V og K afviser øget EU-registrering i terrorbekæmpelse

Slettet Bruger,

07/09/2007

EU-kommissionen ønsker at øge overvågningen af indbyggere inden for den Europæiske Union, og foreslår oprettelsen af et datasystem, der skal give myndighederne mulighed for at udveksle oplysninger om flypassagerer over landegrænser.

Men hos regeringspartiernes retsordførere får forslaget en kølig modtagelse. Venstres Birthe Rønn Hornbech, der stemte nej til den danske lov om registrering af passageroplysninger, som blev vedtaget med regeringspartiernes stemmer, afviser overfor Berlignske Tidende kommissionens udspil.

"Anholdelserne i den seneste terrorsag viser jo, at vores antiterrorlove allerede virker, og vi skal ikke begynde at ændre vores samfund for at komme terrorismen til livs," siger hun.

Heller ikke de Konservatives retsordfører, Tom Behnke, mener, at en ændring af reglerne er nødvendig.

"Når vi har sagt ja til at give PET adgang til passageroplysninger herhjemme, er det fordi, det er nødvendigt. Men vi har i Danmark ikke brug for at vide, hvem der flyder mellem eksempelvis Tyskland og Frankrig, ligesom vi heller ikke behøver at vide, hvem der flyder indenrigs i Spanien. Og hvis der ikke er behov for at ændre loven, skal man lade være," siger Tom Behnke.

"Utroligt fornuftigt"
Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, er derimod begejstret for udsigten til flere registre.

"Det lyder utroligt fornuftigt. Men det er klart, at der skal opstilles klare regler for, hvem der kan trække på oplysningerne, ligesom der skal være kontrol med, at oplysningerne kun bruges til kriminalitetsbekæmpelse," siger hun.

[email protected]

Kilde: