Unge Venstre-folk kræver udløbsdato på Løkkes udligningsreform

En gruppe af unge Venstre-kandidater ved kommunalvalget i næste måned ønsker nu den udligningsreform, som deres egen statsminister, Lars Løkke Rasm...

Slettet Bruger,

20/10/2009

En gruppe af unge Venstre-kandidater ved kommunalvalget i næste måned ønsker nu den udligningsreform, som deres egen statsminister, Lars Løkke Rasmussen, gennemførte, mens han endnu var indenrigsminister, sat til debat.

Konkret ønsker gruppen, at de ansvarlige ministre fastsætter en udløbsdato på ordningen, som ifølge de unge ikke bygger på gode, liberale principper. Den mellemliggende periode, indtil ordningens udløb, kan de berørte kommuner anvende til at styrke deres indtægtsgrundlag, og således fremtidssikre deres nuværende serviceniveau.

"I dag betyder udligningsreformen, at mange Sjællandske kommuner sender flere penge til Jylland, end de bruger på deres egne folkeskoler. Vi vil ikke være med til at forringe vores serviceniveau til fordel for jyske sportshaller. Vi ønsker derfor at sætte en udløbsdato på udligningsreformen og således skabe et incitament for de berørte kommuner til at styrke deres indtægtsgrundlag," siger Jakob Engel Schmidt, landsformand for Venstres Ungdom og byrådskandidat i Rudersdal Kommune.

Morten Dahlin, der er opstillet for Venstre i Greve Kommune, supplerer:

"Det er håbløst, at veldrevne kommuner med et stort indkomstgrundlag straffes af den nuværende udligning. Det kan simpelthen ikke betale sig at skabe fremgang og vækst, da overskuddet bliver sent til Vestdanmark. Jeg håber meget, at Venstres ministre vil tage initiativ til at forandre den nuværende ordning, så mønsterkommuner ikke i fremtiden skal spinke og spare."

Foruden Morten Dahlin og Jakob Engel Schmidt består gruppen af følgende kandidater for Venstre ved kommunalvalget: Paul Knudsen, opstillet i Lyngby-Taarbæk. Cecilia Buchtrup, opstillet i Solrød. Mads Thomsen, opstillet i Roskilde. Mikael Olai Milhøj, opstillet i Gentofte/Hellerup. Mette Graae, opstillet i Hørsholm-Fredensborg. Martin Lunell, opstillet på Frederiksberg. Jesper Housgaard, opstillet i Gladsaxe. Og Daniel Kortifs, opstillet i Glostrup.

[email protected]

Kilde: