Yderligere to danske soldater dræbt i Afghanistan

Hærens Operative Kommando (HOK) oplyser, at to danske soldater her til morgen blev dræbt af en selvmordsbomber i byen Gereshk i Afghanistan, mens e...

Slettet Bruger,

17/03/2008

Hærens Operative Kommando (HOK) oplyser, at to danske soldater her til morgen blev dræbt af en selvmordsbomber i byen Gereshk i Afghanistan, mens en tredje soldat blev såret.

"Vi kan ikke sige så meget på nuværende tidspunkt, da vi endnu ikke er 100 procent sikre på, hvilken slags bombe de blev ramt af," siger presseofficer Kim Grünberger fra HOK ifølge berlingske.dk.

Yderligere to NATO-soldater mistede livet i angrebet. De dræbte soldater er fra CIMIC-enheden, der beskæftiger sig med genopbygning.

Yousuf Ahmadi, som er en af Talebans talsmænd, tager ifølge AFP ansvaret for angrebet, som også har kostet tre civile livet, mens yderligere syv civile er sårede.

"Det var en travl morgen, hvor alle var på vej på arbejde," siger den lokale politichef, Mohammad Hussein Andiwal.

Vicestatsminister Bendt Bendtsen har modtaget meddelelsen om drabene med stor sorg, udtaler han, men han minder samtidig om, hvorfor soldaterne efter hans mening er tilstede i Afghanistan.

"De danske soldater kæmper hver eneste dag en vigtig kamp for fred og frihed. De er med til at gøre hverdagen tryg for os alle," siger Bendt Bendtsen og fortsætter:

"Midt i sorgen skal vi huske på, at de danske styrker er et uundværligt forsvar for vores frihedsrettigheder. De kæmper kampen for os alle."

Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard minder også om, at de to soldater døde i kampen for demokrati i Afghanistan.

"Det er utrolig tragisk, at vores kamp for fred og demokrati igen skal kræve menneskeliv. I denne svære tid må vi vise vores fulde opbakning til vores styrker i udlandet, som udfører et beundringsværdigt stykke arbejde," siger Pia Kjærsgaard.

Indsatsen for demokrati i Afghanistan har tidligere kostet 11 danske soldater livet, hertil kommer en soldat som begik selvmord i tjenesten.

[email protected]

Kilde: