Vil øge ulandsbistanden gennem mikrolån

Slettet Bruger,

24/12/2007

En måde at øge ulandsbistanden på kan være at sætte statslige penge af til de såkaldte mikrolån. Mikrolånene, der typisk ligger mellem 1.000 og 15.000 danske kroner gives typisk til små afrikanske, ofte kvindeligt ejede, virksomheder med mellem 1 og ansatte. En af de virksomheder, der udbyder mikrolån, er den danske MyC4, der indtil nu har givet lån til 270 afrikanske virksomheder og har en tilbagebetalingsprocent på 100. Deres resultateter har vakt genklang i regeringspartierne.

"Det er en glimrende måde at yde bistand på. Jeg har i hvert fald noteret, at jeg skal have et møde med MyC4 for at se på mulighederne for at investere yderligere i mikrolån," siger Venstres udviklingsordfører Karsten Lauritzen til TV2 Nyhederne.

Også statsminister Anders Fogh Rasmussen har tidligere talt varmt for mikrolånene, der også har opbakning hos De Konservative.

"Jeg har selv lavet et debatoplæg om, at det skal være en del af udviklingsbistanden. Det, synes vi, er en god idé, fordi mikrolånene har vist sig at være meget succesfulde, når det drejer sig om at gøre modtagerne selvforsynende," siger den konservative udviklingsordfører.

DF: Ja i den nuværende ramme
Dansk Folkepartis Søren Espersen kalder mikrolånene en "god idé", som hvis den skal gennemføres "skal ske inden for den ramme, der allerede er". Partiet ønsker som det eneste parti i Folketinget at sætte ulandsbistanden ned , fra de nuværende 0,8 procent af BNI til 0,7 procent. Muligheden for et eventuelt renteoverskud til den danske stat frister heller ikke.

"Den danske stat skal ikke tage risikoen. Så skal det være en model, hvor den danske stat stiller bankgarantien, og så må den lokale bank tage risikoen," udtaler Søren Espersen.

Et synspunkt, der ikke deles af Lars Barfoed.

"Det er ikke nogen udgift for staten, hvis låntagerne betaler tilbage med renter. Så er der slet ikke tale om bistandspenge. Selvfølgelig kan der være en større risiko for, at tilbagebetalingsprocenten falder, hvis man udvider indsatsen til nye områder, men det er stadig højst en lille del, der vil være reel bistand," siger Lars Barfoed til TV2 Nyhederne.

[email protected]




Kilde: