Anders Samuelsen- Holdet er klar!

Spidskandidater Det er med stor glæde og stolthed, at jeg endelig kan præsentere det hold af folketingskandidater, som skal tegne Liberal Allianc...

zizov

23/09/2010

Spidskandidater

Det er med stor glæde og stolthed, at jeg endelig kan præsentere det hold af folketingskandidater, som skal tegne Liberal Alliance frem til og forhåbentlig efter næste folketingsvalg. Det er et stærkt hold, både i kraft af kandidaternes kvalifikationer, men også i bredden. Kandidaterne spænder vidt; i køn, alder, profil og liberalt udgangspunkt. Nogle har en stærk social profil, andre kæmper for økonomiske reformer, og så har vi både det folkelige og eliten repræsenteret fra idrættens verden. Gældende for hele holdet er, at det er liberale globale mennesker, der vil kæmpe for Liberal Alliance og vores fire mærkesager. Og lad mig så komme til det, det handler om – folketingskandidaterne:

Anne Sophia Hermansen er spidskandidat i København Omegns Storkreds. Hun er pressechef i den finansielle sektor og aktiv blogger på Berlingske.dk, hvor hun har markeret sig som en stærk liberal stemme i ligestillings- og kulturdebatten. I Østjyllands Storkreds er det Ole Birk Olesen, der er journalist og redaktør på den borgerlige netavis 180Grader. Ole skrev i 2007 debatbogen Taberfabrikken, og det er særligt velfærdssamfundets indretning og spørgsmålet om økonomiske reformer, som interesserer ham. OL-medaljevinder i kuglestød Joachim B. Olsen får Nordjyllands Storkreds. Han er i dag talsmand og formand for Danske Elitesportsudøveres Forening, og han interesserer sig særligt for unge og idræt. Merete Riisager er spidskandidat på Fyn, hvor hun især vil sætte erhvervs- og uddannelsespolitik på dagsordenen. Merete har i en årrække været folketingskandidat for Det Radikale Venstre på Fyn som suppleant for Niels Helveg Petersen. I Sydjyllands Storkreds stiller Mette Bock op som spidskandidat på et opstillingsmøde, der finder sted i aften. Mette har en bred erhvervskarriere bag sig, blandt andet som chefredaktør og adm. direktør på Syddanske Medier og direktør for DR Programproduktion. Desuden har Mette tidligere været direktør i Muskelsvindfonden og har en stærk social profil. En række tillidsposter i uddannelsessektoren, bl.a. som medlem af bestyrelsen for Syddansk Universitet og formand for cvu vita, har givet hende stor indsigt i forsknings- og uddannelsesområdet. Vores landsformand Leif Mikkelsen er spidskandidat i Vestjyllands Storkreds, hvor Leif har boet det meste af sit liv. Fra 2001 – 2007 var Leif i Folketinget for Venstre, og livet igennem har han været aktiv i foreningslivet, blandt andet som formand for DGI, og han er stadig bestyrelsesformand for DGI Byen i København, for Vingsted Centret ved Vejle og for Fuglsøcentret på Mols.

Det var de nye kandidater, men også partiets nuværende MF’ere, Simon Emil Ammitzbøll, Villum Christensen og jeg selv genopstiller. Simon Emil Ammitzbøll er spidskandidat i Københavns Storkreds, hvor han fortsat vil kæmpe for mere personlig frihed og færre forbud. I Sjællands Storkreds er det Villum Christensen, der også fremover vil arbejde for en mere effektiv offentlig sektor og mere for skattekronerne. Jeg selv er spidskandidat i Nordsjællands Storkreds. Det har jeg primært valgt for at komme til at debattere med Lars Løkke, Claus Hjort, Margrethe Vestager, Nick Hækkerup og Lars Barfoed i den kommende valgkamp. Når vi stiller op i samme storkreds, får vi rig mulighed for at debattere, hvilket Danmark vi ønsker i fremtiden. Jeg selv og mit hold, som er præsenteret ovenfor, er ikke i tvivl – vi vil have et Danmark med lavere skat, mere vækst, en effektiv offentlig sektor og mere personlig frihed.
Andersen

Kilde: