Topstuderende skal tilbydes eliteklasser på universiteter

Særligt talentfulde studerende på danske universiteter skal have mulighed for at tage en særlig uddannelse på et højere fagligt niveau

Slettet Bruger,

03/01/2008

Særligt talentfulde studerende på danske universiteter skal have mulighed for at tage en særlig uddannelse på et højere fagligt niveau. Universitets- og Bygningsstyrelsen opfordrer universiteterne til at skræddersy de såkaldte eliteuddannelser, skriver Jyllands-Posten.

"Målet er, at de dygtigste studerende skal have mulighed for at blive endnu dygtigere og blive i stand til at løse nogle af de opgaver, som vi har brug for i det danske samfund. I forhold til globaliseringen og videnssamfundet er jeg derfor glad for, at vi kan gøre noget for de allerdygtigste. Dem med særlige talenter," siger videnskabsminister Helge Sander (V) til Jyllands-Posten.

Nogle universiteter har allerede eliteuddannelser, finansieret af universitetets egne midler. For fremtiden vil universiteterne blive belønnet med 30.000 kr. fra staten pr. elitestuderende.

Vil ikke have A-hold
Hos Danske Studerendes Fællesråd (DSF) frygter man, at det vil skabe mere ulighed, hvis man tilbyder bedre vilkår til nogle af de studerende.

"Det er en virkelig dårlig idé at lave særskilte eliteforløb. Man skiller særlige studerende ud på særlige hold med bedre vilkår. Derved skaber man A- og B-uddannelser," siger uddannelsespolitisk ordfører hos DSF, Rune Møller Stahl.

Videnskabsministeren håber, at eliteuddannelserne vil gøre Danmark mere tiltrækkende for udenlandske studerende.

"Der er tale om en forhøjelse af taxametret, så der bliver ikke taget noget fra de almindelige uddannelser. Tværtimod tror jeg, at eliten vil skabe bredde. Lige som i sportens verden er det et trækplaster for andre unge at se, at uddannelserne giver nogle spændende perspektiver," siger Helge Sander til Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: