Angst for pakistanske klædedragter

LEDER: Længe før islamdebatten fik fodfæste i Danmark, længe før andengenerationsindvandrere begyndte at fylde i kriminalitetsstatistikkerne, længe...

obo

02/02/2010

LEDER: Længe før islamdebatten fik fodfæste i Danmark, længe før andengenerationsindvandrere begyndte at fylde i kriminalitetsstatistikkerne, længe før Salman Rushdie blev udstyret med en fatwa, World Trade Center blev jævnet med jorden i et terrorangreb, og Muhammed-krisen rullede, var der en del danskere, som ikke kunne fordrage indvandrere. Hvorfor? Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth - tidligere mangeårig DFU-formand, nu folketingskandidat og ansat i partiet - afslører overfor Politiken formentlig en form for grundfølelse i udlændingeskepsissen, når han harcelerer over, at SF's Kamal Qureshi for nylig gik til hofbal i en pakistansk klædedragt.

"Når han er blevet dansk statsborger, burde han også iklæde sig det samme tøj som alle andre, nemlig dette her pingvintøj, som mændene går i," siger Kenneth Kristensen Berth.

Bare det at folk er anderledes er nok til at udløse harme. Bare det at man klæder sig i tøj, der signalerer, at dele af ens kulturelle rødder stammer fra et andet land end Danmark, kan påkalde mistænkeliggørelse: "Når en dansk parlamentariker iklæder sig tøj fra Pakistan, ser det ikke ud som om, han repræsenterer Danmark, men Pakistan," fortsætter DF'eren. Er Kamal Qureshi måske i virkeligheden spion for Pakistan, når han sådan tager pakistansk tøj på? En landsforræder?

Det er menneskeligt at være på vagt over for dem, der ser anderledes ud end os selv. Vi frygter, at de heller ikke har de samme normer som os. Og at de af samme grund vil svigte os, hvis vi viser dem tillid. Men det er sjældent, at man så åbenlyst som Kenneth Kristensen Berth udstiller denne frygt. Og det er bemærkelsesværdigt, at han gør det, når alle kender den udlændingepolitik, som han og hans parti står for. Det er altså en del af baggrunden? I kan bare ikke lide folk, der går i anderledes tøj?

Kilde: