Jeg har netop haft fornøjelsen af at læse antologien ’Friheden flyver’, som er redigeret af forfatteren Dennis Nørmark, og som er udgivet på CEPOS forlag.
Og den er ganske anbefalelsesværdig. Også som noget god sommerlæsning. For ’Friheden flyver’ er både dejligt bekræftende for en liberal, fordomsafkræftende for den som endnu ikke kender så meget til de liberale tanker og en god og letlæselig indføring i forskellige dele af det liberale tankesæt, uden at man dog af den grund skal bilde sig selv ind, at man er kommet hele vejen rundt.
Men det forgiver redaktøren, Dennis Nørmark, nu heller ikke. Først om fremmest må man acceptere bogens grundforudsætning. Der er tale om en antologi, og derfor er der selvfølgelig en tendens til, at det går lidt i forskellige retninger, ligesom den stilmæssigt skifter fra bidragsyder til bidragsyder. Men det understreger sådan set bare bogens liberale, ja visse steder småanarkistiske, udgangspunkt. Og det hænger meget godt sammen med undertitlen ’- en debatbog om mangfoldighed’.
Helt grundlæggende skal man nok acceptere, at antologien er debatbogens svar på den skønlitterære novellesamling. Hvert kapitel skal kunne læses hver for sig. Og det kan de da heldigvis også – endda med stor fornøjelse for det fleste af kapitlernes vedkommende.
Man kommer vidt omkring i bogen. Fra Beatles over ytringsfrihed, fri hash, stat og kirke, til kunstnere og skattebetaling, seksuel frihed, rygepolitik, økonomisk frihed og Georg Brandes for at ende med kunststøtte, kernefamilie og kulturradikalisme. Sådan! Men bare roligt. Det lyder mere overvældende end det er. Og i virkeligheden er det mere tankevækkende end overvældende, og tak for det!
Bogens væsentligste pointe er, at frihed er mere end økonomiske frihed. Frihed handler om mangfoldighed. Også til at tjene sine egne penge og bruge dem, som man har lyst (Edith Tingstrup). Men meget mere end det. Ja, faktisk går bogen så langt, at den postulerer, at mangfoldighed kun kan udleves ud fra et liberalt perspektiv. Og liberale tanker og personlig frihed må der til, hvis vi skal have lov til at leve vores liv, som vi hver især selv har lyst til.
Det er dejligt forfriskende, at der gøres op med mangfoldighed som et særligt venstreorienteret begreb, for i virkeligheden, er det jo ret forunderligt, at det nogensinde er lykkedes for socialisterne at fremstille sig selv som vogtere af mangfoldighed. Det lighedsmageri eller menneskelige planøkonomi, for nu at bruge et begreb fra Dennis Nørmark, som socialisterne står for, fører jeg netop ikke til forskellighed men til ensretning.
I den liberale optik bliver mangfoldigheden – heldigvis – ikke til en påtvunget forskellighed eller fyldt med misforståede hensyn. Således er det herligt at læse Jacob Mchangamas forsvar for ytringsfriheden. Både i forhold til blasfemi- og racismeparagrafferne – men også i forhold til det internationale perspektiv, hvor bl.a. islamistiske kræfter prøver at sidestille religionskritik med racisme, hvilket ikke kun er et intellektuelt forræderi, men også et angreb på den drivkraft som netop ytringsfriheden og kritikken er for vores samfund. Som tidligere radikal var det nærmest en befrielse at læse, for det er jo ikke et område, hvor mit tidligere parti har stået som den mest tydelige efterfølger til brødrene Brandes.
Og netop bogens kapitel om Georg Brandes vil jeg gerne fremhæve. Det vil være for meget, at komme med en gennemgang eller bedømmelse af hvert eneste af bogens indlæg, men netop Rasmus Fonnesbæk Andersens og Henrik Gade Jensens indlæg om Georg Brandes læste jeg med stor interesse. Ikke kun fordi jeg altid har ment, at Georg (og Edvard) Brandes har været undervurderede af liberale i en foragt for Det Radikale Venstre og det kulturradikale. Men også lidt derfor, må jeg nok indrømme. Men først og fremmest fordi Fonnesbæk Andersen og Gade Jensen formår at vise, at Brandes ikke alene var liberal i åndelige forstand, men at han også var liberal i økonomisk forstand. Således indleder de kapitlet med citatet ”Frihandel er et udtryk for frisind”. Og kan det siges bedre?
