Skibsforurening dræber danskere

Mindst 100 københavnere dør hvert år som en følge af den forurening, som kommer fra skibe, der sejler igennem de danske farvande

Slettet Bruger,

10/03/2008

Mindst 100 københavnere dør hvert år som en følge af den forurening, som kommer fra skibe, der sejler igennem de danske farvande. Det vurderer ekstern underviser i luftforurening ved DTU Miljø Kåre Press-Kristensen og professor i folkesundhed ved Københavns Universitet Steffen Loft ifølge Politiken.

"Jeg kan ikke sige, om der dør 100 eller 1.000 på grund af skibsforurening. Men det ligger et eller andet sted derimellem," siger Kåre Press-Kristensen til Politiken.

Røgen fra skibene skorstene indeholder sundhedsskadelige kvælstofoxider, svovloxider og partikler, som er skyld i lungekræft, allergi, astma og blodpropper i hjertet. Men faktisk er det ifølge Kåre Press-Kristensen ikke det store problem at undgå det.

"Teknologien har været kendt i mange år, og det er ikke specielt dyrt at installere de her ting på skibene. Men den internationale skibstrafik har aldrig været underlagt ret mange restriktioner, fordi politikerne føler, det er svært at regulere en branche, som er så international," siger Kåre Press-Kristensen.

Miljøminister Troels Lund Poulsen erkender, at der er et problem, men han vil ikke lade Danmark gå enegang med restriktioner på skibenes adgang til at forurene danskernes lunger. Han er nemlig bange for, at skibene så vil udflage til andre steder i verden.

Ifølge Helsinki Kommissionen (HELCOM), der er det fælles miljøsamarbejde for landene omkring Østersøen, er forureningen fra skibene i Østersøen så voldsom, at det svarer til al landbaseret forurening - altså biler, busser, lastbiler, kraftværker, fabrikker osv. - i Danmark og Sverige tilsammen.

Særligt slemt er det i den sydlige del af Østersøen, ved Kieler-Kanalen og så i de danske farvande, som er ind- og udsejlingskanal til resten af Østersøen, skriver Politiken.

[email protected]

Kilde: