Af Henrik Sørensen
Vil du gerne have en kort karriere i dansk politik, så skal du bare sige ordet brugerbetaling!Politikere fra højre til venstre har travlt med at sige nej til brugerbetaling, samtidig med at de dog indfører brugerbetaling og strafgebyr.
Betal momsen en dag for sent, og det koster 500 kr. i straf. Gå til tandlægen og betal. Og hvorfor det? Fordi penge er en af de bedste måder at regulere vores adfærd. Og meget bedre end SMS-beskeder eller andre spændende tiltag, som forskellige politikere har foreslået.
Alle studerende ved de videregående uddannelser har i mange år selv betalt for bøger og andet materiale. Det er vel også en slags brugerbetaling. Eller hvad med den malkemaskine, som domstolene er blevet for statskassen. Staten udnytter sit magtmonopol til at opkræve skjulte skatter i form af retsafgift som brugerbetaling.
Men hvorfor skal vi være så bange for brugerbetaling? Brugerbetaling for offentlige ydelser adskiller sig jo dybest set ikke fra, at man betaler for mælk og brød hos købmanden.
Brugerbetaling er en god og effektiv måde at udnytte samfundets ressourcer bedst muligt og skabe respekt for de ydelser, man modtager. Brugerbetaling giver også mulighed for, at man som borger ikke er afhængig af de valg, som politikerne i dag træffer for hver enkelt af os.
Brugerbetaling er ikke kun en nem genvej til skattelettelser.
Som det nuværende system er indrettet betaler man som borger en høj skat, og får så en række ydelser til gengæld. Om det er de ydelser, der rent faktisk efterspørges eller er mest samfundsøkonomiske, det betyder mindre.
Et praktisk eksempel: Maden på sygehusene. Gennem årene har mange kritiseret maden, og megen mad er gennem årene ikke blevet spist af patienterne. Enten fordi patienterne ikke har kunnet lide maden, eller den har været af en for dårlig kvalitet. Ofte har kokkene skullet lave mirakler for 10 kr. Måske maden var gratis, men den var ikke af en kvalitet, så patienterne ville spise den. Politikerne har simpelthen prioriteret forkert med det resultat, at maden ikke blev spist. Den mad, der ikke bliver spist, er et samfundsmæssigt spild af ressourcer. Men hvad gør det. Det er jo gratis!
Lad os nu forestille os, at maden ikke var gratis - men at man selv skulle betale for den. Patienterne ville være villige til at bruge et større beløb på mad end politikerne har bestemt. Der ville komme et større og bedre udbud af mad, og i en bedre kvalitet end vi ser i dag. Og vigtigst af alt, maden ville blive spist. Der ville ikke være mad, der gik til spilde. Patienterne ville spise og blive hurtigere raske. Det er vist det, der kaldes en win-win situation på reklamedansk.
Et andet problem, som kendes fra hospitaler og den øvrige sundhedssektor, er patienter, der udebliver fra planlagte operationer og undersøgelser. Ikke alene er der andre, som må vente længere tid på behandling. Udeblivelsen koster også mange penge hvert år for det offentlige. Men hvorfor ikke indføre en omvendt brugerbetaling for folk, der udebliver fra operation og undersøgelser. SMS-beskeder og andre tiltag fra politisk side er ikke nok. Hvorfor skal jeg som skatteborger betale mere i skat, fordi du udebliver uden grund fra en operation eller undersøgelse? En brugerbetaling for at udeblive uden grund skulle nok få antallet af aflyste operationer til at rasle ned.
Og hvorfor skal det koste at gå til tandlægen, men ikke når man går til den praktiserende læge?
Et andet område i Danmark, som lider under politikernes manglende prioriteringer er infrastrukturen. Vores veje, broer og jernbaner lider under en dårlig vedligeholdelse. Og problemet er ikke, at vi ikke betaler for infrastrukturen i Danmark. Med de højeste bilafgifter i verden og dyre billetpriser burde vi have en infrastruktur med de bedste veje og jernbanenet. Det er som alle ved ikke tilfældet.
Vi får med andre ord lov til at betale for en vare, vi ikke får.
Lad driften og ejerskab til alle større broer i Danmark og motorveje overgå til private selskaber. Så sikrer vi, at de bliver vedligeholdt.
En passende start på en privat bro kunne være broen over Østersøen. Så bliver den bygget på baggrund af realistiske økonomiske kalkulationer og ikke med udgangspunkt i politikernes drømme og ambitioner, der går ud over vores tegnebog.
Kattegatbroen er et andet godt eksempel på et politisk ønske, som der ikke er økonomiske realiteter i. Lad en privat investor betale for broen. Ikke skatteborgerne. Så får man en realistisk vurdering af projektets rentabilitet, og ikke politikernes ønsketænkning. Hvis der er nok, der vil bruge en Kattegatbro, så vil der også være private investorer, som vil bygge broen.
Det er mange grunde til at indføre brugerbetaling i større omfang, end vi kender i dag og på nye områder.
Borgerne vil udvise større ansvarlighed overfor de ydelser, de modtager fra det offentlige. Ydelser vil i fremtiden ikke blive efterspurgt, bare fordi de er gratis, men fordi de er efterspurgte.
Ydelserne kan leveres af både private og det offentlige, alt efter hvilken ydelse der er tale om.
Vi vil få bedre ydelser, end dem vi har i dag. Nogle ydelser vil bortfalde, alene fordi der ikke er tilstrækkelig mange, som efterspørger dem. Andre ydelser vil komme til fordi de - ja efterspørges af borgerne.
Så politikerne skal ikke være så bange for brugerbetaling. De er her allerede i stor stil. Og resultatet? Bedre service og ydelse.
Og det er vel ikke et dårligt resultat!
Henrik Sørensen er folketingskandidat for de Konservative
