"De mest nyskabende elementer vil blive gennemført som
ændringer af traktaterne fra Maastricht og Nice. De tekniske forbedringer vil blive
samlet i en karakterløs og smertefri traktat. Alle disse tekster vil blive præsenteret
for medlemslandenes parlamenter, der vil stemme hver for sig. Således vil offentligheden
uden at vide det tilslutte sig nogle beslutninger, som man ikke tør præsentere
åbenlyst," skriver den tidligere franske præsident blandt andet.
Han kalder desuden
fremgangsmåden for "en god øvelse, hvis man ernærer sig som tryllekunstner". Og kritikken er rigtig mener en af Danmarks ledende
EU-eksperter, Marlene Wind fra Københavns Universitet.
"Lederne har sagt til sig selv: Vi bliver nødt til at lave
den samme traktat, men få den til at ligne noget andet. Det er ikke noget kønt
syn, for det tvinger dem til at lyve," udtaler hun til Politiken.
Forhandlinger for lukkede
Folkeafstemninger i Holland og Frankrig i 2005 satte
forfatningstraktaten på standby. Derfor har Tyskland, der har EU-formandskabet
i øjeblikket, som erklæret mål at undgå folkeafstemninger denne gang. Men det
har blandt andet betydet, at arbejdet med traktaten har været alt for lukket, mener flere kritikere.
"Jeg tror, at tendensen til lukkethed omkring
de her vigtige ting i effektivitetens navn vil være en belastning i forhold til
europæiske borgeres accept," siger Socialdemokraternes EU-ordfører, Svend Auken.
Selv i regeringspartiet Venstre er man enig i kritikken:
"Merkel har grebet det her anderledes an, end vi ville have
gjort i Danmark, hvor vi har en tradition for åbenhed," mener EU-ordfører
Charlotte Antonsen, der dog ikke er enig i den overordnede kritik af
traktaten:
"Man snyder ikke borgerne. Tværtimod lytter man til dem ved at tage alle statslignende symboler ud".
EU har arbejdet med forfatningstraktaten siden i 2001.