Af Lisbet Røge Jensen
I torsdags stiftede en flok liberale studerende GAIN Institute. Som 180Grader selv kunne berette, er her tale om en studenter-tænketank, der vil kæmpe for privat uddannelse.GAIN's første mærkesag er, at fjerne loftet over hvad en studerende på SU må tjene i sit studiejob. Det er en værdig sag, som med god grund vil nyde stor opbakning også uden for liberale kredse.
På et tidspunkt vil GAIN skulle begynde at sige nogle skrappere ting. Måske vil man foreslå at fjerne SU'en og derefter en decideret privatisering af de videregående uddannelser. Jeg ved det ikke, for jeg har ikke noget tilhørsforhold til instituttet, men man har vel lov at drømme. Det ville være radikalt. Og det ville nok kunne tiltrække noget opmærksomhed. Desuden er det en værdig sag i endnu højere grad end blot at fjerne SU-loftet.
Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, vil mange, der kender mig, nok mene. Jeg er selv en af de privilegerede, der i mange år har hevet rigtig mange penge hjem til husholdningen gennem SU-systemet. Og som har fået betalt en akademisk uddannelse på en institution, der nyder stor international anerkendelse. Så mon ikke jeg bare skulle prise mig lykkelig.
For hvis vi ikke alle fik SU og en "gratis" videregående uddannelse, så ville det primært være de riges børn, der opnåede akademikerstatus, synes rationalet at være. Muligvis. Man kunne sikkert finde mange, gode teoretiske argumenter og empiriske beviser, der både be- og afkræfter dette, men det har jeg ikke ulejliget mig med.
Jeg vil derimod fremhæve mig selv som en anti-helt i netop denne forbindelse. Jeg er et af disse samfundets bundskravl, der er vokset op i socialt boligbyggeri hos en enlig mor og med en totalt fraværende kurdisk gæstearbejder-far, der levede i to parallelle kulturer. I sociologisk forstand er jeg nok en ulykke, der venter på at ske, og jeg har kun fået adgang til det akademiske privilegium via statslig finansiering.
Og for dette må jeg takke alle jer hårdtarbejdende erhvervsdrivende, fabriksarbejdere, buschauffører, butiksassistenter og store multinationale sataner derude, der indbetaler til den solidariske kagekasse. Tak.
Men hvad var der blevet af mig, hvis I ikke havde betalt? Var jeg sumpet hen i rendestenen eller endt som narkoluder i Skelbækgade. Ville jeg rende rundt på indre Nørrebro og sætte ild til beboernes uskyldige biler? Selvfølgelig ikke. Men måske var jeg endt som en helt almindelig kontornusser eller butiksarbejder, åh, hvilken katastrofe. Heller ikke dette er dog min uudlevede skæbne. Men hvordan kan jeg nu vide det?
Jo, to år før jeg påbegyndte min erhvervsøkonomiske kandidatuddannelse, blev jeg udlært som finanselev i en kreditforening nord for København. Jeg gennemgik en to-årig bankuddannelse med det flotteste resultat, jeg nogensinde før eller siden har opnået i en boglig sammenhæng. Efter endt elevtid ansatte min alma mater os færdige elever, og vi blev tilbudt at vælge mellem tre forskellige uddannelser på husets regning. Jeg kunne tage finansdiplom, blive ejendomsmægler eller læse HD. Alle fine uddannelser som ville have reddet mig fra samfundets åbenbart frygtede, uuddannede bund. Og som ville have gjort mig lige så godt i stand til at begå mig i dette såkaldte videnssamfund, som en 5-årig akademisk fuldtidsuddannelse nu har gjort det.
Hvad er så min pointe? Måske er den bare, at jeg er træt af at høre ressourcestærke mennesker tale om, hvordan de kan og skal redde os usle skum fra et liv på bunden. At man er reduceret til en viljeløs skæbne, som lider rallende under en negativ social arv. Men det er i virkeligheden en anden sag, som spænder bredere, og som fortjener sin egen klumme.
Nej, humlen er nok nærmere, at jeg sætter stor pris på tanken om, at GAIN måske i de kommende år vil sætte fokus på en rigtig varm kartoffel, der har behov for at komme i vælten. Så man kan få lov at bevise, at blot fordi man ikke er født med en sølvske i munden, så kan man godt klare sig alligevel. Så vi kan få fart i diskussionen om, hvorvidt det at uddanne så mange akademikere som muligt er et mål i sig selv. Og så alle de, der ikke kan se nødvendigheden i et akademikersamfund, kan slippe for at betale regningen for mine fem hyggeår som fuldtidsstuderende.
Herfra skal der lyde et stort tillykke med instituttet. Jeg ønsker jer en god og vellykket kamp. Og kan jeg hjælpe med noget, så ved I, hvor I kan finde mig! Blandt den veluddannede elite på universitet - og så selvfølgelig på socialkontoret hver den 1. i måneden, hvor jeg hæver min understøttelse.
Lisbet Røge Hermansen er stud.merc og blogger på KapitaLisbet.blogspot.com
