Af David Karsbøl
David Karsbøl er cand. polit. og arbejder i en investeringsbankSom økonom (og en borgerlig af slagsen) kan det være ufatteligt deprimerende at overvære, hvad der burde være en skattedebat, men som oftest blot må karakteriseres som ukvalificerede kvæk fra en gruppe taburetglade, men nosseløse mennesker, der som erklærede borgerlige burde repræsentere mig.
Der er efter min mening tre fremtrædende symptomer på, at skattedebatten er mislykket eller kørt direkte af sporet og ned i muddergrøften, hvor det blot handler om gentagelser af de bevidstløse velfærdsbesværgelser.
For det første har Helle Thorning-Schmidt nu genåbnet muligheden for formuebeskatning. Ifølge omtalen slår Thorning-Schmidt til lyd for disse overvejelser i samtalebogen, Den første, som udkommer i næste uge. At Thorning-Schmidt relancerer denne usympatiske og fuldstændigt kontraproduktive skatteidé, vidner ikke om en opposition, som er presset på skatteområdet. Tværtimod må det ses som en velovervejet mulighed for selv at komme i offensiven på et område, der har været håbløst forsømt af den regering, der kaldes borgerlig.
For det andet er de såkaldte dynamiske effekter ved en eventuel skattereform stadig ikke commes il faut i politiske cirkler. Med andre ord skal de ikke indregnes. Det retoriske spørgsmål, "ville du arbejde mere eller mindre, hvis du skulle betale 100 pct. i skat?", er altså stadig irrelevant hos vore herskere i Folketinget.
For det tredje har de skattelettelser, vi trods alt har fået af regeringen siden 2001, været alt for få og små. Det har de været på trods af de efterhånden mange internationale erfaringer med skattereformer, som har været enten neutrale eller positive for de offentlige finanser. Få hundrede kilometer fra vore grænser opererer Tjekkiet fra næste år med en flad skat på 15 pct., og sidst jeg var i Tjekkiet, så jeg ikke nogen sociale massegrave. Tværtimod bærer Tjekkiet præg af at være blevet et af de mest dynamiske og velfungerende samfund i Europa. På den anden side af Øresund barsler den nye, svenske regering tilsvarende med en betydelig skattereform, som skal nedbringe marginalskatten for vort skatteplagede broderfolk.
Disse tre forhold tjener til at illustrere, at den borgerlige regering groft har forsømt skattedebatten, og at den i skatterelaterede spørgsmål er blevet dybt utroværdig. Den siger engang imellem ét (at den ønsker og vil arbejde for skattelettelser), men den gør i praksis noget andet (anvender ethvert råderum på at øge den offentlige sektor). Faktisk kan jeg ikke forestille mig nogen faktor, som i højere grad har medvirket til at afspore den sunde skattedebat fra 1980'erne og 1990'erne end regeringen selv.
Men hvad skal der til for, at regeringen kan genvinde skattedagsordenen, hvis den da overhovedet ønsker det? Taktikken må være tostrenget. For det første skal regeringen i langt højere grad medvirke til at forklare de gavnlige og attraktive effekter ved sænkninger af marginalskattesatserne: Arbejdsdelingen styrkes, væksten stiger, flere vil arbejde, og flere vil arbejde længere. I det hele taget bliver regeringen nødt til at indse, at de mange fine planer, som den har for det danske samfund, for langt størstepartens vedkommende ikke kan føres ud i livet, fordi danskerne ikke har tilstrækkeligt stærke incitamenter til at opføre sig produktivt.
For det andet skal regeringen igen fokusere retorisk på det moralske spørgsmål, som beskatning nødvendigvis medfører. Hvis penge er det egentlig, vi taler om; statens eller borgernes - og hvorfor? Dette moralske spørgsmål kan ingenlunde besvares, hvis man ikke også inddrager betragtninger om den private ejendomsret - og det er en anden debat, som fuldstændigt har været trængt i baggrunden af regeringens svage, retoriske præstationer.
