af det finansielle kredsløb. Hvis topmøderne kan siges at give en strømpil for hvor verden bevæger sig hen de næste 10 år er der ingen udsigt til bedring.
Tværtimod viser historien at monetære sammenbrud altid har ført til ekstreme forhold af langvarige konflikter og polititiske omvæltninger. Så sandsynligvis er fremtidscenariet, at det herfra blot vil blive værre og værre.
Alle der interesserer sig for økonomi kan med blot anvendelse af en lille smule fantasi se, at den ekspansive pengepolitik forvandler dollarøkonomien til yen, og baner vejen for en langvarig stagflation. Selv Island vil have en hård valuta, hvis der ikke sættes en stopper for den ekstreme gældssætning i amerikansk økonomi...
Nu er det et faktum at de ekspansive pengepolitikker verdens centralbanker har ført, har betydet at likviditetsflowet har kunnet opretholdes i det finansielle system. Men den profylaktiske effekt af den valgte indsats er tvivlsom.
Likviditeten har kunnet opretholdes i det finansielle system - men fjernes droppet (med gratis penge), vil aktiviteterne ophøre fordi patienten vil gå i hurtigt chok - og hjernedøden vil indtræffe efter få minutter uden flydende penge. At udskrive patienten til behandling i hjemmemarkedet ville i den medicinske verden være sidestillet med aktiv dødshjælp.
Det er desuden langt fra en naturlov, at centralbanker stiller uendelig likviditet til rådighed for distributionsleddet til nærmest ingen pris. Tiltaget har kunnet modvirke blødningen i verdensøkonomien, men årsagen til den finansielle krise er stort set ubehandlet.
Set ud fra en økonomisk betragtning har behandlingen blot forberedt at økonomien kan overføres til intensiv behandling. Men diagnosen er stadig den samme. Kreditanstalter og finansieringsinstitutter verden over har en alarmerende dårlig økonomi. Gearing, solvens og bonitet i bankerne er stadig al for høj, og dette til trods for at banksystemet har kunnet arbejde for nærmest frie midler i markedet siden man iværksatte den ekspansive pengepolitik.
De ekstremt lave renter har desuden medført at gældstrykket har kunnet forværres og uholdbare engagementer - der ikke kan levnes mange chancer på markedsvilkår - drives foran bankerne og bygger op til en økonomisk katastrofe, når de milde vinde stopper og man pludselig skal til at betale for at låne penge igen.
Så længe landene kan afhænde obligationer i markedet til en rimelig rente (bankmultiplikationsfaktoren øger omsætningen af pengemængden - og på det helt lange sigt også pengemængden - når engagementerne er tilbagebetalt, med renter og renters rente) vil markedsøkonomien trives, vil det være muligt at skabe et økonomsik klima med en let inflation, der smører alle økonomiens små tandhjul. (I teorien, og hvis staterne forgældes til op over skorstenenene - lader skatten følge fordringerne - og afmonterer den sociale kontrakt med borgerne).
Når det ikke længere er muligt at afsætte obligationer - fordi markedet enten er mættet, eller forventningerne til om udstederne evner at tilbagebetale gælden, vil den effektive rente stige mod højderne. Der er desuden et ganske lavt loft, da landene i forvejen er dybt forgældede, og det er måske det bedste man kan sige om økonomien idag.
Imidlertid er økonomien ude i verden begyndt at korrigere sig selv. Der afmonteres dårlige engagementer i bankerne. Virksomheder lukkes og medarbejdere fyres pga. produktivitetsforbedringer og adaption til de nye markedsvilkår. Den ene bank efter den anden lider solvensdøden og antallet af konkurser er stigende.
Virksomhedslukninger og flytning af produktion til regioner med lavere omkostninger flytter tyngdepunktet i bundlinien, men balancepunktet er helt ude af syne for de mange, mange helt almindelige mennesker i Amerika og Europa, der i disse dage mister deres arbejde på grund af den økonomiske krise. Vel at mærke jobs, der efter al sandynlighed aldrig vil komme igen, fordi regionerne vil videreføre den intensive behandling af det finansielle system og subsidiere finanssektoren med statsmidler for at opretholde den finansielle stabilitet.
Så groft sagt kan man sige at valget står imellem pest eller kolera:
1. Enten fører landene en ekspansiv pengepolitik (der udvander valutaen), men holder hånden under betalingsmidlet og afstiver den finansielle stabilitet, med de virksomhedslukninger, konkurser og massefyringer der følger med i kølvandet, og lader det være op til den sociale kontrakt i landene at afbøde virkningerne.
2. Eller også beder man høfligst om regningen snarest og genindfører valutaregimer, der belønner opsparing og sporer økonomierne ind på en kurs mod let inflation igen.
Enhver må kunne forstå, at ingen kan være tjent med at landene udsteder veksler på skatteprovenuet, for fortsat at holde hånden under en finansiel sektor der i dén grad har fejlet - en sektor som i øvrigt i løbet af markedskorrektionen vil forsvinde delvist helt af sig selv, så indsatserne er spildt på forhånd.
Knut Wicksell udgiver i 1907 “The Influence of the Rate of Interest on Prices” hvor han introducerer begreberne realrente og naturlig rente.
Hayek udgiver i 1933 “Monetary Theory and the Trade Cycle”. Her redegør han for den idé, at det er det monetære system i sig selv som er ustabilt, og at monetær inflation kan fortsætte i nogle år, uden at føre til inflation.
Von Mises udgiver i 1953 “Theory of Money and Credit”.
Hyman Minsky publicerer i 1957 ”Central Banking and Money Markets”, som den første i en række publikationer, hvori han beskriver ustabiliteten på kapitalmarkederne som det vigtigste aspekt i forbindelse med konjunktursvingninger.
Milton Friedmann og Anna Schwartz udgiver i 1963 ”A Monetary History of The United States” sammen, hvori de konkluderer at væksten I pengemængden på kort sigt afspejles i inflationen og på længere sigt i konjunkturerne.
Friedrich A. von Hayek og Gunnar Nyrdal modtager i 1971 nobelprisen for deres pionerarbejde inden for pengeteori og økonomiske svingninger, samt for deres banebrydende analyse af den gensidige afhængighed af økonomiske, sociale og institutionelle fænomener.
Milton Friedmann modtager i 1976 nobelprisen for sine resultater inden for forbrugsanalyse, monetær historie og teori, samt for sin påvisning af kompleksiteten af stabiliseringspolitik.
Til trods for at man i nyere tid har valgt at tildele nobelprisen til økonomer, der netop påviser sammenhængen i mellem rente, inflation og kreditinflation, samt ustabiliteten i kapitalmarkederne og sammenhængen med konjunktursvingningerne, samt at den producerede mængde af informativ lærdom fra vise økonomer, har flydt gennem hele det forrige århundrede - fra Wicksell allerede for over 100 år siden åbenbarede sammenhængen imellem den naturlige rente og realrenten for os – kommer finanskriserne åbenbart som en overraskelse. Hver gang ...
Læren fra Mises og Hayek er at en forøget pengeforsyning vil styrke produktionen – for en tid – uden at der derved bliver skabt inflation. Rentesatserne vil ligeledes være for lave og opsparingen alt for lille til at matche investeringerne, og at den resulterende kreditinflation vil fremskynde det finansielle sammenbrud, og det må man jo sige at det stemmer fint overens med virkeligheden.
Det har desuden heller ingen positiv effekt, at man gentager de samme fejl flere gange i træk.
Der er ingen udsigt til at hverken G-5, 7 eller 20 formår at samle bolden op hvor den ligger og sætte markedsøkonomien i spil igen
Man kan kun bebrejde de politiske beslutningstagere for at fortsætte den hovedløse ekspansive - og eksperimentelle - planøkonomiske subsidiering af det finansielle kredsløb. Hvis topmøderne kan siges at give en strømpil for hvor verden bevæger sig hen de næste 10 år er der ingen udsigt til bedring.
Tværtimod viser historien at monetære sammenbrud altid har ført til ekstreme forhold af langvarige konflikter og polititiske omvæltninger. Så sandsynligvis er fremtidscenariet, at det herfra blot vil blive værre og værre.
