Gyldendals tidsskrift Kritik nr. 206, Liberalisme og kultur ,192 sider, 150 kr. December 2012. Fås hos udvalgte boghandlere og findes på større biblioteker
Af Ole Olesen
Gyldendals kulturtidsskrift Kritik udkommer fire gange om året og tager udgangspunkt i litteraturen, men breder sig også til de øvrige kunstarter og behandler aktuelle temaer i den videnskabelige og politiske debat. Det udgav under VKO-regeringen temanumre om venstrefløjen og om kapitalismekritik, og redaktionen synes nu, at der med S-R-SF-regeringen er grund til at svinge kompasset rundt og lave et særnummer om liberalismen. Ikke mindst fordi betegnelsen liberalisme, meget forvirrende, anvendes i alt for mange forskellige betydninger. Især om politisk, økonomisk og kulturel liberalisme, men desværre også i en bastardudgave som ”nyliberalisme”, der bruges om snart sagt enhver regerings politik, uanset om regeringens farve kaldes rød eller blå.
Den forvirring prøver decembernummeret af Kritik at bringe klarhed over og samtidig ruske op i danske vaneforestillinger om liberalister som udelukkende bestående af velaflagte mænd med hvide skjorter, slips, Rolex-ure og konstante krav om skattelettelser. Så det er en rigtig god idé, redaktionen har fået med at belyse liberalismen i dens mange facetter, og det kan kun anbefales at få fat i dette nummer.
Temaet er Liberalisme og Kultur, og hensigten er at dementere den opfattelse, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre.
For det har de. Liberalismen er ifølge Kritiks redaktion båret frem af en kulturel strømning med rødder i oplysningstiden og er samtidig talerør for tolerance og kulturel frihed. Og dens idéhistorie er central for fremvæksten af den moderne demokratiske stat.
The Mont Pélerin Society
Adjunkt Niklas Olsen fra KU har skrevet spidsartiklen med titlen the Mont Pélerin Society (MPS), opkaldt efter det sted (bjerg) i Schweiz, hvor den stiftende konference fandt sted. MPS blev grundlagt på initiativ af den østrigske Nobelpristager Friedrich von Hayek i 1947, og ved at tage udgangspunkt i MPS angiver Niklas Olsen, at han koncentrerer sig om liberalismens udvikling i ”moderne” tid, det vil sige tiden efter 1. verdenskrig.
Den økonomiske liberalisme havde ved udbruddet af 1. verdenskrig stort set udspillet sin rolle, men der var naturligvis også efter verdenskrigen en del mennesker, der stadig følte sig som liberale. Og det var især deres bekymring over de nye ideologier kommunisme og nazisme, som vækkede liberalismen til nyt liv. Alle de 36 deltagere i MPS's stiftende møde definerede sig selv som liberale, men de udgjorde i øvrigt en intellektuelt og politisk meget heterogen gruppe.
Hayek
Niklas Olsen fastslår da også i sin fortrinlige artikel, at begrebet liberalisme spænder over mange retninger. Men lad os her bruge Hayek til at illustrere den liberale bekymring, der udkrystalliserede sig i et af hans hovedværker, Vejen til Trældom (The Road to Serfdom) fra 1944, der udkom i store oplag, og som Niklas Olsen flere gange henviser til.
Heri gav Hayek udtryk for, at økonomisk tvang som i Rusland og Tyskland vil føre til politisk tvang, og at man derfor i genopbygningen af Vesteuropa stod over for et valg mellem individualisme eller kollektivisme, demokrati eller trældom.
Bogen indeholdt samtidig en kraftig kritik af den ustyrede markedsmekanisme (laissez-faire): ”Antagelig har intet voldt den liberale sag større skade end en del liberales stædige fastholden ved ... princippet om laissez-faire,” er et centralt citat fra bogen og afspejler Hayeks opfattelse af, at laissez-faire systemet vil skabe sociale problemer og derved underminere sine egne præmisser.
Hans løsning på dette skisma var at tildele staten en aktiv rolle i det liberale samfund med hensyn til socialpolitik, infrastruktur, monopolkontrol, forurening mm. Der var behov for en lille, men stærk, stat til at indrette og sikre markedsøkonomien.
For Hayek var der en afgørende forskel mellem socialistisk og markedsøkonomisk planlægning: hvor socialismen opstiller omfattende og detaljerede regler for individets handlinger, så opstiller liberalismen generelle regler og rammer, som individet kan agere indenfor efter eget valg.
Hayek var præsident for MPS helt frem til 1961. Han var i følge Niklas Olsen meget optaget af at afklare liberalismens socialfilosofiske og normative – for ikke at sige moralske – grundlag.
Friedmann
Milton Friedmann - også Nobelpristager - efterfulgte Hayek som den ideologiske leder af MPS og var i de første år på linje med Hayek med hensyn til nødvendigheden af en aktiv stat, men ændrede senere den ideologiske kurs og gik ind for en kraftig udvidelse af markedsprincippet på bekostning af statslige indgreb. Denne interesseforskydning betød, at MPS blev et forum for specialiserede økonomer, hvor filosoffer, jurister og andre intellektuelle ikke længere følte sig velkomne.
Der er her tale om en forskel i fokus og interesse, der stadig gør sig gældende blandt liberale. På en måde er der tale om en problemstilling, der har gjort sig gældende fra liberalismens begyndelse. En modsætning, som filosoffen Ole Thyssen fra CBS også kommer ind på i en anden fremragende artikel om liberalismen og dens alternativer, hvor han sammenfatter forskellen mellem Adam Smith på den ene side og Toqueville og Stuart Mill på den anden side sådan her:
”Mens Smith betragtede staten som et økonomisk problem, fordi den ville gribe ind i det frie marked, ser Toqueville og Mill staten som et moralsk problem, fordi den vil knægte den personlige frihed, ikke med vold, men med forsorg og omsorg”. Men, tilføjer han, ”De to bekymringer udelukker ikke hinanden”.
Niklas Olsens og Ole Thyssens artikler er kun to blandt mange gode artikler om ”selve” liberalismen. Men hvad så med kulturen?
Liberalismen og Kulturen
Ja, redaktionen fastslår jo som nævnt, at liberalismen er båret frem af en kulturel strømning med rødder i oplysningstiden, og at den samtidig er talerør for tolerance og kulturel frihed.
Museumsinspektør Henrik Holm fra Statens Museum for Kunst skriver i sin artikel om liberalismen og guldalderen, at liberale ideer har spillet en væsentlig rolle for billedkunsten både længe inden og længe efter guldalderen (ca. 1800-1850). Kunstnere og tænkere var i gang med at diskutere frihedsidealer, personlige oplevelsers betydning mm. allerede i 1650'erne. Diskussionen førte efterhånden til ændringer i kunstnernes syn på, hvilke idealer de skulle orientere sig efter, og det viste sig, at malerkunsten kunne tilpasse sig sig de liberale markedskræfter og understøtte liberale ideer, længe inden der var fuld ytringsfrihed.
Henrik Holm skriver, at der er massiv historisk, filosofisk og socioøkonomisk baggrund for at tale om sammenhængen mellem kunsten og liberale ideer fra 1600-tallet og frem, hvor kunsten omtales som en del af the 'liberal arts', og hvor betegnelsen i højere og højere grad bliver forstået som liberalismens kunst og ikke bare som fri kunst.
For forfatterne gik det ifølge professor Johan de Mylius fra Syddansk Universitet lidt anderledes. Det skriver han om i en artikel om digterne og friheden 1830-1848. Forfatternes guldalder udfoldede sig inden for den ramme af begrænset ytringsfrihed, som den sene enevælde satte. Litteraturen nyder – som de øvrige kunstarter - godt af det borgerlige embedsmandsstyre, der som administrator af kongelig opmærksomhed og økonomisk støtte præger årene frem til Junigrundloven af 1849. Mange forfattere var derfor modstandere af den gryende liberalisme og frygtede, at borgerne ville være meget mindre positive overfor at understøtte kunsten, end enevoldskongen havde været.
En bekymring, som viste sig berettiget i den forstand, at digterne i første omgang kom til at lide under, at kunsten og kunstnerne ikke længere var i fokus på samme måde som tidligere. Skatteborgerne var trådt ind på scenen!
James Buchanan (1919-2013)
Der kunne nævnes flere andre gode artikler fra Kritik, men der er god grund til at slutte af med at nævne den amerikanske økonom og Nobelprismodtager James Buchanan, som døde den 9. januar i år, 93 år gammel. Han hørte med til MPS-kredsen og var selskabets præsident fra 1984 til 1986.
Buchanan blev mindet af lektor Christian Bjørnskov i en fin kronik i Berlingske Tidende den 29. januar, hvori han blandt andet skriver om Buchanans opgør med politikernes misbrug af Keynes' teorier om finanspolitik. Keynes havde i 1930'erne foreslået, at staten under lavkonjunktur - som vi jo har i øjeblikket – skal sænke skatterne eller øge de offentlige udgifter. Under højkunjunktur skal den gøre det modsatte.
Buchanan gik op imod den form for økonomisk politik allerede fra omkring 1960, på et tidspunkt hvor keynesianismen var den dominerende doktrin. Hans begrundelse var, at politikere af opportunistiske grunde vil bruge Keynes til at overstimulere økonomien i nedgangstider, og omvendt trykke for lidt på bremsen i opgangstider. Et almindeligt vestligt politisk system kan simpelthen ikke håndtere Keynes' aktive finanspolitik. For Keynes stiller det demokratiske system over for en fristelse, det ikke kan modstå, og resultatet vil uundgåeligt blive, at statsgælden vokser ud over alle grænser. Buchanans erkendelse mødte oprindelig stor modstand hos andre økonomer, men giver ikke desto mindre et godt bidrag tilforklaringen på, hvorfor mange lande i 2013 har voldsomme gældsproblemer.
Denne erkendelse var baggrunden for, at han i sidste del af sin karriere udviklede den såkaldte ”forfatningsøkonomi” (constitutional political economy), hvis centrale budskab er, at hvis der ikke findes stramme regler i forfatningen, som sætter snævre grænser for offentlige budgetunderskud, så vil politikerne altid vil være tilbøjelige til at hæve udgifterne og øge statsgælden. Det budskab bør vi mindes James Buchanan for.
