Alt, der gavner dansk økonomi hilses hjerteligt velkommen. Men at stimle sammen hvor gærdet er lavest er langt fra tilstrækkeligt til at kunne genoprette økonomien i Danmark.
Der er i Danmark brug for en intelligent økonomisk politik - og intelligente løsninger - der styrker fremtidens vækst .
Tiden er løbet fra den anstrengte strammerkultur, som følger af regeringens mandat fra DF. Vi skal have en plan der gavner økonomien, og ikke blot anviser en grov og simpel metode til at reducere livskvaliteten for de få, og udhuler levestandarden for de fleste.
Især når man tager i betragtning at planen blot er skruet sammen for at landet kan leve op til EU's vækst og stabilitetskrav. Der skal i genopretningen af dansk økonomi rettes ind på at styrke borgernes økonomi, ikke den økonomiske union, og Danmark skal have ambitioner på egne vegne.
Økonomien skal balanceres væk fra at være drevet af en stor offentlig sektor, til at være drevet af økonomisk incitament, virkelyst og privat initiativ.
Danmark skal stramme gevaldigt op i finanspolitikken og øge produktiviteten - ikke bare i den store offentlige sektor, men også på gulvet i landets produktionsvirksomheder.
Det er ikke nok at arbejde en time ekstra for Helle T, eller spare 35 milliarder på at spænde tommelskruerne på de fremmede og sænke børnechecken, for Pia K
Der skal h e l t andre boller på suppen!
Pengene vælter ind i Danmark, ikke fordi vor økonomi er i en særlig sund tilstand; men ene og alene fordi Danmarks statsgæld er en af den mindste i Europa i forhold til bruttonationalproduktet.
Et faktum er det at verdens fælleskasse idag er tom. IMF har skrabet bunden af kassen og Verdensbanken er tømt. Når den næste bølge af likviditet trækker sig tilbage - som en finansiel tsunami - skal staterne til lommerne for at sikre det finansielle systems fremtidige sundhedstilstand. Derfor er det på sin plads med en rettidig advarsel om at hytte sine, for der bliver ikke givet mere ved dørene...
Det ville klæde regeringen at træde i karakter og skabe forudsætningerne for en GENOPRETNINGSPLAN og ikke det samme gamle kludetæppe, der er vævet omkring DF's katastrofale økonomiske politik. En plan som hører hjemme i gamle dages misforståede betonliberalistiske kontraktpolitiksystem!
Danmark skal have ambitioner på egne vegne. Derfor skal valutabindingen til Euro ophæves, og kronen skal justeres i forudsigelige klik. Der skal i øvrigt fastlægges et udsvingsbånd med forudsigelige rentebevægelser.
Nationalbankdirektør Nils Bernstein skal udføre sit arbejde og sætte diskontoen så den matcher inflationen, og ikke den følgagtige og forkerte fastkurspolitik og misforståede fællesskabstanke med ECB og Den Europæiske Økonomiske Union, som står foran et regulært sammenbrud...
Danmarks skal indføre et nyt kardinalpunkt i økonomien:
V a l u t a f a s t h e d s p o l i t i k k e n
Den faste valutakurs blev indført for at signalere overfor omverdenen, at der var klare mål for den danske valuta. At kronen blev låst overfor D-marken og senere euroen, blev valgt for sikre at valutabalancen ikke blev ramt af kapitalflugt, som skulle værnes med høje renter.
Der er andre måder at signalere fasthed på end at låse valutaen blindt: Forudsigelighed, klare målsætninger og rationelle forventninger rummes af fastkurspolitikken.
Man skal holde sig for øje at den virker på grund af, at rationelle forventninger til den danske økonomi netop kan bekræftes på grund af fastkurspolitikken. Da den blev indført var valuta- og betalingsbalancen et stort problem.
Det er det ikke i dag. Det kan det dog blive hvis ikke regeringen får dæmpet forbruget og strammet op på finanspolitikken i forhold til den forværrede konkurrenceevne…
En fastlåst kurs er en simpel løsning - ligesom skattestoppet - og hvis det ikke har en skadelig
virkning på økonomien, er det nemt at skabe en rationel forventning til. Nu er den nemme løsning brugt, men den har heller ikke nogen gunstig virkning på den samlede økonomi mere.
Pengemængden er forøget i opkonjunkturen, så den passede til aktivitetsudvidelserne. Væksten har skabt de resultater, som i dag er afspejlet i den realtivt lave ledighed og de store velfærdsforbedringer, som udgør det økonomiske fundament for den samlede økonomi.
Imidlertid er konjunkturerne nu vendt og vi sidder nu fast i en stærkt forøget pengemængde og den høje beskæftigelse, som den samlede eksportevne har frembragt. I opkonjunkturen har vi desuden haft en høj aktivinflation med store prisstigninger på kapitalgoder, som fast ejendom og aktiekurser.
Recessionen har sænket pengeomløbshastigheden, de negative forventninger til den økonomiske udvikling har øget interessen for at nedbringe gæld og øge opsparingen. Ligesom at investeringshorisonten er forøget, da deflationen - de faldende priser på aktiver og kapitalgoder - forstærker de negative indenlandske forventninger.
Den faste valutakurs som har tjent os så godt er nu ikke mere en fordel, fordi vores valuta i dag er en af de få, som ikke er faldet i værdi, fordi den er bundet fast krydset til euroen og den danske statsgæld er så lav.
Euroøkonomien er nu heller ikke i en sund tilstand, da konkurrenceevnen i hele Europa lider under den kraftige volumenforøgelse i de Atlantiske økonomier, da rationelle forventninger til kursmål og inflation har været det store mantra i den europæiske centralbank. Euroen fremstår derfor heller ikke længere som et realistisk alternativ til kronen i dag.
Hidtil har det været sådan at hvis vi accepterer en kraftigt stigende pengemængde har vi kunnet styrke beskæftigelsen på grund af aktivitsudvidelserne. Men sådan er det ikke længere.
En kraftig vækst i pengemængden, som anvendes modcyklisk vil på kort sigt styrke samfundets vækst - problemet er bare eksporten ikke længere kan trække valuta i kassen på grund af at den forringede konkurrenceevne.
Hvis man vælger en finanspolitisk indgreb, der nedsætter pengemængden, som i sin tid med Kartoffelkuren, bliver det på bekostning af væksten og en høj arbejdsløshed.
Vælger vi en forøgelse af den lukkede økonomi i det offentlige igen, i en situation hvor vi i forvejen har verdens højeste skattetryk og verdens mest forgældede befolkning - på grund af aktivinflationen - ender vi op i en situation hvor vi kvæler erhvervslivet og alt initiativ udgår fra økonomi- og erhvervsministeriet.
Naturligvis er multiplikatoreffekten ikke uvæsentlig, men vi kan ikke leve af indløse panten på regeringens flasker…
Det er derfor vigtigt at der også sker en tilpasning, hvor vi vælger om vi vil have en eksportdrevet samfundsøkonomi, eller om vi skal leve af at grave de flasker op som regeringen fylder med penge…
En devaluering som fastholder valutakursen r el a t i v t er ikke flydende, men et rationelt mål som kan forventes af en nation som holder økonomien i orden.
Man opnår det samme ved at øge pengemængden på kort sigt, men inflationen vil på kort sigt gøre det af med fordelene og på langt sigt forstærker det blot lavkonjunkturen og trækker os ud i depressionen - forstærket af forventningen til de faldende aktivpriser.
Arbejdsløsheden kommer helt af sig selv, når eksporterhvervene affolkes og produktionen falder - det svarer til at en bil uden støddæmpere kører ud på en bumpet vej. Det kommer hurtigt til at rasle sammen. Da fastkurspolitikken fører til en hård landing.
En flydende valutakurs er heller ingen rar løsning, da det vil medfører at renterne flyver i vejret og drukner økonomien i øgede renter. Det er også den sikre vej til en høj arbejdsløshed og faldende afsætning, fordi det bare er en anden måde at forværre konkurrenceevnen. Det tager bare lidt længere tid.
Den tredie vej er en valutafasthedspolitik, som også er forudsigelig, har klare målsætninger og ligeledes kan tilfredsstille rationelle forventninger.
Vi skal gøre en videnskab ud af at trimme økonomien så eksportevnen ikke går tabt. Men uden at omverdenen taber tiltroen til valutaen.
Tiltroen til valutaen er både økonomisk og psykologisk betinget. Klare signaler om de langsigtede mål som pengepolitikken skal føre til, samt hvilke værktøjer der skal anvendes. hvordan og hvornår er tillidsskabende elementer og kan ligeså vel skabe rationelle forventninger til valutaen som en fast kurs.
Rationelle forventninger kan også vokse ud af:
• Realistiske vækstmål for økonomien.
• Produktivitetsforbedrende incitamenter og tiltag.
• En plan for tilpasningen af den samlede økonomi til konjunkturerne.
Man kunne man tage den vægtede kurs af Special Drawing Rights fra IMF, af alle verdens valutaer som korrelerende index i forhold til vækstmål, inflation og de løbende poster, f.eks. hvert kvartal, hver måned eller hvert år - det er egentlig ligegyldigt - bare det er forudsigeligt og hensigtsmæssigt og evner at skabe en rationel forventning til valutaen.
Kursen klikker op og ned i faste (meget små) bevægelser i et forventet udsvingsbånd - og da vi både sælger og køber vil det blot være et spørgsmål om at finde balancepunktet, som meget vel kan forskyde sig med konjunkturerne.
Man kan sige at problemerne med at lande økonomien elimineres, når højden i markedet - den rigtige altitude - korreleres ind i kurserne.
Når valuta- og pengepolitikken er sat på plads skal statens finansielle behov indskrænkes og aktiverne sættes på udsalg, ligesom at spekulationsincitamentet i boligmarkedet stoppes for at begrænse skaderne af den ekspansive pengepolitik.
Herefter skal de økonomiske forudsætninger trimmes, og kursen sættes mod produktivitet, vækst i iderigdom og handel.
Fase 1
1. Sælg DONG.
2. Træk tropperne hjem fra krigen
3. Sælg SAS engagementet
4. Afhænd statens tomme ejendomme
5. Afskaf afdragsfri boliglån.
6. Gør energiafgiften FAST (og LAV).
7. Afskaf rentefradaget helt for nye bolighandler.
8. Sænk lønnen med 10 procent - over én kam.
Fase 2
1. Devaluer kronen med i 13% i ét hug
2. Lad renten flyde, så den modvirker kapitalflugt.
3. Sæt skat og afgifter ned.
4. Pengemængden holdes herefter på et niveau, der afspejler aktiviteterne i samfundet, og ikke spekulationen...
5. Anvendelsen af Statsobligationer og skatkammerbeviser undgås herefter i videst muligt omfang, da de påfører befolkningen et unødigt velfærdstab.
6. Spændet i mellem diskontoen og markedsrenterne indsnævres herefter mest muligt nedad for at styrke tilliden til det finansielle system, og sænke inflationen.
Fase 3
• Der skal systematisk arbejdes på at Danmark får vækst i iderigdom. (Internationale og/eller multinationale forskere kan bidrage til væksten. Vi skal derfor åbne det akademiske miljø og erhvervslivet for udenlandske stipendiater ved at tilbyde attraktive ordninger på internationalt niveau og betingelser. Det kunne f.eks. være med et Internationalt Center for Kræftforskning, Rum Teknologi, Epidemiologi, Hydraulik, Termik, Alternativ Energi, Økonomi, Sociologi og Ernæring.
• Patenter og varemærker kunne systematisk beskyttes under en Lurmærket rugekasseorganisation, der også kan yde rådgivning og innovativ assistance.
• Man kan iværksætte mikroøkonomiske initiativer, der fremmer iværksætteres vilkår. f.eks. personlig skattefritagelse det første år for enkeltmandsvirksomheder, og omsætningsforøgelser på 1 mio. pr. ansat kan udløse skattefritagelser.
• Danskerne er alligevel et af verdens flittigste folkefærd. Så arbejdstiden kan snildt sættes op med 1,5 time pr. dag.
• Man kan desuden indføre frivillig 6 dages uge - med fuld skattefritagelse for arbejdsindkomst over n* (max. DP sats) - på den måde kan det fremme at incitamentet til at yde en ekstraordinær indsats også slår igennem på produktiviteten – uden at skatteprovenuet falder. Dette vil lette efterspørgslen på arbejdskraft og gøre produktionen mere smidig og forøge produktions- og konkurrenceevnen uden at sætte finanspolitikken under pres…
• Rentefradraget skal fjernes helt ved refinansiering af boligerne, og belåning være afhængig af de faktiske forbedringssomkostninger.
• Der skal opstilles strammere lovkrav til realkreditlångivning, f.eks. om faldende løbetider og større egenbetaling. SDO lovgivningen skal desuden helt sløjfes, og markedet skal være styret efter balanceprincippet. Der skal derfor snarest iværksættes en større udlugning af ”smarte” realkreditobligationstyper - f.eks.afdragsfrie lån, som er vækstdøden for Danmark.
Der er i Danmark brug for en intelligent økonomisk politik - og intelligente løsninger - der styrker fremtidens vækst .
Tiden er løbet fra den anstrengte strammerkultur, som følger af regeringens mandat fra DF. Vi skal have en plan der gavner økonomien, og ikke blot anviser en grov og simpel metode til at reducere livskvaliteten for de få, og udhuler levestandarden for de fleste.
Især når man tager i betragtning at planen blot er skruet sammen for at landet kan leve op til EU's vækst og stabilitetskrav. Der skal i genopretningen af dansk økonomi rettes ind på at styrke borgernes økonomi, ikke den økonomiske union, og Danmark skal have ambitioner på egne vegne.
Økonomien skal balanceres væk fra at være drevet af en stor offentlig sektor, til at være drevet af økonomisk incitament, virkelyst og privat initiativ.
Danmark skal stramme gevaldigt op i finanspolitikken og øge produktiviteten - ikke bare i den store offentlige sektor, men også på gulvet i landets produktionsvirksomheder.
Det er ikke nok at arbejde en time ekstra for Helle T, eller spare 35 milliarder på at spænde tommelskruerne på de fremmede og sænke børnechecken, for Pia K
Der skal h e l t andre boller på suppen!
Pengene vælter ind i Danmark, ikke fordi vor økonomi er i en særlig sund tilstand; men ene og alene fordi Danmarks statsgæld er en af den mindste i Europa i forhold til bruttonationalproduktet.
Et faktum er det at verdens fælleskasse idag er tom. IMF har skrabet bunden af kassen og Verdensbanken er tømt. Når den næste bølge af likviditet trækker sig tilbage - som en finansiel tsunami - skal staterne til lommerne for at sikre det finansielle systems fremtidige sundhedstilstand. Derfor er det på sin plads med en rettidig advarsel om at hytte sine, for der bliver ikke givet mere ved dørene...
Det ville klæde regeringen at træde i karakter og skabe forudsætningerne for en GENOPRETNINGSPLAN og ikke det samme gamle kludetæppe, der er vævet omkring DF's katastrofale økonomiske politik. En plan som hører hjemme i gamle dages misforståede betonliberalistiske kontraktpolitiksystem!
Danmark skal have ambitioner på egne vegne. Derfor skal valutabindingen til Euro ophæves, og kronen skal justeres i forudsigelige klik. Der skal i øvrigt fastlægges et udsvingsbånd med forudsigelige rentebevægelser.
Nationalbankdirektør Nils Bernstein skal udføre sit arbejde og sætte diskontoen så den matcher inflationen, og ikke den følgagtige og forkerte fastkurspolitik og misforståede fællesskabstanke med ECB og Den Europæiske Økonomiske Union, som står foran et regulært sammenbrud...
Danmarks skal indføre et nyt kardinalpunkt i økonomien:
V a l u t a f a s t h e d s p o l i t i k k e n
Den faste valutakurs blev indført for at signalere overfor omverdenen, at der var klare mål for den danske valuta. At kronen blev låst overfor D-marken og senere euroen, blev valgt for sikre at valutabalancen ikke blev ramt af kapitalflugt, som skulle værnes med høje renter.
Der er andre måder at signalere fasthed på end at låse valutaen blindt: Forudsigelighed, klare målsætninger og rationelle forventninger rummes af fastkurspolitikken.
Man skal holde sig for øje at den virker på grund af, at rationelle forventninger til den danske økonomi netop kan bekræftes på grund af fastkurspolitikken. Da den blev indført var valuta- og betalingsbalancen et stort problem.
Det er det ikke i dag. Det kan det dog blive hvis ikke regeringen får dæmpet forbruget og strammet op på finanspolitikken i forhold til den forværrede konkurrenceevne…
En fastlåst kurs er en simpel løsning - ligesom skattestoppet - og hvis det ikke har en skadelig
virkning på økonomien, er det nemt at skabe en rationel forventning til. Nu er den nemme løsning brugt, men den har heller ikke nogen gunstig virkning på den samlede økonomi mere.
Pengemængden er forøget i opkonjunkturen, så den passede til aktivitetsudvidelserne. Væksten har skabt de resultater, som i dag er afspejlet i den realtivt lave ledighed og de store velfærdsforbedringer, som udgør det økonomiske fundament for den samlede økonomi.
Imidlertid er konjunkturerne nu vendt og vi sidder nu fast i en stærkt forøget pengemængde og den høje beskæftigelse, som den samlede eksportevne har frembragt. I opkonjunkturen har vi desuden haft en høj aktivinflation med store prisstigninger på kapitalgoder, som fast ejendom og aktiekurser.
Recessionen har sænket pengeomløbshastigheden, de negative forventninger til den økonomiske udvikling har øget interessen for at nedbringe gæld og øge opsparingen. Ligesom at investeringshorisonten er forøget, da deflationen - de faldende priser på aktiver og kapitalgoder - forstærker de negative indenlandske forventninger.
Den faste valutakurs som har tjent os så godt er nu ikke mere en fordel, fordi vores valuta i dag er en af de få, som ikke er faldet i værdi, fordi den er bundet fast krydset til euroen og den danske statsgæld er så lav.
Euroøkonomien er nu heller ikke i en sund tilstand, da konkurrenceevnen i hele Europa lider under den kraftige volumenforøgelse i de Atlantiske økonomier, da rationelle forventninger til kursmål og inflation har været det store mantra i den europæiske centralbank. Euroen fremstår derfor heller ikke længere som et realistisk alternativ til kronen i dag.
Hidtil har det været sådan at hvis vi accepterer en kraftigt stigende pengemængde har vi kunnet styrke beskæftigelsen på grund af aktivitsudvidelserne. Men sådan er det ikke længere.
En kraftig vækst i pengemængden, som anvendes modcyklisk vil på kort sigt styrke samfundets vækst - problemet er bare eksporten ikke længere kan trække valuta i kassen på grund af at den forringede konkurrenceevne.
Hvis man vælger en finanspolitisk indgreb, der nedsætter pengemængden, som i sin tid med Kartoffelkuren, bliver det på bekostning af væksten og en høj arbejdsløshed.
Vælger vi en forøgelse af den lukkede økonomi i det offentlige igen, i en situation hvor vi i forvejen har verdens højeste skattetryk og verdens mest forgældede befolkning - på grund af aktivinflationen - ender vi op i en situation hvor vi kvæler erhvervslivet og alt initiativ udgår fra økonomi- og erhvervsministeriet.
Naturligvis er multiplikatoreffekten ikke uvæsentlig, men vi kan ikke leve af indløse panten på regeringens flasker…
Det er derfor vigtigt at der også sker en tilpasning, hvor vi vælger om vi vil have en eksportdrevet samfundsøkonomi, eller om vi skal leve af at grave de flasker op som regeringen fylder med penge…
En devaluering som fastholder valutakursen r el a t i v t er ikke flydende, men et rationelt mål som kan forventes af en nation som holder økonomien i orden.
Man opnår det samme ved at øge pengemængden på kort sigt, men inflationen vil på kort sigt gøre det af med fordelene og på langt sigt forstærker det blot lavkonjunkturen og trækker os ud i depressionen - forstærket af forventningen til de faldende aktivpriser.
Arbejdsløsheden kommer helt af sig selv, når eksporterhvervene affolkes og produktionen falder - det svarer til at en bil uden støddæmpere kører ud på en bumpet vej. Det kommer hurtigt til at rasle sammen. Da fastkurspolitikken fører til en hård landing.
En flydende valutakurs er heller ingen rar løsning, da det vil medfører at renterne flyver i vejret og drukner økonomien i øgede renter. Det er også den sikre vej til en høj arbejdsløshed og faldende afsætning, fordi det bare er en anden måde at forværre konkurrenceevnen. Det tager bare lidt længere tid.
Den tredie vej er en valutafasthedspolitik, som også er forudsigelig, har klare målsætninger og ligeledes kan tilfredsstille rationelle forventninger.
Vi skal gøre en videnskab ud af at trimme økonomien så eksportevnen ikke går tabt. Men uden at omverdenen taber tiltroen til valutaen.
Tiltroen til valutaen er både økonomisk og psykologisk betinget. Klare signaler om de langsigtede mål som pengepolitikken skal føre til, samt hvilke værktøjer der skal anvendes. hvordan og hvornår er tillidsskabende elementer og kan ligeså vel skabe rationelle forventninger til valutaen som en fast kurs.
Rationelle forventninger kan også vokse ud af:
• Realistiske vækstmål for økonomien.
• Produktivitetsforbedrende incitamenter og tiltag.
• En plan for tilpasningen af den samlede økonomi til konjunkturerne.
Man kunne man tage den vægtede kurs af Special Drawing Rights fra IMF, af alle verdens valutaer som korrelerende index i forhold til vækstmål, inflation og de løbende poster, f.eks. hvert kvartal, hver måned eller hvert år - det er egentlig ligegyldigt - bare det er forudsigeligt og hensigtsmæssigt og evner at skabe en rationel forventning til valutaen.
Kursen klikker op og ned i faste (meget små) bevægelser i et forventet udsvingsbånd - og da vi både sælger og køber vil det blot være et spørgsmål om at finde balancepunktet, som meget vel kan forskyde sig med konjunkturerne.
Man kan sige at problemerne med at lande økonomien elimineres, når højden i markedet - den rigtige altitude - korreleres ind i kurserne.
Når valuta- og pengepolitikken er sat på plads skal statens finansielle behov indskrænkes og aktiverne sættes på udsalg, ligesom at spekulationsincitamentet i boligmarkedet stoppes for at begrænse skaderne af den ekspansive pengepolitik.
Herefter skal de økonomiske forudsætninger trimmes, og kursen sættes mod produktivitet, vækst i iderigdom og handel.
Fase 1
1. Sælg DONG.
2. Træk tropperne hjem fra krigen
3. Sælg SAS engagementet
4. Afhænd statens tomme ejendomme
5. Afskaf afdragsfri boliglån.
6. Gør energiafgiften FAST (og LAV).
7. Afskaf rentefradaget helt for nye bolighandler.
8. Sænk lønnen med 10 procent - over én kam.
Fase 2
1. Devaluer kronen med i 13% i ét hug
2. Lad renten flyde, så den modvirker kapitalflugt.
3. Sæt skat og afgifter ned.
4. Pengemængden holdes herefter på et niveau, der afspejler aktiviteterne i samfundet, og ikke spekulationen...
5. Anvendelsen af Statsobligationer og skatkammerbeviser undgås herefter i videst muligt omfang, da de påfører befolkningen et unødigt velfærdstab.
6. Spændet i mellem diskontoen og markedsrenterne indsnævres herefter mest muligt nedad for at styrke tilliden til det finansielle system, og sænke inflationen.
Fase 3
• Der skal systematisk arbejdes på at Danmark får vækst i iderigdom. (Internationale og/eller multinationale forskere kan bidrage til væksten. Vi skal derfor åbne det akademiske miljø og erhvervslivet for udenlandske stipendiater ved at tilbyde attraktive ordninger på internationalt niveau og betingelser. Det kunne f.eks. være med et Internationalt Center for Kræftforskning, Rum Teknologi, Epidemiologi, Hydraulik, Termik, Alternativ Energi, Økonomi, Sociologi og Ernæring.
• Patenter og varemærker kunne systematisk beskyttes under en Lurmærket rugekasseorganisation, der også kan yde rådgivning og innovativ assistance.
• Man kan iværksætte mikroøkonomiske initiativer, der fremmer iværksætteres vilkår. f.eks. personlig skattefritagelse det første år for enkeltmandsvirksomheder, og omsætningsforøgelser på 1 mio. pr. ansat kan udløse skattefritagelser.
• Danskerne er alligevel et af verdens flittigste folkefærd. Så arbejdstiden kan snildt sættes op med 1,5 time pr. dag.
• Man kan desuden indføre frivillig 6 dages uge - med fuld skattefritagelse for arbejdsindkomst over n* (max. DP sats) - på den måde kan det fremme at incitamentet til at yde en ekstraordinær indsats også slår igennem på produktiviteten – uden at skatteprovenuet falder. Dette vil lette efterspørgslen på arbejdskraft og gøre produktionen mere smidig og forøge produktions- og konkurrenceevnen uden at sætte finanspolitikken under pres…
• Rentefradraget skal fjernes helt ved refinansiering af boligerne, og belåning være afhængig af de faktiske forbedringssomkostninger.
• Der skal opstilles strammere lovkrav til realkreditlångivning, f.eks. om faldende løbetider og større egenbetaling. SDO lovgivningen skal desuden helt sløjfes, og markedet skal være styret efter balanceprincippet. Der skal derfor snarest iværksættes en større udlugning af ”smarte” realkreditobligationstyper - f.eks.afdragsfrie lån, som er vækstdøden for Danmark.
