Væk med professionaliseringen - tilbage med det personlige ansvar

Af Henrik Bang-Møller

Henrik Bang-Møller er cand. theol. og sognepræst i Skagen

Der er en ganske bestemt grund til, at alle politikere på tværs af samtlige partier på Christiansborg simpelthen elsker velfærdsstaten. Det giver dem nemlig en kolossal tumleplads for alle deres 'gode ideer'. De nordiske velfærdsstater er et rent slaraffenland for nævenyttige politiske pilfingre, hos hvem det kribler for at trænge længere og længere ud i civilsamfundet og umyndiggøre som udgangspunkt både myndige og ansvarsbevidste borgere. Der er tale om en anløben, moraliserende herrementalitet.

Politikere må stille alle deres anskuelser til offentlig besigtigelse, fuldstændig som de har lyst til. De må lufte alle deres private idiosynkrasier, skælde ud til højre og venstre, gå banjo i påtaget social indignation og mene alt det, de vil, om hvordan vælgerbefolkningen skal opføre sig. Men de skal underkaste alle deres anskuelser og synspunkter selvprøvelsestesten først. Ellers skal de tie stille! Så er jeg bange for, at der bliver meget tavst.

Hvis de eksempelvis mener, at de gamle skal passes ordentligt og mærke omsorg og nænsomhed fra det professionelle plejepersonale, så skal de altid kritisk se på, hvornår og i hvilket omfang de selv lever op til deres eget personlige ansvar for deres gamle, syge og hjælpeløse familiemedlemmer? Omsorg og kærlighed kan ikke industrialiseres og blanket-systematiseres i et vildt voksende velfærdsbureaukrati. Man kan ikke vedholdende og grænseløst vedblive med at professionalisere det som udgangspunkt private og personlige ansvar, som bedst fungerer og trives i det statsligt og kommunalt uregulerede møde mellem menneske og menneske - ansigt til ansigt. Uden tilskud, lønkroner og offentligt regeltyranni.

Man måler ikke et samfunds sammenhængskraft og menneskelighed i omfanget på en socialsektor, i størrelsen på skatteprocenten, eller i hvor højt politikerne råber om, hvor meget godt de vil gøre for hele menneskeheden, når blot de kommer til magten. Måske faktisk lige omvendt.

Man måler bl.a. et samfunds sammenhængskraft og menneskelighed i, hvorledes den dagligt praktiserede omsorg og omtanke over for svage, gamle og børn naturligt indgår i borgernes adfærd og holdninger. I måden, hvorpå borgeren forvalter og 'administrerer' sit eget liv i ansvar og pligt over for andre end ham eller hende selv.

Man præges og i en vis forstand 'opdrages' eller i hvert fald dannes af dagligt at være 'tvunget' ind på livet af andre mennesker, som har det svært, og som har brug for min hjælp - ikke først og fremmest kommunens. Når ikke alene min private karriereplanlægning kan styre hensynsløst derudad, fordi jeg bekvemt overlader samtlige personlige ansvarsforpligtelser i mødet med svage familiemedlemmer, børn og gamle til en stat eller kommune. Det tangerer rent aflad.

Det véd politikerne inderste inde godt. For de er jo ikke ubegavede eller hjerteløse. Men at være politiker i dag kræver ikke længere personlige erfaringer fra et intakt civilsamfund, hvor menneskeligt ansvar først og sidst er privat og personligt. At være politiker i dag er en karrieremulighed på linje med så mange andre. Og ydermere efterhånden temmelig lukrativ. Og da det altid er nemmere at mene, at man vil hele menneskeheden det godt, end at give sit eget slidsomme og uegennyttige bidrag til det dér, hvor jeg personligt kan gøre en forskel, og hvor ingen bevilgende myndigheder er tilskuer til min godhed - har velfærdspolitikken i Danmark udviklet sig til en sand konkurrence om at love ud til højre og venstre i en blodrus af gode intentioner.

Man forstår ingen ting af noget som helst, hvis ikke man altid og uden undtagelse forstår sig selv med i det, man prøver at forstå. Akkurat ligesom man ikke mener noget som helst alvorligt, hvis ikke man vil underkaste sig selv de forpligtelser og idealer, man forfægter i sine politiske meningsfabrikationer. Ellers er det bare varm luft, politisk markedsføring med henblik på at erhverve sig en taburet i det politiske system.

- Hvad var det nu, Hausgaard engang sagde om sin svoger, der gerne ville være politiker: 'Der er mange, der har haft glæde af de svage - bortset fra de svage!'