Sygeplejerskers lønkrav: 8.400 mere om måneden

Slettet Bruger,

15/10/2007

6.800 kroner mere om måneden til en social- og sundhedsassistent og 8.400 til en sygeplejerske i løbet af de kommende tre år. Det er den gennemsnitlige forventning til lønhop hos de offentligt ansatte, hvis organisationer snart skal til overenskomstforhandlingsbordet, viser en undersøgelse som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4. Men det er rent drømmeri, hvis man spørger arbejdsmarkedsforskere.

"Det er fantasikrav, der er fuldstændig uden for rækkevidde," siger lektor Flemming Ibsen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet til Ugebrevet A4, der bakkes op af professor Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet.

"I forhold til de stigninger, som man normalt har fået hjem ved overenskomstforhandlingerne, så er de forventninger meget, meget store. Jeg tvivler på, at der er basis for at indfri dem," udtaler Jørgen Steen Madsen.

Hvis forventningerne skulle indfries ville en gennemsnitlig sygeplejerske nå 33.000 om måneden uden genetillæg, feriegodtgørelse og pension, mens Sosu´erne ville komme op på 26.100 eksklusiv tillæg i 2011. Og for for en tredjedel af adspurgte stopper drømmer ikke her. De ønsker nemlig 5.000 mere om måneden for hvert af de tre år, som overenskomstperioden dækker.

"Hvis du gav 15.000 kroner ekstra i løn til en social- og sundhedsassistent, vil vedkommende komme op på mere end 35.000 kroner om måneden. Det er mere, end en akademiker får i startløn. Du vil ramme nogle fuldstændig vanvittige lønrelationer, hvor der ikke længere vil være sammenhæng mellem uddannelse og løn," siger Flemming Ibsen om den mest optimistiske tredjedel.

Lagt op til folketingsvalg
Lønforventningerne r noget lavere hos de offentlige akademikere, lærere, og HK´ere. Ikke desto mindre lyder forskernes vurdering, at et forhandlingssammenbrud er det mest realistiske resultat af forhandlingerne.

"Selv hvis det lykkedes Dennis Kristensen (formand for FOA red.) at få ekstra 5.000 kroner over tre år, som han tidligere har krævet, så vil det ikke blive stemt hjem, når medlemmernes forventninger er så opskruede, som påvist her. Så det er klart, at kursen er lagt mod konflikt," mener Flemming Ibsen.

Og udsigten til konflikt kan meget vel udløse et folketingsvalg, peger flere eksperter på.

"Det vil gøre det langt lettere at foretage et politisk indgreb, når først valget er afholdt. I den situation skal regeringen ikke tænke på, om den rager uklar med de offentligt ansatte," siger Jørgen Steen Madsen til Ugebrevet A4.

[email protected]



Kilde: