Af Peter Christensen
Jeg er træt af lyseslukkere. Både dem der vil tage glæderne fra mig, men også dem der vil tage lyset fra mig. De værste lyseslukkere er dem, som vil gøre begge dele. "Sluk lyset," siger de, når jeg ved juletid står og beundrer et oplyst juletræ eller en overdådig juledekoration. "Sluk lyset," siger de, når jeg bevæger mig fra ét værelse til et andet.Hvis jeg har betalt for lyset, vil jeg have lov til at bruge det. Det er mit lys. Men vor tids moderne livsfornægtere er overbevist om, at jeg er i gang med at berede Jordens undergang, fordi jeg ikke altid slukker lyset efter mig. De truer mig med global opvarmning, oversvømmelse og miljøkatastrofer.
På min hjemegn er de gået helt amok. Den 29. marts mellem kl. 20 og 21 slukker de lyset i Sønderborg. Ja, det har kommunens politikere sagt, at folk skal. Sønderborg er gået med i den verdensomspændende "Sluk lyset kampagne". Det bliver spændende at se, om de følger opfordringen ude i de små hjem, for jeg går trods alt ud fra, at kommunalbestyrelsen ikke bare kan trække stikket ud.
Den 29. marts er en lørdag, så der er sikkert en kedelig gammel dansk film på DR. Men hvad nu hvis nogen har lyst til at læse en god bog i glødelampens skær den pågældende lørdag aften? Eller se den seneste nye danske film i Kosmorama 1-2 i Sønderborg med deres venner? Til den tid vil det være "Flammen og Citronen" med Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt, der tømmer gaderne, en film om dengang nazisterne mørklagde Danmark. Der er så få lyse timer her til lands, at de fornuftige af os ser film og læser bøger, når solen er gået ned, og går en tur udendørs, når endelig den skinner.
Elektrisk lys er en gave. Og det forholder sig sådan, at alle med ro i sindet kan tænde lampen om aftenen. For om I tænder den eller ej, vil CO2-udledningen være præcis den samme. Folketinget har taget ansvaret for den globale opvarmning på sig og sat CO2-udledningen på kvoter og bestemt, hvor meget man må udlede. Udbuddet er konstant. Men efterspørgslen kan selvfølgelig variere. Og hvis man efterspørger mindre, falder prisen. Så effekten af at slukke lyset består altså i, at den enkelte opnår en mindre besparelse på sin elregning, og at CO2-kvoterne bliver billigere.
Jeg ser det for mig. De stakkels forbrugere fryser og famler rundt i mørket for at redde verden. Alt imens CO2-kvoterne bliver billigere, og de store energiforbrugende virksomheder griner hele vejen til banken. Det skal være dem vel undt, for det er et billigt grin.
Det er på tide, at danske forbrugere lader være med at pine sig selv i troen på, at de redder verden. Nyd livet. Læs en god bog. Se en film i biografen. Eller spis på en dejlig restaurant lørdag aften den 29. marts. Vel at mærke en restaurant, hvor man kan se, hvad man spiser. Lad være med at gyse over verdens undergang. Glem gyset - og tænd lyset.
Peter Christensen er finansordfører for Venstre