Af Ole L. Olesen
Jeg ser af princip aldrig fjernsyn. Jeg synes, det er fordummende, ligegyldigt og ødelæggende for intellektet. Faktisk burde man forbyde dette samfundsnedbrydende fænomen - men vi har vist i forvejen rigeligt med fjollede forbud, der ikke kan overholdes.Nu er principper jo én ting og virkeligheden noget andet, så derfor hænder det selvfølgelig, at jeg alligevel kommer til at overvære lidt af de udgydelser, der spredes i denne herlige opfindelse, der gør det muligt at bringe både lyd og levende billeder ind i de små hjem.
Men hvad er det så, jeg oplever? En lind strøm af flade ord og ligegyldigheder pakket ind i pæne billeder af ingenting. Og det hele altid nydeligt serveret af dygtigt indstuderede værter, der høfligt belærende tygger maden for os og serverer det grydeklart - lige til at brække op. Skulle man tale til seernes intellekt, var kun smagsprøver nødvendige.
Hele informationsdelen er gennemsyret af en fuldstændig mangel på udfordring af den mening, der måtte være på dagsordenen. Bortset fra overfor visse medlemmer af Dansk Folkeparti gives der aldrig tilstrækkeligt modspil og nuancering i interviewet til, at man kan danne sin egen mening om tingene.
Det er ærgerligt, at journalister åbenbart ikke mere tør stille de kontroversielle spørgsmål. De udfordrende eller "omvendte" spørgsmål, der kan sætte et givent udsagn i relief. Et godt eksempel var et indslag om en røgfri boligblok - her manglede det lille forsigtige spørgsmål: Hvor skal rygerne så bo? Men næ nej, kun seriøs leflen for den aktuelle holdning.
Dér savnede jeg virkelig en Hr. Flemming Madsen eller Hr. Vagn Simonsen, som kunne finde på at stille det ene finurlige spørgsmål, der kunne vende op og ned på et helt indslag eller gøre modparten mundlam præcis længe nok til, at man kunne nå at tænke selv.
Men på den anden side afspejler det måske bare, hvad der foregår i hovedet på Hr. og Fru Leverpostej. De røvkeder sig og vil bare sidde foran skærmen og titte på ufarlige talkshows - og ham der Reimar, han er da så god! Han siger heldigvis ikke noget af betydning og gæsterne da slet ikke. De er blot med, fordi de er kendte i forvejen og kan så få lejlighed til at vise deres pæne tænder frem uden frygt for at skulle tage stilling til noget alvorligt.
Er vi virkelig så bange for vores eget liv, at vi finder det meget mere interessant at simulere "venner" med i forvejen kendte koryfæer i manegen frem for måske at invitere nogle, der kunne fascinere eller vække interesse i kraft af deres virke eller livsværk? Til dette er Søren Ryge dog en befriende undtagelse.
Sendefladen er spækket med tåbelige sitcoms og hjernedøde serier, hvor man enten kan sidde indpakket i dåselatter og undres over dumsmarte bemærkninger eller falde i svime over, hvor dygtige de unge skuespillere måske er - det har godt nok intet som helst med virkeligheden at gøre, men så er det heldigvis også så meget nemmere at sluge råt.
Dertil en uendelig strøm af selvfede smagsdommere, helseguruer og livsstilseksperter, der med løftede pegefingre har tasken fuld af gode råd og vejledninger til, hvordan du kan manipulere dig selv og dit verdensbillede om til et helt andet liv. Det er godt nok stadig leverpostej, men bare af den slags der er mere "in" for tiden.
Sidste nye scoop er så udsendelser, hvor uskyldige mennesker kan stille deres manglende talent til offentlig skue og bedømmelse. Det bør jo krympe i maven på enhver, der er veluddannet og kompetent til sit job, at nogle mennesker kan blive berømte på noget, de ikke kan.
Endelig den såkaldt "neutrale" nyhedsdækning som opruller døgnets væsentligste begivenheder. Såvist, såvist - den seneste udgave, som jeg kom til at se, indeholdt to ultrakorte indslag om hhv. Obamas kamp og Merkels fortrædeligheder. Dernæst dagens helt store nyhed: Statsministeren på besøg hos nogle soldater. Efterfulgt af tre udførlige reportager om kongehusets børn, den Københavnske teaterscenes besværligheder, samt smilets indflydelse på befolkningens indkøbsvaner.
Således vel oplyst og informationsberiget var det tid til endnu et lallende talenttivoli, hvis vigtigste opgave tilsyneladende er at levere indhold til kulørte ugeblade og fremtidige gæster hos Reimer.
For det vigtigste i vores samfund er jo at kunne følge med i, hvordan de bor, hvad de spiser, hvad de siger af ligegyldigheder, og hvem der er deres kærester. Og er de dygtige nok til at bolle ved siden af, er der også chance for, at de får en central plads i en kommende "nyhedsudsendelse".
Gud være lovet at man også kan slukke pr. fjernbetjening.
I min optik bliver fjernsyn først for alvor farligt, når det ikke længere er farligt. Forstået på den måde at tandløs underholdning og ligegyldig information i længden er dødbringende, fordi den ikke udfordrer tankevirksomheden eller pirrer nysgerrigheden. Og holdes hjernen ikke i form, sygner den hen.
Det er det kontroversielle, det skæve og det udfordrende, der får tankerne i gang og skaber grobund for at blive et mentalt aktivt og engageret menneske.
Man kunne frygte at samfundsmagten rent faktisk er ret tilfreds med dette opium til folket, for så slipper den jo for horder af intelligente og engagerede mennesker, der kan gennemskue folkebedraget, og som vil udfordre magtens manglende evner udi statsledelse.
Men udover ovennævnte hypotese, er der så noget decideret skadeligt i det uendelige morads af laveste fællesnævnere i glamourøs indpakning?
Det har jo altid været et godt og følelsesladet emne til disput især mellem forældre og unge, men i den virkelige verden - i erhvervsmæssig sammenhæng - kan man begynde at spore nogle kedelige tendenser blandt de nye unge medarbejdere, som kommer med en klar tro på, at stort set alting kan afgøres med kvikke one-liners eller skud-fra-hoften beslutninger. Oven i dette bærer de ofte rundt med en stribe af bastante meninger og holdninger, der desværre ikke er opstået på baggrund af egen tankevirksomhed eller overvejelser, men blot er påtaget udefra. Det medfører at de i debatter og diskussioner har svært ved at argumentere for egne meninger og derfor hurtigt forfalder til surmuleri eller personangreb.
Kan dette reaktionsmønster mon tilskrives årevis af bevidstløs fodren med hjernelam TV underholdning? Det tror jeg faktisk, og derfor kan ufarligt TV lige pludseligt blive farligt.
Skulle man endelig tage fjernsyn alvorligt i dette land, så burde man liberalisere Danmarks Radio efter samme model som DSB - altså lade staten drive hele det produktionstekniske maskineri, men fuldstændig fritstille hele indholdsfladen. Indholdet kunne så leveres af græsrodsbevægelser, interesseorganisationer, foreninger, aftenskoler, kulturinstitutioner, klubber, museer, uddannelsessteder, politiske og meningsdannende sammenslutninger, virksomheder, borgergrupper, enkeltindivider m.fl. Og sendetiden kunne fordeles efter et eller andet retfærdigt system à la tipsmidlerne.
Hele nyhedsfladen kunne dækkes bredt ved at tildele de landsdækkende trykte dagblade en halv times daglig sendetid hver. Derved ville man igen kunne få nuancer og forskellige synsvinkler ind i nyhedsformidlingen.
Mange vil mene, at dette vil føre til lallende amatør-TV - men det er der intet, der tyder på. Lignende modeller har været etableret i forskellige lukkede TV-net. Eksempelvis hos New York Cable, og dér blev den ene helt brugerstyrede kanal faktisk den mest sete og populære infokanal i en årrække.
Derudover afslører et hurtigt kig på den nuværende sendeflade jo med al ønskelig tydelighed, at dygtig teknik og professionel produktion kan få selv det ringeste indhold til at ligne en fremragende udsendelse!
Til gengæld vil en sådan model betyde, at staten kunne sikre en homogen formidlingsflade til og for befolkningen - og lægge hele magten omkring indholdet over til brugerne selv.
Præcis på samme måde som den tiltagende brugerstyring på internettet, hvor det i langt højere grad end tidligere er brugerne selv, der former indholdsdelen (Facebook, Twitter, YouTube, Blogs, Communities etc.). Dette vil aldrig kunne lade sig gøre i et kommercielt set-up, men det er den eneste måde, hvorpå et statsdrevet TV vil kunne bevare sin samfundsmæssige værdi og igen blive en vigtig del af vores kultursfære.
Men selvfølgelig vil det aldrig ske, og så er det kun glædeligt, at det analoge TV-signal slukkes den 31. oktober - blot lidt ærgerligt at de ikke ved samme lejlighed også kvæler det digitale.
Ole L. Olesen er seniorkonsulent
