Af IKKEMIG 2
Det er helt uacceptabelt, at elever på flere skoler i Odsherred Kommune har fået mundkurv på i spørgsmål, som deres skole vurderer som politiske. Det mener elevorganisationen Danmarks Liberale Studerende."I et demokrati kan ingen grupper på den måde systematisk udelukkes fra at udtale sig," siger Tej Egefjord, PR-ansvarlig i Danmarks Liberale Studerende, til 180Grader.dk.
Ifølge Holbæk Amts Venstreblad har flere skoler i Oddsherred Kommune givet deres elever forbud mod at udtale sig til pressen om, hvad eleverne mener om skoleskift efter 6. eller 7. klasse.
"Det er helt urimeligt, at en skolebestyrelse vil bestemme, om børn kan tage stilling til skoleskift efter 6. eller 7. klasse," siger Tej Egefjord.
"Skal bidrage med, hvad de kan"
Han finder det selvmodsigende, at elever kan være repræsenteret i elevråd og skolebestyrelse, men alligevel ikke må udtale sig om en sag, som de både har værdifuld viden om og en væsentlig interesse i.
Skolebestyrelsesformanden på Nr. Asmindrup Skole, Jeff Petersen, siger til Holbæk Amts Venstreblad, at eleverne ikke kan tage stilling til sådanne spørgsmål. Men den forklaring gør ikke meget indtryk på Tej Egefjord.
"Det er muligt, at børn ikke kan forstå alle aspekter af sagen, men derfor skal de stadig have lov at bidrage med, hvad de kan. Derefter kan offentligheden og beslutningstagerne så tage stilling til, om der skal lyttes til dem, ligesom de gør med alle andre udtalelser fra unge, voksne og ældre," siger han til 180Grader.dk.
Også elevorganisationen Danske Skoleelever har ifølge politiken.dk kritiseret Odsherred Kommunes beslutning om at give eleverne mundkurv på.
[email protected]