Slaveskandale i Kina

Slettet Bruger,

16/06/2007

548 slavearbejdere er nu blevet befriet efter at have været tvunget til at arbejde på primitive teglværker under umenneskelige, fængselslignende forhold. Afsløringen kommer efter, at Kinas præsident Hu Jintao bad om en undersøgelse af det stigende antal meldinger om slavearbejde i fattige landdistrikter i Kina. Det skriver det kinesiske nyhedsbureau, Xinhua.

Razziaerne mod teglværkerne kom først efter en mediestorm. Over 400 fædre til forsvundne drenge skrev et åbent brev, der blev lagt ud på nettet, hvori de bad om hjælp til at finde deres børn, som de mente var blevet kidnappet og solgt til slavearbejde på teglværkerne. De beskyldte også provinserne Henan og Shanxi for at ignorere slavefabrikkernes forbrydelser. Det affødte en masse medieopmærksomhed, og i fredags bragte Shanghais Oriental Morning Post et forsidebillede af kinesiske slavearbejdere i forfærdelig tilstand.

Man har flere beretninger om unge drenge, der er blevet kidnappet på bus- og togstationer og ført til teglfabrikkerne for at arbejde uden løn og under kummerlige forhold. En ung dreng blev formodentlig tæsket ihjel sidste november.

Shanxi provinsen har nu sendt omkring 14.000 politimænd ud for at foretage razziaer mod over 2500 teglværker på ti dage.

Skandalen har også kastet skygger over det kinesiske kommunistparti. En lokal partiformand er nu kommet i søgelyset, efter at det viste sig, at hans søn var ejer af en slavefabrik, der tvang 32 mennesker til at arbejde under miserable forhold.

hsh

Kilde: