Socialdemokrater vil forbyde plasticposer

Det skal være forbudt at bære sine varer fra supermarkedet hjem i poser, der er fremstillet af plastic

Slettet Bruger,

08/04/2008

Det skal være forbudt at bære sine varer fra supermarkedet hjem i poser, der er fremstillet af plastic. Det mener Socialdemokraterne ifølge Jyllands-Posten.

"Vi skal af med plastposerne. De skal simpelthen udfases i løbet af en femårsperiode," siger Socialdemokraternes miljøordfører, Torben Hansen, til avisen og fortsætter:

"I stedet skal plastposerne erstattes af stofposer eller poser i andre materialer, der kan nedbrydes i naturen."

Plastposerne er ellers meget populære hos forbrugerne, idet de både er slidstærke og kan genanvendes som skraldepose, når man har tømt dem for varer. Alligevel er man i Forbrugerrådet, der hævdes at være på forbrugernes side, positivt indstillet i forhold til et indgreb mod forbrugernes vaner for hjembringelse af indkøbsvarer.

"Vi er ikke afvisende over for et decideret forbud mod plastposer. Men det afgørende er, hvad den reelle miljøbelastning er, hvor meget plastposer belaster naturen i forhold til f.eks. papirsposer," siger miljøpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Claus Jørgensen.

Det sidste er nok så meget et problem, forklarer professor i miljøregnskab Henrik Wenzel fra Syddansk Universitet. For plastposer belaster muligvis slet ikke miljøet mere end poser af papir.

"Det er ikke sikkert, at det vil være en god idé at forbyde plastposer og erstatte dem med papirsposer. De tider, da man var miljøbevidst og gjorde noget godt for miljøet, bare man brugte noget fra skoven eller marken, er forbi," siger Henrik Wenzel til Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: