Udenlandsk arbejdskraft slår ny rekord

Slettet Bruger,

13/09/2007

Danmark slår rekord i at tiltrække arbejdskraft fra udlandet. I august i år havde flere udlændinge fået tilladelse til at opholde sig og arbejde i landet end hele sidste år, der også var et rekordår. Og den udvikling vil fortsætte, vurderer Udlændingeservice, som offentliggjorde de nye tal i går.

"Det tegner til, at vi ender på en stigning på mere end 50 pct. i forhold til sidste år. At vi allerede nu er på niveau med 2006 er bestemt en succes i forhold til at rekruttere dygtig udenlandsk arbejdskraft," siger Henrik Grunnet, direktør for Udlændingeservice, til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Myten om det lukkede Danmark
Integrationsminister Rikke Hvilshøj ser udviklingen som en succes for regeringens strategi for at trække udenlandsk arbejdskraft.

"Det glæder mig at se, at vi kan tiltrække arbejdskraft, og at vi nu efterhånden kan slå en kæmpe pæl igennem myten om, at Danmark er et lukket land," siger Rikke Hvilshøj og fortsætter:

"Der er aldrig kommet så mange udlændinge ind i landet som i disse år, men hvor indvandringen før var domineret af asylansøgere og familiesammenføringer, så består den nu af mennesker, der kommer for at arbejde og studere. Det giver os et helt andet og bedre grundlag for at håndtere de opgaver, der også følger med mht. integration. Så det er lykkedes for os at få styr på indvandringen og målrette den til de grupper, som vi i særlig grad gerne vil tiltrække."

"Folk står i kø for at komme til at arbejde i Danmark"
Det er særligt de nye EU-lande, der bidrager med arbejdskraft, og blandt disse kommer Polen ind på en klar førsteplads. Polske arbejdere udgør 7.216 af de 10.367 udlændinge fra de nye EU-lande, der har fået opholdstilladelse i år.

Arbejdere kommer ofte til landet gennem rekrutteringsbureauer som Baltic Workforce, som er førende på området. Direktør Simon From kan nikke genkendende til tallene.

"Tendensen stiger, og den stiger kraftigt. Hele arbejdsmarkedet har godtaget at løsningen på arbejdsmarkedets flaskehalsproblemer er arbejdskraft udefra. Folk står i kø for at komme til at arbejde i Danmark."

[email protected]

Kilde: