Af Henrik Gade Jensen
Henrik Gade Jensen er projektleder ved CEPOSAgurketidens afdeling for spøg og skæmt. Et Ulf Pilgaard-nummer fra Cirkusrevyen. En satire fra lørdagsunderholdningen. Det troede jeg i første omgang. Men det var alvor. Det var seriøst ment. I sommerferien nedsatte beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen Ministerudvalget for Det Personlige Ansvar. Nu skulle der gøres mere for borgernes ansvar for samfundet.
Selve ideen om et statsligt udvalg til at fremme det personlige ansvar er en tragikomisk selvmodsigelse. Staten vil have borgerne til at være mere ansvarsfulde, samtidig med at frihedsgraderne og incitamenterne til at gøre noget selv begrænses af de samme politikere.
Det er som en scene fra Monty Pythons Life of Brian, hvor Jesus-karikaturen Brian forsøger at undgå de religiøse og fanatiske tilbedere, der forfølger ham, fordi de tror han er messias. Brian råber til mængden: I er alle individuelle! Og mængden råber i kor: Ja, vi er alle individer!
Brian: Look, you've got it all wrong! You don't NEED to follow ME, you don't NEED to follow ANYBODY! You've got to think for yourselves! You're ALL individuals!
The Crowd (in unison): Yes! We're all individuals!
Brian: You're all different!
The Crowd (in unison): Yes, we ARE all different!
Man in Crowd: I'm not ...
The Crowd: Shhh!
Nu skal Ministerudvalget for Det Personlige Ansvar så ifølge kommissoriet "skabe en bred, åbenhjertig og konstruktiv debat om det personlige ansvar", og det lyder jo fint. Samtidig har regeringen befæstet bunkeren mod misforståelser ved at erklære, at "det personlige ansvar skal ikke erstatte velfærdssamfundet. Det er en forudsætning for velfærdssamfundet, ligesom velfærdssamfundet er en forudsætning for borgernes frihed og tryghed."
Problemet med det menneskelige ansvar er, at det først træder til, når det er nødvendigt. Og det er ikke nødvendigt, når det offentlige har forpligtet sig på at tage sig af en lang række civilsamfundsfunktioner. Så er man som borger et fjols, hvis man først arbejder for skatten og dernæst arbejder gratis for at gøre det, som skatten skulle finansiere. Enhver ønsker at tage ansvar og gøre en positiv forskel, men ingen ønsker at anstrenge sig med, hvad andre burde gøre.
Hvis man ser på et randområde som folkekirken, så ansættes der netop i disse år på grund af god økonomi en lang række medhjælpere i sognene, der mod betaling udfører funktioner, som for blot få år siden blev leveret ved en frivillig indsats. Og når først nogle aflønnes, mister andre lysten til ulønnet at levere den samme aktivitet. Resultatet: mindre frivillig opslutning om det lokale sogn og mere bureaukratisk kævl med antallet af funktionærer. Civilsamfundet statsliggøres. Der var så mange felter, hvor regeringen gennem sin politik aktivt kunne lade frivilligheden virke i stedet for at nedsætte ministerudvalg til at snakke om det.
Uanset hvilken sammenhængskraftsfuld-retorik regeringen anlægger, så er det velfærdsstaten, der har bidraget kraftigt til at overflødiggøre civilsamfundet og borgernes personlige ansvar. Men hvis udvalget kan fremdrage eksempler på, hvor meget danskerne kunne selv og i frit fællesskab, før staten tog over, kan der måske alligevel komme lidt godt ud af det. Men igen: er det en regeringsopgave?
