To ud af tre danskere vil af med lukkeloven

Danskernes holdninger til lukkeloven har ændret sig markant i løbet af de sidste ti år

Slettet Bruger,

02/05/2008

Danskernes holdninger til lukkeloven har ændret sig markant i løbet af de sidste ti år. For ti år siden ønskede seks ud af ti, at loven skulle begrænse butikkernes åbningstid - i dag er flertallet, der tværtimod vil ophæve lukkeloven, endnu større. To ud af tre ser gerne, at lukkeloven helt afskaffes, viser en ny Gallup-måling ifølge Berlingske Tidende.

"Det er virkelig et stort og flot flertal for en liberalisering. Undersøgelsen understreger, at lukkeloven er et forældet fænomen. Tiden er kommet til at lade forbrugerens købsmønstre afgøre, hvornår butikkerne skal holde åbent," siger Bruno Christensen, direktør for analyseinstituttet Retail Institute Scandinavia, til Berlingske Tidende.

Undersøgelsen viser også, at ni ud af ti danskerne ville handle på helligdage og søndage, hvis butikkerne havde åbent.

Tallene kan måske være med til at påvirke politikerne på Christiansborg, når de til næste år skal evaluere lukkeloven igen. Hidtil har de Konservative, som er under stærk indflydelse af De Samvirkende Købmænds direktør, John Wagner, der er tidligere generalsekretær for de Konservative, været imod en ophævelse af lukkeloven, mens Venstre har været for.

Undersøgelsen er udtryk for, at danskerne har svært ved at finde ud, på hvilke søndage der allerede i dag er åbent i butikkerne, mener lektor Mogens Bjerre fra Copenhagen Business School.

"Der er i dag så mange søndage i spil, at forbrugeren har vænnet sig til det. Undersøgelsen er også udtryk for en irritation over, at de i dag ikke kan finde rundt i, hvornår der er åbent og hvornår der ikke er. 21 søndage er hverken det ene eller det andet," siger Mogens Bjerre.

De Samvirkende Købmænd, Coop og brancheforeningen Dansk Textil Union er imod en yderligere liberalisering af lukkeloven. De mener, det vil føre til butiksdød.

"Når først væggene står tomme og hvidkalkede, vil det også fremme landsbydøden. Butikkerne er jo ofte et socialt knudepunkt på landet," siger Mogens Werge, underdirektør i Coop, men det afvises af detailhandelsekspert Bruno Christensen: "De butikker, der vil lukke som konsekvens af lukkeloven, vil dø alligevel. Vi har tværtimod set, at mange små butikker har set omsætningen vokse, når de har holdt åbent på nye tidspunkter," siger han til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: