Af Lotte Noer
Den linde strøm af løfter og anden valgflæsk er ikke taget af, nu hvor valget er godt i gang, tværtimod. Man kunne ellers tro, at gavepolitikken havde nået sit højdepunkt, da regeringen, under et døgn inden valget blev udskrevet, delte bedre vilkår ud til de irakiske asylansøgere, som regeringen ellers så ihærdigt har nægtet at komme i møde gennem de foregående mange måneder.En enkelt gruppe synes dog at være sat helt uden for juletræsfesten. En enkelt gruppe ser bare til, mens de andre får gaver, uden selv at tro på at der skulle være noget til dem under træet. Skatteborgerene. De, der leverer det kontante indskud til politikernes linde strøm af løfter, er den eneste gruppe, som ingen i virkeligheden vil gøre noget for.
Venstrefløjen har traditionelt været af den opfattelse, at flere penge vil føre til bedre resultater. Flere penge løser det hele. Denne gang går venstrefløjen ligefrem til valg på et "skattelettelses-stop". De yderst beskedne skattelettelser, som i den seneste regeringsperiode er gennemført, skal rulles tilbage. I det mindste er det ærligt. Man ved, hvad man går ind til, hvis man stemmer til den kant.
Venstrefløjens opfattelse er generelt baseret på en antagelse om, at "de rige" er en særlig gruppe borgere, hvis lommer som ved trylleslag fyldes med guld. Det er ikke mennesker, der påtager sig store risici og stort ansvar. Det er ikke mennesker, der arbejder hårdt for deres indkomst. Det er blot en tilfældighed, at de får deres høje indkomst. En uhensigtsmæssig tilfældighed som venstrefløjens politikere heldigvis ved, hvordan man korrigerer for.
Denne opfattelse har desværre bredt sig til resten af de partier, som er opstillingsberettiget. Bevares, der findes enkelte fornuftige politikere, der kan indse det åbenbart urimelige i, at mennesker, der arbejder hårdt for deres indkomst, bliver ribbet i skat og fratages deres motivation til at yde en ekstra indsats gennem et komplet urimeligt skattesystem. Men helt generelt er debatten præget af snak om råderum, ulighed m.v., og ingen gider i virkeligheden påtage sig rollen som fortalere for skatteborgernes rettigheder.
Venstre snakker konstant om flere penge til den offentlige sektor og påpeger, at der "ikke er råderum til skattelettelser". Vor herre bevares. Mere pjattede udmeldinger skal man da lede længe efter. Der mangler ikke råderum, der mangler vilje. Hertil kommer Venstres valgslogan om, at "vi kan gøre det endnu bedre". Jeg er vel ikke den eneste, der har bemærket ligheden med, "kan vi ikke gøre det lidt bedre". En farlig vej at betræde, når man allerede har haft god tid til at vise, hvad man duer til og i øvrigt ikke kan forklare, hvorfor det ikke allerede er gjort.
DF's politik har jeg allerede berørt ovenfor, og hvad de Konservative angår, har de jo "en vision om, at skatten på længere sigt skal ned på max 50 procent". Hvad det så betyder. Igen må man bare spørge, hvad de har gjort for at rykke på den vision de seneste seks år. Og her skal jeg straks bemærke, at jeg ikke finde de seneste forkølede forsøg relevante at henvise til. Den højeste marginalskatteprocent er uændret.
Så er der Ny Alliance, hvis skattepolitik er sympatisk. Hertil kommer dog en afgiftspolitik, som er så tilstrækkelig aggressiv, at det samlede skatte- og afgiftstryk ikke nødvendigvis vil blive stort ændret. Yderligere er der tale om et parti, som ikke ved, hvem de vil støtte. Og ingen er vel i tvivl om, at de - hvis de vælger venstrefløjen - nok ikke kommer igennem med så meget af skattepolitikken, men måske desværre noget af afgiftspolitikken, og det er jo nok næppe en forbedring.
What to do? Jeg har tidligere luftet tanken om at undlade at stemme eller eventuelt at stemme blankt. Fordi der ikke er nogen at stemme på. Hvad vil jeg så? Vil jeg hellere skubbe det hele i favnen på Helle? Egentlig ikke. Omvendt er jeg så uendeligt træt af principløsheden, at jeg trænger til at reagere på det. Den slags skal ikke have lov at gå upåagtet hen. Og så vil jeg i det mindste have min selvrespekt intakt.
Dertil kommer, at man kunne håbe, der kunne blive plads til idéudvikling i de borgerlige partier, hvis de slap for byrden med at administrere velfærdsstaten og stoppe munden på den skrigende horde af vælgere. Der kunne måske blive plads til politikere, der tror på det, jeg tror på. Nogen der ville tale min sag. Så ville jeg da have håbet.
Lotte Noer er jurist og arbejder som advokatfuldmægtig
