Adskillige medier inklusive Politikens leder 10 marts og DR2’s debat sidste uge om bøssers adgang til ægteskab i folkekirken vender tingene på hovedet. Det giver ikke mening at et moderne folketing skal beskæftige sig med kirkelige ritualer.
Problemet er ikke at præsterne i den lutherske kirke nødvendigvis skal bøje teologi og religiøs praksis ind efter hvad staten mener, fordi de er understøttet af samme. Problemet er at et kirkesamfund overhovedet ikke bør være understøttet af staten, endsige have nogen form for administrativ bemyndigelse. Staten skal sørge for at der er lighed efter loven, og ”ægteskab” er i verdslig forstand en administrativ og juridisk aftale om deling af en række vilkår mellem to mennesker. Det er staten selv der har overtaget de kirkelige betegnelser ved at tale om borgerligt ”ægteskab” og ”vielse”, og opretholder dermed en forskelsbehandling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle par, hvoraf de sidste ”kun” kan få et registreret partnerskab, selvom det angiveligt er det samme.
Lad os få en standardiseret samlivs ordning for alle der lever sammen og ønsker at sikre hinanden økonomisk og socialt – og hvorfor skal seksualiteten have en betydning? Det kunne være to søskende eller for den sags skyld tre gamle venner havde de samme behov. Og lad os få en fælles ordning, hvor det er soleklart hvad det indebærer juridisk – et vielsesattest i dag er den mest uigennemskuelige kontrakt man kan indgå, med massevis af juridiske konsekvenser, der ikke engang er skrevet med småt. Enhver anden type kontrakt med så lidt oplysning om mulige konsekvenser, ville blive dømt ulovlig af domstolene.
Lad så kirken beholde dens ritualer med den religiøse betydning den vil lægge i det – og lad medlemmerne og kirkens organer diskutere internt hvordan man vil udlægge teksten. Hvis man føler sig diskrimineret som kristent kirkemedlem, må man tage kampen op i kirken – ikke i folketinget - og hvis kirken ikke vil, som man selv vil, kan man jo bare melde sig ud.
Problemet er ikke at præsterne i den lutherske kirke nødvendigvis skal bøje teologi og religiøs praksis ind efter hvad staten mener, fordi de er understøttet af samme. Problemet er at et kirkesamfund overhovedet ikke bør være understøttet af staten, endsige have nogen form for administrativ bemyndigelse. Staten skal sørge for at der er lighed efter loven, og ”ægteskab” er i verdslig forstand en administrativ og juridisk aftale om deling af en række vilkår mellem to mennesker. Det er staten selv der har overtaget de kirkelige betegnelser ved at tale om borgerligt ”ægteskab” og ”vielse”, og opretholder dermed en forskelsbehandling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle par, hvoraf de sidste ”kun” kan få et registreret partnerskab, selvom det angiveligt er det samme.
Lad os få en standardiseret samlivs ordning for alle der lever sammen og ønsker at sikre hinanden økonomisk og socialt – og hvorfor skal seksualiteten have en betydning? Det kunne være to søskende eller for den sags skyld tre gamle venner havde de samme behov. Og lad os få en fælles ordning, hvor det er soleklart hvad det indebærer juridisk – et vielsesattest i dag er den mest uigennemskuelige kontrakt man kan indgå, med massevis af juridiske konsekvenser, der ikke engang er skrevet med småt. Enhver anden type kontrakt med så lidt oplysning om mulige konsekvenser, ville blive dømt ulovlig af domstolene.
Lad så kirken beholde dens ritualer med den religiøse betydning den vil lægge i det – og lad medlemmerne og kirkens organer diskutere internt hvordan man vil udlægge teksten. Hvis man føler sig diskrimineret som kristent kirkemedlem, må man tage kampen op i kirken – ikke i folketinget - og hvis kirken ikke vil, som man selv vil, kan man jo bare melde sig ud.
