Tænk hvis vi skulle have biler af staten

Af Martin Ã…gerup

Martin Ågerup er direktør i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS

Ifølge en kontroversiel tolkning af kvantemekanikken, skulle der rundt om os eksistere et stort antal parallelle universer. Det ville være til stor nytte for samfundsvidenskaberne, hvis vi kunne besøge hinanden på tværs af sådanne parallelle universer og sammenligne forskellige samfundsindretninger. Det kan vi imidlertid kun som et tankeeksperiment.

For eksempel kunne man forestille sig et parallelt univers med et Danmark, der på næsten alle måder er ligesom vores, bortset fra én ting: biler er "gratis" - eller rettere: skattefinansierede. Denne ene forskel medfører så en række afledte konsekvenser. Nu skal du bare høre.

Folketinget havde besluttet årtier tidligere, at danskerne skulle sikres lige adgang til biltransport. Alle familier kunne derfor få udleveret en gratis bil. Det blev også besluttet, at staten skulle producere bilerne.

I starten var tanken, at alle borgere skulle udstyres med lige præcis den bil, de hver især havde brug for. Det viste sig dog hurtigt at være upraktisk og meget dyrt. Der var ønsker om biler i alle mulige forskellige størrelser og med forskellige egenskaber. Mange af ønskerne kunne ikke tilfredsstilles indenfor rammerne af budgettet. Det blev derfor nødvendigt at fastlægge et offentligt serviceniveau, som blev debatteret voldsomt.

Forskellige interesseorganisationer kæmpede for bedre automobilydelser for netop deres medlemmer. For eksempel argumenterede Forbundet af Mobile Sælgere for, at de havde ganske særlige behov, fordi de tilbragte så lang tid på vejene. Når der kom ny teknologi, for eksempel ABS-bremser og airbags, pressede forskellige organisationer på for, at politikerne skulle opjustere serviceniveuaet og indføre disse ting i bilerne. Men givet budgetbegrænsningerne var der behov for at prioritere. For at hjælpe sig med at vurdere, om der objektivt set var behov for hver enkelt af disse nye teknologier, nedsatte man en bilismestyrelse, og universiteterne uddannede en lang række bilismeøkonomer, der udviklede metoder såsom bilteknologivurdering (BTV) til at vurdere, hvilke nye teknologier, der gav "mest mobilitet for pengene".

Alene borgernes ønsker til forskellige farver fordyrede produktionen på de statslige fabrikker ganske betydeligt, og det blev besluttet, at biler kun skulle produceres i én farve: brun. Der opstod imidlertid voldsomme protester mod disse nedskæringer, og regeringen nedsatte en Kvalitets-kommission for at undersøge, om bedre ledelse, mere effektive produktionsprocesser og ny teknologi kunne gøre det muligt at producere biler i flere farver.

Kommissionen kom frem til, at det var teknologisk muligt at producere biler i hele fire farver: Sort, hvid, brun og rød. Efter intense forhandlinger mellem regeringen, oppositionen og Automobilarbejdernes Forbund (Amofo) kom man dog frem til et kompromis på to farver. Til gengæld fik Amofo sikret, at der blev afsat 5 mia. kr. på finansloven til efteruddannelse af automobilarbejderne, så de kunne lære at håndtere de nye krav.

En uafhængig tænketank, Center for mobile studier (CEMOS) argumenterede for, at hvis biler blev produceret på et frit marked med konkurrence, ville teknologi og nye arbejdsprocesser formentlige kunne sikre, at biler kunne leveres i mange tusinde forskellige farver uden ekstra omkostninger, men Amofo protesterede mod denne mistænkeliggørelse og påpegede, at arbejderne allerede var presset til det yderste af nedskæringer og ikke kunne løbe hurtigere.

Heller ikke blandt politikerne vandt forslaget genlyd. Der var bred enighed om, at lige præcis biler ikke egner sig til at blive udsat for de rå markedskræfter - dels fordi biler er meget komplekse maskiner, hvis produktion kræver særlige overordnede samfundshensyn, dels fordi man ikke ønskede, at private firmaer skulle profitere på folks immobilitet.

Tænketanken CEMOS gik skridtet længere og foreslog, at man gradvist indførte fuld brugerbetaling for biler. Dermed kunne den enkelte forbruger - i stedet for politikerne - fastlægge, hvilket serviceniveau vedkommende selv ønskede. De fleste politikere og meningsdannere tog dog kraftigt afstand fra dette forslag. Automobilordførere udtalte således, at forslaget var "usympatisk" og udtryk for et "afstumpet menneskesyn". "Den enkelte danskers mobilitet skal ikke afhænge af pengepungens størrelse", som oppositionens leder udtrykte det.