Til gengæld bliver jeg nødt til at undre mig over, hvad Lone Nørgaards kapitel om kernefamilien laver i bogen. Alle de øvrige kapitler virker liberale, mens Nørgaard virker som en konservativ misforståelse (eller måske åndelig oase – alt efter politisk observans). Kapitlet der har den noget misvisende overskrift ”Må vi ikke være forskellige?” Misvisende fordi det virker som om, at Lone Nørgaard i sin kritik af feministerne og nyere samlivsformer, glemmer at andre mennesker kan have andre ønsker og idealer end Nørgaard selv. Faktisk synes jeg, at hun falder lige lukt i samme fælde som socialisterne, når hun finder statistiker frem, der bekræfter, at det ville være bedst, at alle mennesker levede på en bestemt måde. Det er som at tale sundhedspolitik med en socialdemokrat og det er efter min mening et udtryk for det, som bogens redaktør kalder for ’menneskelig planøkonomi’. Det skal sige, at jeg ikke kender Lone Nørgaards privatliv, men man sidder næsten tilbage med en fornemmelse af, at hun har haft en dårlig skilsmisse, og at det så skal gå ud over alle os andre.
Så noget er godt og noget er skidt. Fordi det er med antologier som med vinsmagninger. Man kan falde over en flaske, som man bare ikke kan få nok af. Andre ville man ønske, at man aldrig havde smagt. Og endelig kan noget være så godt, at man har lyst til at dykke dybere ned og læse mere og blive klogere. Sådan har jeg det i hvert fald, når jeg læser ’Friheden flyver’. Og jeg er allerede i gang med at læse den første bog om Brandes på baggrund af antologiens litteraturliste.
Jeg vil klart anbefale at læse bogen. Det er hurtigt gjort, og man får et godt overblik over den liberale debat lige nu.
Og den er ganske anbefalelsesværdig. Også som noget god sommerlæsning. For ’Friheden flyver’ er både dejligt bekræftende for en liberal, fordomsafkræftende for den som endnu ikke kender så meget til de liberale tanker og en god og letlæselig indføring i forskellige dele af det liberale tankesæt, uden at man dog af den grund skal bilde sig selv ind, at man er kommet hele vejen rundt.
Men det forgiver redaktøren, Dennis Nørmark, nu heller ikke. Først om fremmest må man acceptere bogens grundforudsætning. Der er tale om en antologi, og derfor er der selvfølgelig en tendens til, at det går lidt i forskellige retninger, ligesom den stilmæssigt skifter fra bidragsyder til bidragsyder. Men det understreger sådan set bare bogens liberale, ja visse steder småanarkistiske, udgangspunkt. Og det hænger meget godt sammen med undertitlen ’- en debatbog om mangfoldighed’.
Helt grundlæggende skal man nok acceptere, at antologien er debatbogens svar på den skønlitterære novellesamling. Hvert kapitel skal kunne læses hver for sig. Og det kan de da heldigvis også – endda med stor fornøjelse for det fleste af kapitlernes vedkommende.
Man kommer vidt omkring i bogen. Fra Beatles over ytringsfrihed, fri hash, stat og kirke, til kunstnere og skattebetaling, seksuel frihed, rygepolitik, økonomisk frihed og Georg Brandes for at ende med kunststøtte, kernefamilie og kulturradikalisme. Sådan! Men bare roligt. Det lyder mere overvældende end det er. Og i virkeligheden er det mere tankevækkende end overvældende, og tak for det!
Bogens væsentligste pointe er, at frihed er mere end økonomiske frihed. Frihed handler om mangfoldighed. Også til at tjene sine egne penge og bruge dem, som man har lyst (Edith Tingstrup). Men meget mere end det. Ja, faktisk går bogen så langt, at den postulerer, at mangfoldighed kun kan udleves ud fra et liberalt perspektiv. Og liberale tanker og personlig frihed må der til, hvis vi skal have lov til at leve vores liv, som vi hver især selv har lyst til.
Det er dejligt forfriskende, at der gøres op med mangfoldighed som et særligt venstreorienteret begreb, for i virkeligheden, er det jo ret forunderligt, at det nogensinde er lykkedes for socialisterne at fremstille sig selv som vogtere af mangfoldighed. Det lighedsmageri eller menneskelige planøkonomi, for nu at bruge et begreb fra Dennis Nørmark, som socialisterne står for, fører jeg netop ikke til forskellighed men til ensretning.
I den liberale optik bliver mangfoldigheden – heldigvis – ikke til en påtvunget forskellighed eller fyldt med misforståede hensyn. Således er det herligt at læse Jacob Mchangamas forsvar for ytringsfriheden. Både i forhold til blasfemi- og racismeparagrafferne – men også i forhold til det internationale perspektiv, hvor bl.a. islamistiske kræfter prøver at sidestille religionskritik med racisme, hvilket ikke kun er et intellektuelt forræderi, men også et angreb på den drivkraft som netop ytringsfriheden og kritikken er for vores samfund. Som tidligere radikal var det nærmest en befrielse at læse, for det er jo ikke et område, hvor mit tidligere parti har stået som den mest tydelige efterfølger til brødrene Brandes.
Og netop bogens kapitel om Georg Brandes vil jeg gerne fremhæve. Det vil være for meget, at komme med en gennemgang eller bedømmelse af hvert eneste af bogens indlæg, men netop Rasmus Fonnesbæk Andersens og Henrik Gade Jensens indlæg om Georg Brandes læste jeg med stor interesse. Ikke kun fordi jeg altid har ment, at Georg (og Edvard) Brandes har været undervurderede af liberale i en foragt for Det Radikale Venstre og det kulturradikale. Men også lidt derfor, må jeg nok indrømme. Men først og fremmest fordi Fonnesbæk Andersen og Gade Jensen formår at vise, at Brandes ikke alene var liberal i åndelige forstand, men at han også var liberal i økonomisk forstand. Således indleder de kapitlet med citatet ”Frihandel er et udtryk for frisind”. Og kan det siges bedre?
Til gengæld bliver jeg nødt til at undre mig over, hvad Lone Nørgaards kapitel om kernefamilien laver i bogen. Alle de øvrige kapitler virker liberale, mens Nørgaard virker som en konservativ misforståelse (eller måske åndelig oase – alt efter politisk observans). Kapitlet der har den noget misvisende overskrift ”Må vi ikke være forskellige?” Misvisende fordi det virker som om, at Lone Nørgaard i sin kritik af feministerne og nyere samlivsformer, glemmer at andre mennesker kan have andre ønsker og idealer end Nørgaard selv. Faktisk synes jeg, at hun falder lige lukt i samme fælde som socialisterne, når hun finder statistiker frem, der bekræfter, at det ville være bedst, at alle mennesker levede på en bestemt måde. Det er som at tale sundhedspolitik med en socialdemokrat og det er efter min mening et udtryk for det, som bogens redaktør kalder for ’menneskelig planøkonomi’. Det skal sige, at jeg ikke kender Lone Nørgaards privatliv, men man sidder næsten tilbage med en fornemmelse af, at hun har haft en dårlig skilsmisse, og at det så skal gå ud over alle os andre.
Så noget er godt og noget er skidt. Fordi det er med antologier som med vinsmagninger. Man kan falde over en flaske, som man bare ikke kan få nok af. Andre ville man ønske, at man aldrig havde smagt. Og endelig kan noget være så godt, at man har lyst til at dykke dybere ned og læse mere og blive klogere. Sådan har jeg det i hvert fald, når jeg læser ’Friheden flyver’. Og jeg er allerede i gang med at læse den første bog om Brandes på baggrund af antologiens litteraturliste.
Jeg vil klart anbefale at læse bogen. Det er hurtigt gjort, og man får et godt overblik over den liberale debat lige nu.
