Efterhånden er alt fra efterløn til erhvervsstøtte en kerneydelse i en velfærdsstat. Dette synes i hvert fald at være sandheden, hvis man følger den politiske debat, hvor samtlige overførselsindkomster, substitueringer og skattestigning går ind under fællesbegrebet ’velfærd’.
Hvor vi i gamle dage, betragtede fri og lige adgang til uddannelse, hospitalsvæsen og ældrepleje som velfærdsstatens kerneydelse, er der over årene kommet en hel del mere til. Efterlønnen, for blot at nævne én, bliver i dag af politikkerne betragtet som en fundamental del af den danske velfærdsmodel. Og velfærdsmodelens fædre må vende sig i deres grav, når de ser hvor vidt det er kommet. For uden at blinke med øjnene vil stort set alle politikkere i dag påstår, at det at give penge til raske og rørige mennesker, med den eneste betingelse at de trækker sig fra arbejdsmarkedet, er en helt fundamental del af den danske velfærdsmodel.
Skal vi tage den i slowmotion? Man er altså villig til, at sende folk på arbejde hver eneste dag, lade dem betale op mod 60 % i skat, samt et hav af afgifter og ekstra skatter, for derefter at bruge pengene på at betale en anden gruppe mennesker for at trække sig fra arbejdsmarkedet.
To spørgsmål rejser sig her: Et, hvordan kan man som ansvarlig og fornuftig politikker overhovedet argumentere for sådan et system, og to, hvordan kan man finde på, at kalde sådan en ydelse for velfærd?
Men den absurde brug af velfærdsbegrebet stopper ikke her. Nu er det også velfærd, at staten bruger penge på private virksomheder og senest er der kommet forslag om, at staten skal betale for parterapi. Velfærdsbegrebet kender ingen grænser. Og gud nåde og trøste dem, der har gennemskuet absurditeten og vil skære fedtet væk, så vi også i fremtiden har råd til uddannelse, hospitalsvæsen og ældrepleje - for er man ikke en lalleglad misbruger af velfærdsbegrebet, så er man en minimailstats-ekstremist?
