Teatre vil lave civil ulydighed

Slettet Bruger,

17/08/2007

"Vi opfører kunst. Ikke sundhedsdirektiver som er besluttet her eller i Bruxelles. Kunst er ikke sund."

Sådan lyder det fra kommunikationschef i det Kongelige Teater, Kresten Schultz Jørgensen, til Berlingske Tidende, som svar på, hvordan teatret vil reagere på de nye rygeregler. De forbyder også rygning på scenen.

Og han står ikke alene med sit synspunkt. Konsulent for Cirkusrevyen og direktør for Aalborg Kongres- og Kulturcenter, Ernst Trillingsgaard, ser heller ingen grund til at bøje sig for kravet om røgfrie scener.

"Man kan jo forholde sig til en lov på tre måder: overholde den, søge dispensation eller overtræde den. I det her tilfælde har jeg mest lyst til det sidste," siger han.

Ingen undtagelse i Danmark
I Danmark er der ingen undtagelse fra rygeloven for teatre, som der er i lande som England og Irland, der i lighed med Danmark har indført meget restriktive rygelovgivninger.

Det betyder, at teatre reelt er i fare for at få bøder, hvis der ryges på scenen. Tilsynet med loven ligger hos Arbejdstilsynet, men teatre skal ikke regne med at blive overvåget.

"Vi er en tilsynsmyndighed, ikke et rygepoliti. Men i og med at der ikke er lavet undtagelser i rygeloven for kunstnerisk virksomhed, så må vi behandle f.eks. Det Kgl. Teater som andre virksomheder, hvis vi erfarer, at der bliver røget, når vi kommer for at kontrollere arbejdsmiljøforholdene," siger pressekoordinator i Arbejdstilsynet Tanja Krabbe.

[email protected]

Kilde: