Af Henrik Fogh Rasmussen
Michael Moore er en gave fra himlen til de frelste. Og til de frelste hører mindst en håndfuld af den snes amerikanske biografgængere, som jeg for nylig satte mig tilrette sammen med for at se Moores nye film, "Sicko".
"Don't add your own soundtrack" lød biografens venlige påmindelse om at slukke for mobiltelefonen, men den hårde kerne blandt tilskuerne fandt det nu alligevel umuligt at vente med klapsalverne til filmen var slut. Atmosfæren var sådan set ikke væsentlig anderledes, end da jeg i sin tid så Moores "Bowling for Columbine" i en københavnsk biograf. Altså bortset fra at den københavnske biograf var propfuld.
Der er ingen tvivl om, at der igen vil blive klappet, når "Sicko" får premiere i Danmark. Både i biografen og i avisernes kultursektioner. Spørgsmålet er dog, om ikke det siger mere om publikum, end det gør om filmen.
Man skal for eksempel være mere end almindelig frelst for at se det morsomme i Michael Moores besøg i Fidel Castros Cuba, hvor han sørger for gratis behandling til amerikanske patienter. Amerikanerne bliver - selvfølgelig - modtaget med åbne arme af smilende cubanske læger og sundhedsplejersker. Mon ikke det samme havde været tilfældet, hvis Moore var taget på besøg hos Kim Jong-il i Nordkorea, Robert Mugabe i Zimbabwe eller præstestyret i Iran?
Men Moore lader ikke til at have moralske skrupler ved at udstille cubanere, som er nødt til at smile til kameraet for at undgå problemer med Castros efterretningstjeneste. Moore hylder i stedet Castro for at have opbygget "et af verdens bedste sundhedssystemer" og gør sig dermed til en nyttig idiot for et regime, der myrder, fængsler og torterer politiske modstandere.
Organisationen "Cuba Archive" har indtil videre identificeret mere end 9.000 mennesker, som er blevet myrdet af Castros regime, og der kommer hele tiden nye rapporter om politiske fanger, som bliver torteret og tævet ihjel i Castros fængsler - eller dør af sygdom fordi regimet ikke giver dem adgang til behandling. Men dette lader altså ikke til at røre den ellers så godhjertede Michael Moore.
Det skinner i øvrigt igennem i resten af filmen, at Moore er ude i et slet skjult ideologisk forsvar for socialismen. Under et besøg i Storbritannien interviewer han for eksempel en gammel socialist, som drømmer sig tilbage til tiden efter Anden Verdenskrig, hvor briterne stod sammen og byggede en moderne socialdemokratisk velfærdsstat ovenpå ruinerne af det britiske imperium. Michael Moore stiller sig derefter foran en statue af Karl Marx og spørger sig selv, om ikke amerikanerne kunne gøre det samme i kølvandet på terrorangrebene den 11. september.
Moore lovpriser det britiske sundhedssystem, National Health Service (NHS), og gør et stort nummer ud af, at behandling er gratis og åben for alle - i modsætning til Kaiser Permanente og amerikanske forsikringsselskaber, som ifølge Moore gør sig skyldige i at snyde kunderne og nægte dem behandling. Interessant nok glemmer Moore at nævne, at 90 % af Kaiser Permanentes patienter blev opereret med mindre end 13 ugers ventetid i 2002 mod kun 41 % af patienterne i NHS. Samtidig måtte patienterne i NHS typisk vente 13 uger på at blive undersøgt af en speciallæge sammenlignet med en typisk ventetid på to uger hos Kaiser Permanente. Moore nævner heller ikke tal fra OECD, som viser, at 88,9 % af britiske patienter må vente længere end tre måneder på en bypass-operation sammenlignet med 0 % i USA.
Og hvad med kræftbehandlingen? En sammenligning foretaget i 2002 viste, at 97 % af amerikanske brystkræftpatienter overlevede mod kun 78 % i Storbritannien. For tarmkræft var chancen for at overleve 90 % i USA mod 70 % i Storbritannien.
Eller brugen af moderne medicin? 56 % af alle amerikanske patienter i risikogruppen for hjertesygdomme modtager behandling med statin, som kan reducere risikoen for blodpropper betydeligt. Tallet for britiske patienter er 23 %. Ifølge Professor Neil Poulter fra det ansete St. Mary's Hospital i London betyder den lave brug af statin i Storbritannien, at patienter dør, som ellers kunne have overlevet - hvis de altså havde fået medicinen.
Bevares, der er reelle problemer i det amerikanske sundhedssystem. Og Michael Moore har med kyshånd påtaget sig den taknemlige opgave at finde de absolut værste eksempler på omsorgssvigt og bedrageri. Tag for eksempel manden, der måtte vælge mellem at få sin ringfinger lappet sammen for $12.000 eller sin langfinger for $60.000, fordi han ikke var forsikret. Manden valgte ringfingeren, men Moore glemmer at nævne, at amerikanske hospitaler er forpligtet til at give behandling til enhver patient, som uden behandling risikerer at miste organer eller lemmer. Der er således tale om et enkeltstående eksempel på umoralsk og lovstridig opførsel fra hospitalets side frem for en almindelig praksis. Og mon ikke man kunne finde tilsvarende eksempler på omsorgssvigt i Cuba og Storbritannien? Eller i Canada og Frankrig som Michael Moore også når at besøge i løbet af filmen? Eller i Danmark for den sags skyld?
Michael Moore er imidlertid så forblændet af sin ideologiske dagsorden, at han kun finder fejl i lige netop USA. Jeg har på fornemmelsen, at det samme gælder for den klappende del af hans publikum. Heldigvis foretrækker biografgængerne i USA at se den ærkeamerikanske helt, politimanden John McClane, tage kampen op imod terroristerne i "Live Free or Die Hard". Og så er det vel egentlig ligegyldigt, at Michael Moore for nylig fik 15 minutters stående bifald af de frelste ved filmfestivalen i Cannes.
