Skilsmissebørn skades i ligestillingens navn

Det er børnene, som skades mest, når forældrene kaster sig ud i en kamp om forældremyndigheden, som loven om automatisk fælles forældremyndighed l...

Slettet Bruger,

12/09/2009

Det er børnene, som skades mest, når forældrene kaster sig ud i en kamp om forældremyndigheden, som loven om automatisk fælles forældremyndighed lægger op til, skriver Kristeligt Dagblad.

Loven, som trådte i kraft den 1. oktober 2007, fastslog, at der efter skilsmisser automatisk skulle være fælles forældremyndighed i modsætning til tidligere, hvor myndighederne afgjorde myndighedsspørgsmålet, med mindre forældrene indgik en aftale.

En sejr for ligestillingen, lød det fra især fædrene, mens blandt andre Børns Vilkår og Dansk Kvindesamfund advarede mod en situation, hvor forældrenes styrkede rettigheder førte til flere konflikter om forældremyndigheden og retten til samvær med barnet.
Peter Albæk, formand for Børns Vilkår, mener i dag, at de dystre forudsigelser er blevet bekræftet.

"Intentionerne om at styrke barnets kontakt med begge forældre var pæne, men de kan ikke stå alene. I statsforvaltningerne har man haft en eksplosion af sager om forældremyndighed og samvær, og det skyldes i høj grad, at forældrene i en konfliktfyldt situation ikke er i stand til at se bort fra egne rettigheder, hvilket skader barnet," siger Peter Albæk til Kristeligt Dagblad.

Samme melding kommer fra Sisse Falling, skilsmissemor og stifter af netværket Barnets Tarv.

"Man begik den fejl, at man med loven åbnede for at gøre spørgsmålet om forældremyndighed til en diskussion om ligestilling. Det er ikke noget problem, når forældrene taler ordentligt sammen, men i de konfliktfyldte skilsmisser kan man nu bruge loven til at bekrige hinanden, så barnet bliver endnu mere ulykkeligt og utrygt," siger Sisse Fallinge til Kristeligt Dagblad.

Tal fra landets statsforvaltninger bekræfter bekymringen. Ifølge en rapport fra konsulentfirmaet Rambøll, udarbejdet for Indenrigs- og Socialministeriet, steg antallet af sager om forældremyndighed og samvær med næsten 50 pct., fra 170.000 til 250.000, i perioden fra 2007 til 2008.

[email protected]

Kilde: