Thorning i flik-flak om Hizb ut-Tahrir

Af IKKEMIG 2"Man har et standpunkt, til man tager et nyt," sagde en socialdemokratisk statsminister engang

Slettet Bruger,

21/02/2008

Af IKKEMIG 2

"Man har et standpunkt, til man tager et nyt," sagde en socialdemokratisk statsminister engang. Og den holdning lader den nuværende S-leder, Helle Thorning-Schmidt, til at dele. 180Grader.dk kan nemlig berette, hvordan hun tilsyneladende har to forskellige holdninger til den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir, der i weekenden krævede sharia-lov indført i Danmark.

Den ene holdning gav hun udtryk for, da hun i går besøgte indkøbscentret City Vest i Gellerup. Samme dag havde SF-leder Villy Søvndal ryddet Jyllands-Postens forside med en særdeles skarp kritik af Hizb ut-Tahrir, som for hans skyld kunne "gå ad helvede til". En kritik, som Helle Thorning foran indkøbscentret bakkede fuldt op om.

"Jeg er helt enig med Villy Søvndal. Hizb ut-Tahrir er en rædselsfuld udemokratisk bevægelse, og jeg har aldrig fattet, hvad de laver i Danmark. For min skyld kan de ryge og rejse, og jeg føler mig voldsomt provokeret af sidste uges demonstration," sagde hun ifølge Jyllands-Posten og lod endda forstå, at Søvndal blot sagde det, som Socialdemokraterne har sagt i flere år.

Fristende forbud
Et decideret forbud mod den islamistiske forening lød også tillokkende for S-formanden, men blev alligevel afvist.

"Jeg ville egentlig gerne forbyde bevægelser som Hizb ut-Tahrir, men jeg lytter til dem, der siger, at et forbud kan risikere at skabe en endnu farligere undergrundsbevægelse, som er langt sværere at holde øje med," sagde Helle Thorning-Schmidt ifølge Jyllands-Posten.

"Altid bedre at tage en snak"
Tonen var dog anderledes, da Politikens journalist ringede. Margrethe Vestager (R) skosede Søvndal for at lægge op til konfrontation i stedet for dialog, og sammenlignede hans udtalelser med, hvad man kunne finde hos arvefjenden Pia Kjærsgaard (DF).

Da Politiken ville have Helle Thornings kommentar, var al snak om forbud og udemokratiske bevægelser borte som dug for solen.

"Selv om der er tale om organisationer eller personer, som man ikke bryder sig om, så er det altid bedre at tage en snak. Om ikke andet fordi man så har muligheden for at fortælle, hvor uenig man er," fortalte den socialdemokratiske leder til Politiken.

[email protected]

Kilde: