Udbredt fertilitets-turisme i EU

Slettet Bruger,

04/07/2007

Europæerne rejser på livet løs for at blive behandlet for barnløshed. Mangel på donor-æg i det hjemlige system får flere og flere britiske par til at tage til Spanien, Cypern og østeuropæiske lande for at få kunstig befrugtning. Problemet er, at donorerne i Storbritannien kun bliver belønnet med kompensation for rejseudgifter og tabt arbejdsevne på trods af, at det at donere æg er en meget helbredskrævende og smertefuld proces. Kompensationen må max være på 250 engelske pund eller cirka 3.000 kr i Storbritannien.

I andre EU-lande er problemet, at visse former for fertilitetsbehandling er direkte forbudt. I Tyskland og Italien er det for eksempel lovstridigt at nedfryse embryoer, donere æg og scanne embryoer for medfødte handicap og genfejl. Ligeledes dikterer loven, at hvert produceret embryo skal sættes op i en livmoder, hvilket indebærer en stor risiko for kvinden, da det er belastende at være gravid med mere end 1-2 børn.

Forbud har skabt milliardmarked
"Det er ret forbløffende, at gennemtestede behandlinger ikke er tilladt i visse lande, hvoraf nogle også har lovgivning om embryoindsættelser, som ikke er i patientens interesse. Det, man har opnået, er at bygge lægeturismen op til et milliardmarked. Det er ærgerligt for mig at se patienter, der kommer til min klinik fordi deres egne lande har love, som er unødvendigt restriktive. Og det er endnu mere ærgerligt for patienterne," siger professor Devroey, formand for det Europæiske Selskab for Reproduktion og Embryologi, til The Times.

Professoren foreslår en harmonisering af reglerne på området i EU. Andre eksperter er dog skeptiske, da de frygter, at en harmonisering vil blive tilpasset de mest konservative regler.

hsh

Kilde: