Først gik folketingskandidaten i Hillerødkredsen, Kim Sejr, fra de Radikale til Ny Alliance. Nu er folketingskandidaterne Bjarke Larsen fra Vejen, Anne-Lise Becker fra Guldborgsund, René La Cour Sell fra Ringsted også gået. Vejlekredsens nyvalgte kandidat til folketinget Hans Jørgen Jagd overvejer også at skifte. Tidligere folketingskandidat Rasmus Hylleberg og bestyrelsesmedlem hos de radikale i Hillerød, Gordon Trier Holm skifter også.
Men det er ikke vigtige personer, mener Manu Sareen, som er radikal folketingskandidat på Nørrebro og formand for den radikale gruppe i Københavns Borgerrepræsentation.
"De folk, som går over til Ny Alliance, er jo folk, som ad den vej forsøger at give sig selv en ekstra chance for at blive valgt. Det er ikke folk med en solid platform," siger han til Jyllands-Posten.